Den litterære klassiker går til filmen - og resultatet?

Oprettet: 03.10.2001 - 08:00

Af litteraturstuderende Tine Kristiansen

Siden filmmediet tog sine første spæde skridt i starten af det 20. århundrede, har filmindustrien med stor iver kastet sig over litterære klassikere. Med større eller mindre succes. Denne artikel sætter fokus på, hvilke problemer der opstår, når filminstruktører giver sig i kast med at fortolke litteraturens hjertebørn på det store lærred. Og hvordan man i stedet for at gengive klassikeren i detaljer i højere grad burde udnytte dens enorme tematiske og strukturelle potentialer.

Litterære klassikere er i vid udstrækning genstand for filmatisering. Ikke uden grund. For det første er kendte titler, i kommercielt øjemed, et godt udgangspunkt, da publikum ofte går efter film, de har hørt om. Det vil sige, at der er mulighed for, at flere går i biografen og ser filmen. Derudover har klassikeren nogle kvaliteter, der har givet den betegnelsen klassiker.

Bøgerne indeholder såkaldte tidløse tematikker, som har stor relevans for læseren, mange år efter bogen er skrevet. Dermed ikke sagt, at den ikke må indeholde tidsindikatorer, tværtimod, - det ville være umuligt uden. Den er ophøjet i kraft af sin eviggyldighed; den tager fat i menneskelige dilemmaer og problemstillinger, der har optaget menneskeheden i århundreder.

Oftest er klassikeren kendetegnet ved at have en solid og gennemarbejdet struktur, der naturligvis ikke gør den mindre attraktiv for filmatisering. Man kan selvfølgelig ikke se udenom klassikeren i en litteraturhistorisk sammenhæng, men i forbindelse med filmatisering har den enkelte klassikers potentiale størst betydning.

Filmatisering af en klassiker (det gælder også filmatisering af mindre kendte bøger) kræver en essentiel selektion. Det er umuligt at skildre alle scener detaljeret i deres fulde længde. Hvordan vælger man de vigtigste scener?

Selektionen kommer til at indgå som en stor del af fortolkningen, fordi instruktøren derigennem viser, hvilke dele af bogen, han synes er vigtigst. Dertil kommer udvælgelsen af skuespillere og optagelseslokationer. Og hvad med sproget? Skal man bevare det originale, eller skal man "opdatere"? Alle disse valg og fravalg fratager filmens publikum muligheden for at vurdere klassikeren som helhed. De har kun en manipuleret udgave af bogen.

Et andet problem ligger i, at bogen og filmen benytter sig af meget forskellige sprog, og det synes svært -i hvert fald med succes - at lave en direkte oversættelse fra tekstsprog til billedsprog. Perceptionen af de to medier er markant forskellige, og filmen serverer på sin vis de billeder, som bogen har til hensigt at fremkalde i hovedet på læseren. Ved at lade filmen operere på bogens principper, bliver filmen direkte kedelig og af meget ringe kvalitet. Kunsten er at bruge bogen i den udstrækning, den lader sig oversætte til filmmediet, og ikke benytte sig af den skrevne teksts virkemidler.

Kan man overhovedet filmatisere en klassiker, uden at den mister for meget? Ja, med den rigtige tilgang til filmatisering. Som eksempel vil jeg nævne Joseph Conrads "Heart of Darkness", som i 1979 blev taget under behandling af Francis Ford Coppola i filmen "Apocalypse Now". Han ændrede Conrads Afrika til Vietnam og lod redningsmissionen efter Kurtz blive til en henrettelsesmission.

Det unikke ved Coppolas film er, at han forstår at gøre brug af "Heart of Darkness"s kvaliteter. Han skildrer de tematikker, som i høj grad stadig har relevans. Sætter dem i nye fysiske rammer, men beholder fortællingens struktur og intensitet. Stemningen og tonen i bogen bliver dermed bevaret i filmen.

Med bogen som oplæg, og ikke direkte kilde, undgår man først og fremmest ovennævnte selektion. Derudover fremhæves klassikerens originalitet ved at vise, at den har en almengyldighed og en tidløshed. Ved at bevæge sig relativt langt væk fra "Heart of Darkness", som tilfældet er i "Apocalypse Now", undgår Coppola, at det udelukkende er hans fortolkning af bogen, der danner grundlag for oplevelsen. I stedet fremstår en helt anden film med en anden titel og med et budskab, der godt nok ligger sig tæt op af Conrads, men som er sat i nyt perspektiv, og dermed får en helt anderledes og relevant betydning.

Det er tydeligvis ikke muligt for undertegnede at skjule en vis modstand mod at filmatisere litterære klassikere. Har man en forkærlighed for litteratur, er det i hvert fald vanskeligt at blive begejstret over forsøg på at fortolke klassikere (og bøger i det hele taget) på filmlærredet. De bedste film, synes jeg, er derfor film, som opstår på baggrund af manuskripter udelukkende til filmen, og som ikke er baseret på allerede eksisterende litterært materiale.

Hvis man alligevel insisterer på at filmatisere en klassiker, så er det oplagt, som instruktøren af "Apocalypse now" Francis Ford Coppola gjorde med "Heart of Darkness", at benytte sig af klassikerens enorme tematiske potentiale og gennemkomponerede struktur.

Hvis man går i biografen for at se en litterær klassiker, må man have for øje, at dét, der kommer frem på lærredet, ikke er en litterær klassiker, men en instruktørs fortolkning. Det forhindrer, efter min mening, en total skuffelse. En fortolkning kan man være enig eller uenig i.

Litterære klassikere bliver desværre sjældent til filmklassikere.

Romannet - 3. oktober 2001.

0
Din bedømmelse: Ingen