Fantasiens alternative verdener. Om fascinationen ved fantasylitteratur

Oprettet: 01.12.2002 - 12:53

Af litteraturstuderende Martin Toft

Karl Marx (1818-83) brød sig ikke om fantasi. Hvorfor? Jo, fordi den gamle filosof mente, at fantasier var ufarlige for borgerskabet. Kun ved fysisk handling kunne man realisere et alternativ til det herskende samfundssystem. Med andre ord var visionen om det kommunistiske alternativ intet værd, før samfundets materielle basis blev ændret radikalt gennem korporlig revolution. Sådan ræsonnerede Marx.

Nu er hans politiske ideer efterhånden historie, men hans mistro til fantasiens egenskaber finder stadig tilhængere i vores kultur. Ikke sjældent forbinder kritiske røster endnu fantasien med eskapisme og kulturel infantilisme. Konkrete handlinger tilskrives en direkte effekt på realiteterne, imens fantasiens verden forbindes med en umoden og provisorisk flugt fra tilværelsens små og store problemer. Når vi fantaserer, undlader vi at forholde os aktivt til samfundets krav og konflikter. Altså: ophold i fantasiens verden er en art selvforskyldt umyndiggørelse, og netop derfor sendte Marx fantasien i historiens skammekrog.

Den negative profil af fantasien har ofte været fantasylæseres onde ånd. Fantasy har haft status af triviel og fordummende lavkultur, på trods af at J.R.R. Tolkiens (1892-1973) trilogi om ”Ringens herre” (1954-55) er det 20.århundredes mest læste bog. Men netop nu synes fantasy for alvor at vinde generel accept - blandt andet i kraft af den vellykkede filmatisering af ”Ringenes Herre” og bøgerne om Harry Potter, som har givet boglæsning en renæssance blandt de yngste.

nerkendelsen af fantasygenren er imidlertid ikke udtryk for en kulturel kovending. Kulturhistorisk har nybruddet været længe undervejs.Campbells Allerede i 1960´erne stillede popkunstnere som Andy Warhol (1928-87) spørgsmålstegn ved forestillingen om forskellen mellem høj- og lavkultur. Warhols begejstring for den såkaldte lavkultur har siden haft en revolutionær virkningshistorie.

Sådan at få i dag betragter populærkulturen som mentalt sundhedsskadelig eller underlødig. Fantasy har altid været populært læsestof, men det er først indenfor de seneste årtier, at man i litteraturhistorisk regi er begyndt at forholde sig fordomsfrit til genrens enorme popularitet, altså: Fantasy er ikke længere blot litterær fastfood.

Fantasylitteraturens emancipation fra de stereotype smagshierarkier er en heldig tendens. For med frigørelsen følger også en generel kulturel revurdering af fantasien, som er genrens konstitutive element. I stedet taler man nu oftest om en række egenskaber ved fantasien, som synes fundamentale for både børne – og voksenkulturen.

En overordnet diagnose af fantasys popularitet kan skitseres i to punkter. En første og ikke uvæsentlig grund til genrens læserappel er, at vores hverdag kan være kedelig. Når virkeligheden bliver for vitaminfattig og forudsigelig, søger vi afveksling i fantasylitteratur; vellykkede fantasybøger indeholder nemlig altid veldrejede plots og elementær spænding.

Men fantasy er ikke kun genuin underholdning; jeg tror også, genren fascinerer, fordi dens fortællinger fremhæver og priser en række værdier, som mange måske mangler eller savner i deres dagligdag. En anden forklaring på genrens popularitet er altså, at fantasy virker som en slags kompensation for forskellige ”underskud” i vores nuværende kultur.

Der findes selvfølgelig diverse former for ”underskud”, men fantasylitteratur fungerer helt overordnet som et modbillede til vores rationelle og sekulariserede verden, hvor materialistiske forklaringsmodeller som økonomiens og naturvidenskabens dominerer. I modsætning hertil er plottet i fantasy typisk henlagt til præ-industrielle verdner, hvor ikke-materialistiske værdier er afgørende for eksempelvis heltenes overlevelse.

Som et udtryk for samme logik erstatter nogle fantasyfortællinger den moderne virkeligheds kompleksitet med egne, overskuelige verdner, hvor forskelle mellem ”det gode” og ”det onde” er fikseret i klare modsætninger. I kraft af sådanne - måske af og til lidt konservative - reduktioner af virkelighedens kompleksitet, bliver fantasy i stand til at fremhæve arkaiske værdiers validitet. Venskab, tapperhed og selvopofrelse er genkommende motiver i stort set alle klassiske fantasybøger.

Her har man muligvis en af forklaringerne på, hvorfor fantasy er uhyre populært. Fantasylitteraturens entydige og ikke-materialistiske værdiskala virker inciterende på læsere, på grund af at fantasiens verdner bliver modbilleder til vores eksisterende kultur.

Ved hjælp af fantasiens alternative verdner får læseren mulighed for at genoverveje og nytænke egne værdier. På denne vis er fantasy et vanedannende og bevidsthedsudvidende stof, en litterær genre, som mange fascineres af, netop fordi den udfordrer tanken til at tænke anderledes end ellers. Fantasi er med andre ord lig med nytænkning.

Fantasiens potentiale for nytænkning udnyttes i alt litteratur, men i fantasy bringes den til maksimal aktivitet: Fantasy oparbejder bevidst et fantasioverskud. Genren er kendetegnet ved at opstille radikalt alternative verdner, hvor solen problemfrit er grøn og almindelige mennesker konfronteres med drager, alkymister, kloge koner, magiske våben, mørke fangehuller osv.

En af de store fantasyforfattere, Ursula K. Le Guin (f.1929), har forsøgt at karakterisere genren, og for hende beskriver fantasy: ”…et ikke-muligt, ikke-sted bestående af smukke ikke-facts.” Fantasys sekundære og tertiære verdener kender vi også fra eventyr, folkeviser og myter, der alle er genrer, fantasylitteraturen er inspireret af. Disse litterære former har tidligere i vores kultur tjent funktioner, som fantasy i nogen grad har overtaget.

TroldmandMyten har tidligere fungeret som en konkretisering af fænomener, der ikke umiddelbart er begribelige. Ved hjælp af forholdsvis simple fortællinger illustrerer myterne uhåndgribelige størrelser som begær, godhed, ondskab, kærlighed, tro, mystik osv. Myterne, eller ”Mytos”, beskæftiger sig altså med det eksistentielle i modsætning til spørgsmål vedrørende det rationelle og vidensmæssige, ”Logos”.

Formuleret anderledes handler myterne om alt det, som ikke er direkte synligt, nemlig menneskets indre erfaringsverden. Det er også disse niveauer af vores tilværelse, som fantasylitteraturen er fremragende til at konkretisere. Da netop den psykiske virkelighed beskrives særligt godt tilsat et stænk af troldmænds magi.

Hvis man læser de ikke-almindelige figurer i fantasylitteraturen metaforisk, bliver eksempelvis kvindelige edderkopper og drabelige trolde en slags billeder på psykens energier, lyster, fobier. Pointen er her, at fantasyens tryllestøv muliggør en kortlægning og formidling af vores indre verden på en mindre chokerende og voldsom facon.

Fantasylitteraturens rødder i den mytiske fortælletradition gør det oplagt også at betragte genren som en sekulariseret erstatning for det religiøse verdensbillede. Fantasy beskriver i hvert fald verdner, som er væsensforskellige fra vores eksisterende verdsliggjorte kultur, og mange har da også betegnet Tolkiens ”Ringenes Herre” som vor tids bibel.

Hvis man påstår, at Marx selv var fantasiforfatter, vender han sig sikkert i sin grav. Alligevel er det paradoksalt, at en af historiens fantasifulde mænd foragtede fantasi. Få vil i dag være enige i, at kun konkrete, fysiske handlinger ejer evne til at forandre. Tværtimod synes mentale forandringer mindst lige så afgørende.

Ændringer af værdier og radikal nytækning i det hele, tager nemlig ofte afsæt i fantasier, i vores evne til at forestille os alternative verdner. Derfor er fantasier både vigtige og fascinerende.

0
Din bedømmelse: Ingen