Jeg tror ikke på Gud, jeg tror på kærligheden

Oprettet: 11.04.2003 - 10:47

Forfatter: Iselin C. Hermann

Født: 22.juni 1959 i København.
Debut: Prioritaire. 

Uddannelse:
Nysproglig student (1977)
Theaterskole (Aix-en-Provence 1977-78)

Iselin C. Hermann debuterede i 1998 med den meget fine brevroman "Prioritaire", som hun høstede mange anmelderroser for. Netop nu er hun aktuel med dagbogsromanen "Dampe". Vi har spurgt hende ud om forfatterskabet og om at vælge en så "intim" romanform som dagbogsformen.

I dine første romaner tog du os med til henholdvis Frankrig ("Prioritaire") og Syrien ("Der hvor månen ligger ned"). I din seneste roman "Dampe" er vi i Danmark, nærmere betegnet Christiansø. Hvordan vælger du dine "locations", og hvilken betydning har de ?

Locations, synes jeg, er utrolig vigtige. Jeg kan opfinde personer, men jeg kan ikke opfinde steder. Og steder er for mig meget genererende og energigivende. Nu kan man sige, at i min første roman, "Prioritaire", som er en brevroman mellem en dansk kvinde og en fransk mand, der var location lidt mere flydende, fordi jeg aldrig har været i den by, hvor manden bor. Men jeg har boet i Sydfrankrig, så jeg kender stemningen der.

Men med Damaskus (location i "Der hvor månen ligger ned", red.) havde jeg en roman i hovedet, om to mennesker, som bliver forelskede i hinanden, og som så viser sig at være søskende. Og den roman foregik i Danmark. Men så kom jeg til Damaskus og blev fundstændig betaget af det sted, og så valgte jeg at starte helt forfra og placere bogen i Damaskus. Som jo så har farvet hele bogen - det var jo ikke blevet den samme bog, hvis den havde forgået på Køge Landevej, kan man roligt sige. Der løb location af med mig på den gode måde. Jeg boede i Damaskus i et halvt år for at skrive den.

Ligeledes Christiansø, der har jeg boet i tre vintre med mine børn. De har gået i skole derovre. Og det er helt klart at "Dampe" bærer også meget af stedet i sig. Så jeg er meget bundet af mine locations. Og jeg holder meget af, at mine bøger tager farve af de steder, hvor jeg opholder mig. Jeg kunne enormt godt tænke mig at skrive en bog om Argentina, hvor jeg aldrig har været.

Har du lavet research til bogen?

Ja, men i høj grad netop stedlocation, fordi personerne, og det er meget vigtigt for mig, er nogle, som jeg finder på. Jeg skriver ikke nøgleromaner, og jeg ønsker ikke at hænge nogen mennesker ud. Men det er klart, at i min sidste bog, Dampe-bogen, som foregår på Christiansø, der er de personer, som figurerer i bogen, bortset fra hovedpersonerne, rigtige og levende og optræder under deres eget navn. Og med "Dampe" har jeg gjort meget research på J. J. Dampe, men selve Dampe-personen er egentlig ikke så interessant, så ham har jeg gjort mere interessant og har læst meget Nietzsche og Kierkegaard for at kunne skrive bogen.

Men du må alligevel have lavet research til den historiske person.

Jo, det er klart, jeg har læst hans håndskrifter og sådan noget.

Kærlighed - i een eller anden form - synes at være et gennemgående tema i dine romaner. Er det et bevidst valg, eller kommer det af sig selv?

Kærlighed og had er jo nok de mest basale følelser. Der var en journalist, der spurgte mig: "Hvornår holder du op med at skrive om kærlighed ?" Det tror jeg aldrig, jeg gør. Nu brugte jeg før ordet genererende om steder, men kærlighed er jo også genererende og flytter os i vores liv. Ligesom når vi får børn, så bliver vi også nogle nye mennesker. Så kærlighed i een eller anden form tror jeg altid jeg vil beskæftige mig med, jeg synes, det er forunderligt, at det kan ske. Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på kærligheden.

Hvorfor har du, som kvindelig forfatter, valgt en mandlig hovedperson og så ovenikøbet i en roman skrevet i dagbogsform, som jo er en meget "intim" form?

Jamen, det er faktisk, fordi jeg var så træt af, at folk blev ved med at slå mig i hartkorn med mine kvindelige hovedpersoner. Jeg har fået utrolig mange breve fra folk i forbindelse med min første roman - brevromanen "Prioritaire" - hvor de begyndte at fortælle om deres egne oplevelser med en kærlighedshistorie pr. brev. Og dermed, ikke bare insinuerede, men direkte spurgte mig til råds om mine oplevelser med det. Og jeg har aldrig oplevet den kærlighedshistorie pr. brev. For mig var det et spørgsmål om at skifte fra stilethæle til flade, fornuftige travesko i størrelse 45 og prøve på at tænke som en mand. Og helt klart at sige: "Jeg er ikke mine hovedpersoner".

Og er det så nødvendigt at vælge en mandlig hovedperson, mener du?

Det var også for virkelig at gøre det meget, meget tydeligt og klart og sige, det er ikke mine egne historier, jeg skriver. Og så synes jeg jo, det er sjovt at prøve at forestille sig at være andre personer. Nu er jeg det jo også i min Måne-bog, der skriver alle personerne i jeg-form, både Al-Nuqta, forretningsmanden, og Jameel, sufi-musikeren. I den forstand har jeg allerede prøvet at forestille mig, hvordan det er at være en mand. Men det er klart, at det er da lidt et stunt. Men vi er altid så imponerede af, at Rifbjerg kunne skrive "Anna (jeg) Anna" som en kvinde. Til syvende og sidst er forskellen alligevel ikke så stor.

I anmeldelserne af "Dampe" er den blevet sammenlignet med Martin A. Hansens "Løgneren". Hvad mener du selv om denne sammenligning?

Jeg vedkender mig helt klart slægtskabet. Nu er det utrolig lang tid siden, jeg har læst "Løgneren", jeg tror, det er 20 år siden. Men det er klart at litteratur står jo på skuldrene af hinanden. Man siger, at der kun er 7 historier i verden, og så er der en masse måder at fortælle dem på. Og en af måderne er dagbogsformen, men der er jo ingen, der har patent på formerne. Men det er da klart, at i og med at jeg vælger et lille afgrænset, lukket ø-miljø, så er vi jo meget tæt på Martin A. Hansen.

Og en skolelærer også?

Og en skolelærer også. Jeg havde jo så glemt, fordi det er så lang tid siden, jeg har læst bogen, at Annemari også arbejder på kroen. Det er jo ligesom med Marie Grubbe. Dén historie har Holberg, og Blicher har den i "En landsbydegns dagbog" og I. P. Jacobsen har den - det er den samme historie fortalt igen. Vi står på skuldrene af hinanden.

Og så vil jeg så iøvrigt sige, at dagbogsformen har jeg altid været fascineret af, fordi den giver lidt den samme fornemmelse af peep-show, som brevromanen også har. Det med at du læser noget, som vi leger er et lukket dokument, som vi ikke må læse i. Det er en hemmelig, privat, intim form, som jeg synes er spændende - der er noget lidt forbudt over at læse det. Man kigger over skulderen.

Er der en bog, du har læst for nylig, der har betydet meget for dig?

Problemet er, at lige for øjeblikket læser jeg alt, alt for lidt. Jeg læser mange digte. Noget af det, som til stadighed er meget energigivende, det er at læse Nordbrandt, det holder jeg utrolig meget af. Så har jeg læst en hel del Jalal-od-din Rumi, den gamle sufi-digter fra 1200-tallet, som er meget yndefuld og smuk. Digte er jo en hel ko kogt ned til en Maggiterning. Jeg holder meget af at læse digte.

Men du kunne ikke forestille dig selv at skrive digte?

Nej, jeg holder for meget af sproget til, at jeg ville nænne at skære det ned så hårdt. 

0
Din bedømmelse: Ingen