Det andet Tyskland: interview med Bodil Steensen-Leth om 'Fem år i Berlin'

Oprettet: 07.05.2009 - 09:11

Forfatter: Bodil Steensen-Leth

Født: 12.1.1945.
Debut: Pandæmonien og andre fortællinger.

Fem år i Berlin'er en blanding af fiktion og virkelighed. Det er en roman, som er usædvanlig i dansk sammenhæng, idet den også handler om tyskeres modvilje og modstand mod Hitler og nazismen.  
Og så er det en roman om en kærlighed mellem to modne mennesker – en dyb og inderlig kærlighed der på grund af omstændighederne aldrig får lov til at folde sig ud – og alligevel er det kærligheden, der giver de to elskende styrke og mod til at leve videre under forhold, som vi i dag har meget svært ved at forestille os.

Digt og virkelighed

Det er næppe forkert at sige, at det egentlige centrum i bogen er II Verdenskrig. Hovedpersonerne har alle indbyrdes relationer og tillige mere eller mindre forskellige opfattelser af krigen, lige som også deres forventninger til livet efter krigen er vidt forskellige. Men krigen er det grundlæggende tema og livsvilkår i de fem år, de opholder sig i Berlin.

Du har ladet 4 personer se med hver deres øjne og dermed "fortælle" historien

Nogle af personerne i bogen er historiske og beskrevet ud fra biografier, efterladte breve og dagbøger (Moltke, Poelchau, ML). Karen og Fritz er dybest set fiktive, men har begge præg fra personer, hvis breve/dagbøger/biografier jeg har læst. Steensen og i mindre grad ML har jeg selv kendt. Steensen var min svigerfar. Som nævnt er Karen ren fiktion. Men jeg tror, hun er prototypen på mangen en naiv kvinde. I al fald har jeg modtaget breve fra to forskellige personer, som begge troede, at jeg beskrev deres nu afdøde tanter.

Det andet Tyskland

Min svigerfar talte ofte om "de andre tyskere" – altså dem der sloges lige så heltemodigt mod nazismen, som de allieredes soldater gjorde det. Og jo flere dagbøger og autentiske breve jeg læste under arbejdet med bogen, jo mere gik den sandhed op for mig: Der var vitterligt hundredtusindvis af tyskere, der hver på deres egen lille slagmark kæmpede mod Hitler – ofte med livet som indsats.

Disse tyskere fortager forskellige valg. Helmuth Moltke er med sin Kreisauer-kreds et lysende eksempel på det anstændige Tysklands modstand mod Hitler. Der er i årenes løb på tysk TV vist adskillige udsendelser om denne "stille helt". – Fritz vælger at begå selvmord for ikke at ende som Hitlers soldat. Peolchau hjælper via sit præsteembede hundredvis af dødsdømte unge umiddelbart før de henrettes. ML kæmper for sine fem børn, sin mands gods – i den rækkefølge – og for sin kærlighed til den danske diplomat Steensen.

At han som den danske konges udsending i hovedstaden i Det Tredje Rige vælger at samarbejde med 20.juli-bevægelsen og andre tyske modstandsfolk stik i mod sin regerings påbud, er ganske uhørt for en dipolamt. I krigstider er alt imidlertid anderledes, og den enkelte må improvisere sig frem (jævnfør også Kaufmann i Washington).

Som et kuriosum kan jeg nævne, at daværende statsminister Fogh Rasmussen i en stor tale den 29. august 2003 fremhævede Kaufmann og min svigerfar. Fogh sagde følgende: "Danmarks uafhængige gesandt i Washington, Henrik Kaufmann, og legationsråd Vincens Steensen-Leth ved det danske gesandtskab i Berlin anså fra starten den danske tilpasningspolitik for at være naiv og fejlagtig. De advarede om, at Danmark aldrig ville få indrømmelser af nazisterne….fordi det var selve den demokratiske retsstat, nazisterne ville til livs."

Jeg vil ikke sige, at jeg har "valgt personerne" – bortset fra ML og Steensen, som det hele startede med. Steensen er et portræt af min svigerfar, som jeg som ganske ung havde et tæt forhold til. Han talte meget om krigen, og det var mit indtryk, at han ønskede at indprente den yngre generation en viden om krigen, som man måske ellers ikke ville få fra læsning etc . Heldigvis var han forbløffende åbenhjertig. De andre personer er "kommet til mig", efterhånden som jeg dykkede ned i det historiske materiale og fandt ud af, at alle mine personer – de historiske - faktisk kendte hinanden på kryds og tværs.

"Fem år i Berlin" er ikke et forsøg på en biografi om min svigerfar eller andre personer. Det er en roman om historiske personer baseret på research og på samtaler med de pågældende og andre. Steensens sekretær (Feldthagen i bogen) talte jeg flere gange med og interviewede hende om krigen. Også hun var meget åbenhjertig. – Af andre "vidner" fra tiden kan jeg nævne Axel von dem Buscche, som kort omtales i bogen under sit eget navn (det var ham, der skulle fremvise uniformer for Hitler og sprænge ham og sig selv i luften. Det blev imidlertid aldrig til noget, fordi de allierede bombede toget med uniformerne). Axel var en gudbenådet fortæller, som jeg "sugede" til mig af. Endelig kendte jeg SOE-officeren Franz Lassen, bror til den berømte Anders Lassen, og frihedskæmperen Jørgen Røjel.

Hvorfor måtte denne bog skrives?

"Det andet Tyskland" – betegnelsen har jeg far min svigerfar – er og forbliver for mig det anstændige Tyskland, der mere eller mindre aktivt kæmpede mod Hitler. "Tyskere er ikke alle sammen uhyrer", sagde min svigerfar ofte. "De er også en slags mennesker." Det glemmes måske i dag i det enorme udbud af bøger, som stadig udgives om II Verdenskrig.

Af ovenstående grunde var denne bog vigtigt for mig at skrive. Virkeligheden var mere nuanceret, end man ofte får indtryk af.

Du skriver gerne historiske romaner - hvorfor?

Det er rigtigt at jeg har skrevet historiske romaner – men jeg har nu også i årenes løb skrevet i andre genrer, socialrealistiske såvel som fabulerende. De historiske romaner har jeg skrevet på opfordring fra mine forlæggere, dog med udtagelse af "Fem år i Berlin". Den var helt mit eget initiativ – og jeg har lært kolossalt meget af arbejdet med bogen. 

0
Din bedømmelse: Ingen