Den historiske roman er en vigtig indgang til vores fortid og formidler viden om denne på en underholdende og farverig måde, som historiebøgerne sjældent kan hamle op med. Samtidig hjælper den os med at forstå vores egen nutidige verden ved at lade os træde et skridt tilbage.
Af Lars Handesten, Lektor og phd, Syddansk Universitet
I 1793 var der i en fjern fjord i Grønland en flok grønlændere, der havde brudt med de danske kolonister og lavet deres eget samfund. Det undertrykte folk – og ikke mindst kvinderne – levede her i en slags utopi, hvor alle var lige og frie. Til denne fjord kom den mislykkede, dansk-norske missionær Morten Falck, og han oplevede i et par sommermåneder et lykkeligt liv af en hel anden verden. Lykken var dog kort, da danske kolonister kom med geværer og kanoner og ødelagde drømmen.
Historien fortæller Kim Leine i romanen Profeterne i Evighedsfjorden (2012), og det gør han på en så sanselig og anskuelig måde, at det er som om, man er der selv. Med Morten Falck kommer vi både til København under byens dramatiske brand i 1795 og på fodrejse i norske landskaber. Hvad, der er historiske fakta og hvad, der er Leines fantasi, kan diskuteres, og det blev det også, da bogen udkom. Nogle mente, at det var en farlig omgang historieforvrængning, mens andre roste romanen for dens fantasi og for at fortælle en historie med aktuel relevans. Forholdet mellem grønlænderne og danskerne er stadig betændt, og det trænger i højeste grad til at finde et leje, hvor grønlænderne bliver respekteret for det de er, og bliver herre i eget hus.
Profeterne i Evighedsfjorden er en historisk roman. Den fik fire store litterære priser i Danmark samt Nordisk Råds Litteraturpris, og den solgte i titusindvis af eksemplarer alene i Danmark. Men den historiske roman er også en af de mest slidstærke og elskede genrer. Siden den skotske forfatter Walter Scott for to hundrede år siden lagde grunden til genren med blandt andet Ivanhoe (1819) har hvert år så at sige budt på sin store historiske roman. B.S. Ingemann tog herhjemme tråden op med en række farverige romaner, der omhandler dansk middelalderhistorie. Han skrev om Valdemar Seier (1826), og den roman blev ligesom Scotts værker et internationalt hit. I dag er det navne som Jan Guillou og Ken Follett, der med ligeså stor succes fortæller om middelalderen. Netop de to har dog også rykket sig nærmere nutiden og med stort anlagte romanserier som Det store århundrede og Century-trilogien beskrevet det 20. århundredes historie. Den ukronede dronning af genren er i Danmark Maria Helleberg, der har udgivet en lang række historiske romaner om meget forskellige perioder.
Genrens karakteristika
En historisk roman er et vidt begreb som både har fællesmængde med slægtsromanen og udviklingsromanen, der også griber tilbage i tiden. Merete Pryds Helle fortæller således både slægtshistorie og Danmarkshistorie, når hun i Folkes Skønhed, beretter om fattigliv på Langeland og om familiens vandring fra land til hovedstad og forstad.
Man kan som hovedregel sige, at den historiske roman handler om tiden uden for mands minde. Altså om en tid, som forfatteren ikke selv har været en del af, og som da i det mindste ligger halvtreds år tilbage. Eksakte årstal kan ikke gives, da det det jo også hænger sammen med forfatterens alder. Så det bliver noget relativt.
Den historiske roman udspiller sig et sted mellem fri fantasi og historiske fakta. Den låner autenticitet fra fortidens begivenheder, personer og miljøer samtidig med, at forfatteren er fri til at digte både til og fra. Historien rummer et enormt arkiv med dramatiske handlinger og interessante figurer, og det står forfatteren frit at vælge. Det valg har man taget på meget forskellig måde til forskellig tid, og det fortæller i sig selv noget om historien. Nationalromantikerne var optaget af middelalderen, fordi den stod som noget mystisk og farverigt, og fordi det var her, man kunne finde nogle af de første vigtige momenter i nationens historie. Valdemar Sejer udvidede riget og fik Dannebrog i gave, da det faldt ned fra himlen i Estland. Andre perioder har fx taget revolutionsårene sidst i 1700-tallet til sig og har dyrket drømmen om frihed, lighed og broderskab.
Nogle forfattere bruger kun historien som det miljø handlingen udspiller sig i. Den kan være som en farverig kulisse for en række handlinger, som måske med lige så store ret kunne udspille sig på ethvert andet tidspunkt. Her har periodens virkelige personer kun en perifer rolle, mens det er de fiktive figurer, der indtager scenen. Det kan fx være Ib Michaels farverige roman om pestens år i Troubadurens lærling (1984). Mange historiske romaner svælger i fortidens pragt – og det modsatte: den kolossale menneskelige fornedrelse i den svinesti, som fortidens ukloakerede og tæt bebyggede byer var.
Andre forfattere fascineres af de ”huller”, som historien har levnet, så der er forholdsvis frit spil for fantasien. Ebbe Kløvedal Reich har således i Festen for Cæcilie (1979) digtet videre på det aldrig opklarede mord på Erik Klipping i 1286.
Atter andre forfattere går tæt på virkelige personer og laver en grundig research på dem, før de begynder at skrive. Det sker i den såkaldte historisk-biografiske roman, hvor en eller flere historiske personer portrætteres. Det har Birgithe Kosovic gjort med romanen Den inderste fare om Erik Scavenius. En af de største danske successer blandt disse romaner er Helle Stangerups Christine, om Chr. IIs datter, som levede i 1500-tallet. Stangerups clou er, at hun tager en af danmarkshistoriens bifigurer frem og lader læseren se tiden gennem hendes oplevelser. I stedet for kongerne og mændene, bliver det her en kvinde, der træder frem. Hun udvikler sig gennem mange prøvelser og bliver forbilledlig stærk og selvstændig.
Den nye og skæve vinkel på historien er ofte den historiske romans adelsmærke. Den kan udmærket handle om historiske personer, hvis liv er velkendt – som fx Struensees og Caroline Mathildes. Så det nye i at skildre sådan en historisk figur ligger alene i vinklingen og historiens pointe. Der er således stor forskel på, hvordan Maria Hellebergs Mathilde (1991) og Per Olov Enquist i Livlægens besøg (1999) fremstiller den samme historie. Den ene lægger vægten på den kvindelige part, den anden på den mandlige.
En historisk roman handler selvfølgelig om fortiden, men det drejer sig alligevel også altid om samtiden, altså den tid, som romanen er skrevet i. Både forfatteren og læseren bruger de historiske begivenheder og personer som et billede på nutiden. Sådan er det i Kim Leines roman om forholdet mellem grønlændere og danskere, og sådan er det med Helle Stangerups roman om forholdet mellem kønnene, og sådan er det i Anne Lise Marstrand-Jørgensens Hildegard (2009-10), hvori middelalderens religiøse fromhed og fanatisme reflekterer vores egen tid.
Vi kender problematikkerne, men i den historiske roman er det hele forskudt i tid, så vi får tingene på afstand. Romanen bliver en slags allegori, hvori man lige som i fabelen og eventyret kan sige ting, som man enten ikke kan eller vil sige ligeud, eller som er blevet så trivielle, at vi dårligt gider tale om dem – selvom de er vigtige.
Fortidens spejl
Den historiske roman er som et spejl, hvori vi kan se os selv. Vi kan se ind i fortiden, som med Profeterne i Evighedsfjorden, men vi kan også se, hvordan det kunne blive, for romanen rummer jo også en utopi, der stadig har gyldighed. Sådan er de historiske romaner både et mareridt og en drøm.
Grunden til at vi er, hvor vi er i dag, kan man også finde svar på i den historiske roman. Den giver forklaringer. Det sker når Carsten Jensen i Vi, de druknede (2006) fortæller om, hvordan den danske træskibssejlads fandt sted i 1800-tallet, og hvordan den gik tilbage, da de motoriserede jernskibe kom til. Det er en mægtig historie om Danmark og Danmarks udvikling som skibsnation. Romanen korrigerer det vante blik på Danmark som et landbrugsland, idet den peger på, hvor vigtig skibsfarten har været både økonomisk og mentalt. Carsten Jensen fortæller en alternativ Danmarkshistorie og haler sider af historien frem i lyset, som har været glemt eller fortiet.
Den historiske roman er en kilde til viden om fortiden. Den formidler denne viden på en underholdende måde, som historiebøgerne sjældent kan hamle op med. Vi er nemlig med i fortiden med alle sanser, når den bliver beskrevet i stemningsmættede detaljer. Vi lever os ubesværet ind i historien gennem de mere eller mindre fiktive figurer. Romanen giver os en verden, der er mere farverig, overskuelig og mere heroisk og mærkværdig end vores egen, som vi jo står i til op over både ører og øjne, så vi dårligt kan fatte den. Men det hjælper den historiske roman med, for med den kan vi træde et skridt tilbage og se og forstå.
Foto: Trelleborg (Fra DRs Historier om Danmark)
Kommentarer