Den svenske antihelt - forkølet og ensom

Oprettet: 01.03.2002 - 09:00

Af litteraturstuderende Stine Bang

Hvad er en helt? En med overblik og muskler? En, der altid ved, hvad der er rigtigt at gøre på det rigtige tidspunkt? Sådan én finder vi ikke i de svenske krimier, vi skal beskæftige os med her. Her finder vi tværtimod kriminalkommissæren, der altid er forkølet, har dårlig mave, hyppige tømmermænd, jævnlige depressioner, en diabetes, der er ude af kontrol og et ensomt fraskilt liv.

Det var Sjöwahl og Wahlöö, der i 1960'erne med deres ti-binds Roman om en forbrydelse introducerede denne nye form for krimi. Den hårdkogte detektiv blev skiftet ud med den mere menneskelige Martin Beck fra mordkommissionen i Stockholm. Omkring Martin Beck finder vi en efterforskningsgruppe, der er befolket af forskellige stereotyper mere end virkelige personer, der udvikler sig fra bog til bog.

Vi kender og genkender dem alle og derfor ved man, hvad man venter sig, når man åbner næste bog i serien. Der er de to patruljebetjente Kristiansson og Kvant, der er Dupont og Dupont, og som altid i deres bestræbelser på at lave så lidt som muligt får trampet rundt i vigtige spor og dermed forsinket sagerne betragteligt. Når det sker, får de altid skideballe af Gunvald Larsson, der er Becks underordnede. Han er altid klædt i lækkert tøj og har en baggrund i de finere kredse, men disse har han vendt ryggen, og nu jagter han helst de store fisk: Kapitalisterne og dem, der udnytter samfundets svageste.

I toppen af politiet sidder rigspolitichefen, der fremstår ligeså afstumpet som Kvant og Kristiansson. Han er den typiske teoretiker, der ikke har den mindste smule begreb om praktisk opklaringsarbejde.

Når scenen således er sat, kan Sjöwahl og Wahlöö gå i gang med deres supergode historier, hvor det ene gode plot følger det andet. Deres projekt var fra starten at lave en samfundskritik, og denne fremfører de gennem Martin Becks og mordkommisionens øjne. Der er en stærk kritik og latterliggørelse af hele politistyrken (dog ikke af vores helte i mordkommisionen). Blandt andet i den fjerde bog 'Endestation Mord', der starter med en demonstration mod Vietnam-krigen. Denne beskrives således:

"Uden for De forenede Staters ambassade på Strandvägen og på gaderne, der førte derhen, sloges fire hundrede og tolv politibetjente med godt og vel det dobbelte antal demonstranter. Betjentene var udrustet med tåregasbomber, pistoler, piske, politihunde og hysteriske heste. Demonstranterne var bevæbnet med et brev samt papskilte, der viste en stigende tilbøjelighed til at opløses i den strømmende regn."

Denne meget kritiske beskrivelse er en del af en større konflikt, hvor der sættes fokus på det stærkt administrerede svenske samfund. Samtidig ændres med serien om Martin Beck synet på, hvorfor forbrydelser begås. Det er ikke længere bare et spørgsmål om ondskab. I stedet bruges sociologiske forklaringer. Det er ofte samfundets skyld. Enten fordi et menneske - forbryderen - på den ene eller anden måde er blevet svigtet.

I bog seks 'Strisser, strisser' er der f.eks. en lovbryder, der er blevet fyret og smidt ud af sin bolig. Derefter er han begyndt at drikke, og konen smider ham ud, og alt dette på grund af én og samme onde kapitalist. Den anden side af sagen er netop de onde, der sidder højest i samfundet, og som ikke skyr nogle midler for at bevare deres position. Men de har ikke regnet med Kommissær Beck, der nok skal fange dem!

Henning Mankell fortsatte i 1990'erne denne samfundskritiske krimitradition med sin serie om kommissær Wallander fra Ystad. Wallander er fraskilt, har en voksen datter og en sukkersyge, han sjældent passer ordentligt på. Hver aften inden han går i seng lover han ellers sig selv, at i morgen skal han spise ordentligt og lade bilen stå og gå hen til politistationen; men det bliver aldrig til noget. Det ender altid med, at han alligevel spiser på grillbar og tager en kop kaffe, hvis ellers kaffeautomaten virker. Han arbejder døgnet rundt, når der er en vigtig sag og kræver det samme af sine kolleger.

Også Henning Mankell har et samfundskritisk fokus. Det er især politiet, der diskuteres: deres manglende ressourcer og ledelsens politiske mål, der gør, at Wallander altid har en hidsig chef i røret, der beder ham om at dysse tingene ned og få sagen opklaret i en fart. Desuden kæmper han en hård kamp for at bevare sin lederposition, da visse af hans medarbejdere vil gøre hvad som helst for selv at komme frem i forreste linje. Et andet aspekt af romanerne er den mere direkte kritik af samtiden. Denne afspejler sig i de plot, Mankell vælger. Wallander arbejder med korruption i de baltiske stater, internet-kriminalitet, massemordere og kvinder, der har været udsat for overgreb. Der er altså de misbrugte mennesker, der bliver psykotiske - og dog udspekulerede - mordere og de mere samfundsundergravende forbrydere.

Forskellen på Sjöwahl/Wahlöö og Mankell er hovedsageligt stilen. Wallander-serien har lidt mere fart på og har gyset med ind over. Utallige gange må vores overvægtige kriminalkommissær kaste sig rundt for at undgå at blive ramt af skud, og flere gange er det hans klodsethed, der redder ham, som i 'Brandvæg', hvor han falder over en tæppekant lige i det øjeblik en ukendt mand skyder efter ham.

Svenskerne kan helt sikkert noget med krimier. Udover de her nævnte har de også Jan Guillou og Liza Marklund som også begge har skrevet internationale best-sellere. Og det er altså fantastiske historier, som kan pløjes igennem år efter år, når det er ferie, og man lige trænger til "lidt let".

Romannet - 1. marts 2002

 

0
Din bedømmelse: Ingen