Hvad slås vi for? Revolutionær blindfægtning og forældelse i Nanni Balestrini: De usynlige

Oprettet: 04.04.2005 - 08:05

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Eksperter i sovjetiske femårsplaner, fagforeningsfolk af den mere kollektivistiske slags og alle mulige andre, som førhen på forskellige måder havde med socialisme at gøre, er i den grad blevet nødt til at tage stilling til forandringerne efter Berlin-murens fald og Østblokkens opløsning.

Kun få i Vesten regner i dag revolutionære utopier for at være farlige eller for den sags skyld vigtige. Utopierne er nærmest blevet glemt, og hvis man i dag tænker på den slags, er det nok nærmere som et tidstypisk tankemønster hos en gruppe af virkelighedsfjerne/usympatiske drømmere, hvis storhedstid var for længe siden.

Forældelsen og fornemmelsen af at være sejlet agterud er et af temaerne i den italienske forfatter Nanni Balestrinis (født 1935) roman De usynlige fra 1987. Balestrini var selv aktiv på den italienske venstrefløj i 60’erne og 70’erne og medlem af avantgarde-gruppen Gruppo 63. I sine første, mere formeksperimenterende romaner udforskede han sammenhængen mellem politisk filosofi og litteratur i et forsøg på at sammenføre sproglig destruktion og politisk aktivisme.

Trods sin utraditionelle form – den kommer jeg kort ind på om lidt – er De usynlige en mere lettilgængelig roman om en ung mand, der fortæller om sin tilknytning til et revolutionært miljø og sin modstand mod det etablerede system. Modstanden strækker sig fra ulydighed i folkeskolen over demonstrationer, politiske aktioner, sabotage og kampe mod politiet og kulminerer i et fængselsophold, hvor hovedpersonen må sande, at verden udenfor efterhånden har mistet interessen for yderligtgående politiske utopier.

De usynlige er dermed et portræt af et aktivistisk miljø i Italien, som Balestrini selv var i berøring med – et miljø som kulminerede med De Røde Brigaders mord på fhv. premierminister Aldo Moro i 1978, og som var på kraftig retur, da romanen udkom i 1987.

Usynlig fra www.thegreatillusion.comKamp imod systemet
Forholdet mellem politiske idealer og modstand mod systemet er en speget affære i De usynlige. I romanens slutning er hovedpersonen blevet fængslet for ulovlig våbenbesiddelse og medvirken til samfundsomvæltende aktivitet.

Her kommer han i kontakt med en yngre generation af politiske aktivister. Ifølge hovedperson lider den yngre generation i modsætning til hans egen af mangel på en politisk plan. Deres engagement bunder nærmere i en følelse af familiært sammenhold, og når de kæmper mod systemet, foregår det som enkeltaktioner uden et bredere perspektiv.

Kaster man et blik tilbage på hovedpersonens egen gruppe tidligere i romanen, viser det sig imidlertid, at det politiske heller ikke her spiller en afgørende rolle:

”Politisk konfrontation ragede os en skid i den periode,” hedder det slet og ret. Det betyder ikke, at konfrontation som sådan er ligegyldigt, men at gruppens aktioner ikke primært har et politisk sigte.

Politik må her forstås som kampen for at skabe noget nyt. Når hovedpersonens gruppe ikke interesserer sig for politik, så skyldes det, at netop dette håb om at skabe noget bedre ikke er til stede. De kæmper imod systemet, ikke for et alternativ. I Balestrinis optik kan den ”politiske” aktivisme svært regnes for at være politisk, fordi den definerer sig i modsætning til noget andet.

For hovedpersonen i De usynlige er systemet en ensartet suppe af personer og institutioner. Politimænd, skolelærere, skruebrækkere og fængselsbetjente regnes uden skelnen som ”fjenden”.

Politiforhør, kropsvisitationer i fængslet, det at lave lektier og at indordne sig under et landsbysamfunds normer regnes som adfærdsmønstre, som systemet har pålagt en, og som må nedbrydes. Det er i modsætning til dette system og ikke som noget i sig selv, at de aktivistiske unge finder deres identitet. Det er i den forbindelse karakteristisk, at hovedpersonens gruppe lægger et enormt arbejde i at stjæle radioudstyr og sabotere andre radiostationer for at skabe en ledig frekvens, men ikke kan finde på noget at sende, da de endelig har skabt en radiostation.
 
Cold war fra www.media.deimdymedia.orgMangel på mål og struktur
Hvis hovedpersonens egen aktivistiske karriere har været præget af en mangel på politiske visioner, hvordan kan han så anklage den yngre generation for det selv samme?

En af Balestrinis vigtige pointer i De usynlige er, at fortiden står i et klarere lys end samtiden. Når hovedpersonen anklager samtidens aktivisme for mangel på struktur, så skyldes det, at han på afstand kan se en sammenhæng i sin egen politiske karriere.

Under retssagen mod hovedpersonen udbryder anklageren revsende:

”det her har ikke noget at gøre med kultur med ideologi der er ikke nogen moralsk holdning forbundet med dette vanvid uden hverken punktummer eller kommaer det er kun en forkyndelse af ren og skær ødelæggelse.”

Anklageren giver her en karakteristik af romanens form:

De usynlige består af 48 korte kapitler, der hver er delt ind i små afsnit uden tegnsætning. Romanen er en lang ordstrøm, hvor der klippes frem og tilbage mellem forskellige episoder i hovedpersonens liv. Men ud over at være en karakteristik af formen lyder anklagerens kritik nærmest som et ekko af hovedpersonens kritik af den yngre generation. Også her lyder anklagen på manglende politiske/moralske idealer og strukturløs vold. Et af de gennemgående motiver i De usynlige er, at den ældre generation anklager den yngre generation for manglende sammenhæng.

Man kan drage to pointer ud af den struktur. For det første gennemhuller Balestrinis roman tanken om samtiden som særligt usammenhængende.

De usynlige kan læses som en fremsynet kritik af samfundsteorier og politiske partier, der mener, at perioden efter den kolde krig har været særlig præget af opløsning og bortfald af traditionelle værdier og sammenhæng – og som insisterer på at drage alle mulige mere eller mindre urimelige konsekvenser af det. Der findes næppe en periode i verdenshistorien, som ikke har forstået sig selv på den måde. Afstand, lyder Balestrinis pointe, skaber overblik.

Den anden pointe, man kan drage ud af forholdet mellem generationerne, er, at netop strukturen skaber problemer for aktivismen. Gennem hele De usynlige definerer Balestrinis hovedperson sig i modsætning til det etablerede system. Men i det øjeblik hans egne aktioner kan forstås i deres sammenhæng – det øjeblik de selv bliver etablerede – mister de deres gennemslagskraft.De bliver usynlige.

På trods af sin lidenskabelige solidaritet med sine kammerater og på trods af hans forståelige modvilje mod det forstokkede lilleputsamfund, bliver hovedpersonens aktivisme aldrig andet end et slags vagt modefænomen. Når kampen udelukkende finder sin kraft i opposition til noget andet, svinder dens holdbarhed ind.

Med De usynlige tegner Balestrini dermed et kritisk portræt af såvel det etablerede samfunds frygt for værdisammenbrud som af den uansvarlige politiske aktivisme, som kæmper for kampens skyld.

0
Din bedømmelse: Ingen