Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
’Hvad skulle vi stakkels mennesker gøre, hvis den trofaste jord ikke eksisterede? Hvad havde vi overhovedet, hvis dette skønne og gode ikke var til? Hvor skulle jeg være, hvis jeg ikke havde lov til at være her? Her har jeg alt. Andre steder ville jeg intet have.’ (Spadsereturen, s. 67)
Temaet for denne måned er, bøger der har berørt vores liv. Vi skal skrive om en bog, der har gjort os glade og har rørt vores følelser, og jeg har valgt Robert Walsers (1878-1956) roman eller lange novelle ’Spadsereturen’ (1917, da. 1966). Det er ikke en fortælling, der udstråler livskraft eller skildrer stærke menneskers ukuelige livsmod. Den er nærmere som en gnist af lys i et mørkes altbeherskende vælde, et mellemrum af skønhed og glæde midt i livet.
Det er en historie, hvor man betages af det forførende sprog, den sprudlende glæde og de umiddelbare sansninger, der hviler forelsket ved små detaljer, der normalt bliver overset. Henrykkelsen over en udstilling i et butiksvindue, glæden ved to børn der stille leger, fornøjelsen ved en samtale med en høflig bankmand, eller betagelsen af sollyset, der stråler ned gennem trætoppene i en fredfyldt skov. 
Ude i lyset
’Al sorg, al smerte og alle tunge tanker var som blæst væk, selv om jeg endnu tydeligt følte en vis alvorsklang foran mig og bagved mig.’ (Spadsereturen, s. 15).
’Spadsereturen’ begynder og slutter i mørke. Forfatteren har siddet hele dagen ved sit skrivebord, fortvivlet, men forlader det, lettet og levende, ved historiens begyndelse og går ud i solskinnet. Vi følger herefter med på hans spadseretur. Vi bliver præsenteret for de forskellige mennesker, han møder undervejs og bliver indviet i de hændelser og tildragelser der forekommer, og de ærinder han skal besørge på turen.
Vi møder Frøken Aebi, som fortælleren har en middagsaftale med, bankmanden som fortælleren får overrakt tusind francs af, og ligningschefen på skatteforvaltningen, som fortælleren forsøger at overtale, så han lader vores hovedperson slippe billigere i skat. Ligningschen forstår dog ikke fortællerens dagdriverliv: en forfatter burde sidde derhjemme og skrive, når han kalder sig selv forfatter.
Hvis han ikke tjener umanerligt mange penge, hvordan har han så råd til at drive rundt på den måde, spørger ligningschefen videre. Men fortælleren forsøger at overbevise ham om nødvendigheden af at spadsere. Det er en umistelig og fornøden inspiration, der gør hans hverv som skribent mulig. Spadsereturene åbner hans opmærksomheden mod verden, skaber muntre og ædle tanker, og de åbner for en transcendental erkendelse af verdens enhed, der gør det muligt for ham at bevæge sig ud over sig selv.
Mod slutningen af historien begynder dagen at gå på hæld, lyset forsvinder og fortælleren er ved at være hjemme. Han sætter sig under et træ ved kanten af en sø, og tænker tilbage på en kvinde han har elsket og som har forladt ham før fortællingens begyndelse. Og langsomt vender sorgen og alvoren tilbage og det mørke, som ’spadsereturen’ havde jaget bort, indfinder sig atter. ’Jeg havde rejst mig for at gå hjem, for det var allerede sent, og alt var mørkt.’ (Spadsereturen, s. 87)
Det er på mange måder en simpel fortælling. Der er ingen egentlig historie eller plot, og der er ingen karakterudvikling. Vi følger fortælleren, og lader os føre gennem hans møder med andre mennesker og verden omkring ham. Men Walsers ord og beskrivelser er langt fra simple, og de åbner en helt anden verden for os. En charmerende, vidunderlig verden fremkaldt af hans fortryllende sproglige sans. 
Vandreren fra Biel
Robert Walser blev født i Biel i Schwiez som den næstsidste af otte børn, og efter en tidlig endt skolegang kom han i banklære. I sit syttende år begyndte han at vandre. Han arbejdede i forskellige banker og forsikringsanstalter. Samme branche som Franz Kafka, der i øvrigt læste Walser med stor begejstring.
Walser vandrede fra den ene by til den anden og fra den ene bank til den anden, altid på vej videre, mens han i sin fritid skrev sine fortællinger og romaner. Det blev til fire romaner, ni novellesamlinger og 1500 små tekststykker eller fortællinger fra debut' en i 1912 til 1933, hvor Robert Walser blev indlagt på en nerveklinik i Appenzell. Her forblev han de sidste 23 år af sit liv uden at skrive et ord mere.
Han var aldrig succesfuld mens han levede. Blandt forfattere var der stor interesse for hans forfatterskab, men trods interessen kunne han aldrig leve af at være forfatter. Da han døde i 1956, kom det som en overraskelse. De fleste troede, han havde været død i årevis. Hans forfatterskab blev genopdaget i begyndelse af 60’erne, og det er siden blevet læst med stadigt stigende interesse. 
En lille litteratur
Ud over de fire romaner, består Robert Walsers værk fortrinsvis af korte tekster. Spadsereturen er en af de længere, men den kan anskues som flere sammenknyttede korte fortællinger, om små tildragelser og hændelser. Det er en lille litteratur, hvor tingene omkring bliver vigtige, og verden på ny bliver synlig set gennem Walsers optik. Det mindste får stemme og bliver synligt, og detaljen får en selvstændig karakter og bliver kærligt iagttaget. En beskuelse af verden, der kan beskrives som lethed fyldt med vemod.
I en anden tekst, ’Tale til en ovn’ (i Digterliv, 1981), holder forfatteren en tale for ovnen i sit værelse. Han skælder den ud for at være uberørt af forfatterens smerte. Ovnen ser hånligt på ham, og forfatteren tager til genmæle. ’Fordi du er en ufølsom, grov dumrian, synes du stor i dine egne øjne.’ (Digterliv, s. 60).
Talen slutter med at konstatere, at man skal have handlet forkert for at kunne have handlet rigtigt. Det er ikke nok at afstå fra at handle. Ved at lade detaljen og det mindste komme til syne, kommer verden atter til orde i os, og vi forsvinder ikke i vores egne gøremål. Og vi kan igen og igen lade os forelske i verden, selv når alt omkring os synes at henligge i mørke.
At tage ansvar for verden.
I Walsers tekster bliver læseren aldrig glemt. Historierne er en henvendelse til en forhåbentlig sympatisk læser. I den forstand er teksterne en måde at forbinde verden og læser med hinanden. Fortælleren henvender sig gentagne gange til læseren, med ønsket om hans forståelse og godkendelse.
Man føler sig i selskab med en sympatisk ven, der vil dele sin glæde over verden med en, men ’Spadsereturen’ bliver aldrig jubeloptimistisk eller eskapistisk. Vandringen er en måde at komme verden nær, og for et øjeblik glemme sine egne bekymringer og lade dem erstatte af begejstring og medlidenhed med verden og de andre. Men sorgen og mørket er aldrig manet bort, den er blot midlertidigt erstattet af noget større. 
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) skriver et sted, at ’de tanker, man ikke har gået sig til, er intet værd.’ Den stillesidende erkendelse er, om ikke en illusion, så unaturlig for mennesket. Den rette tanke har en forbindelse med kroppen og verden omkring os. Erkendelsen skal have en omverden at forholde sig til, for at komme i kontakt med det, der omgiver os. Man skal ud i verden for at få en fornemmelse for verden og for at være i verden.
’Hvis jeg var lukket inde hjemme, ville jeg gå ynkeligt til grunde og visne hen. En spadseretur er en hjælp i mit arbejde og samtidig en kilde til fornøjelse og glæde. Den vederkvæger, trøster og glæder mig, er mig en nydelse og har samtidig den egenskab, at den inspirerer og ansporer mig til nye arbejder[.]’ (Spadsereturen, s. 60)
Det er altså muligt at få livsglæden tilbage ved bare at gå ud af hoveddøren og se på verden med fornyet og skærpet opmærksomhed. Ved at synke ned i denne verdens skønhed og glæde, som er umiddelbart omkring dig, hvis du giver den en chance. Det handler om at kunne glemme dig selv og i stedet at fortabe dig i miraklet: at verden er til.
smag på bøgerne – en bid om dagen
