Forestilling om hvorfor vi læser slægtsromaner

Oprettet: 31.08.2007 - 18:06

Af litteraturstuderende Marie Fredborg Jungersen

Søger vi slægtstræets orden eller fortidens fantasifulde fortællinger, når vi læser slægtsromaner? Jeg søger svaret i Peter Høegs Forestilling om det tyvende århundrede.

Bedst kendt er Peter Høeg (f. 1957) vel for thrilleren Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992) og den omdiskuterede De måske egnede (1993). Men forfatterskabet tog faktisk sin begyndelse i 1988 med en slægtsroman af det omstændelige navn Forestilling om det tyvende århundrede.

Høeg har ofte en meget selvbevidst skrivestil. Det betyder at hans fortællere åbenlyst forholder sig til, hvordan og hvorfor de fortæller deres historier. Så måske vil denne roman have noget at sige om slægtsroman-genren. Romanen veksler mellem to forskellige ideer om verden og mennesket…

Forside fra Peter Høeg 'Forestilling om det tyvende århundrede'Stamtavlen – at få styr på sig selv
På den ene side er Forestilling om det tyvende århundrede en klassisk slægtshistorie med hele familien i en systematisk stamtavle. De fire første kapitler beskriver slægtens første fire ophavsmænd: Anna, Adonis, Carl Laurids og Amalie. De næste to handler om disse to par og deres børn, Maria og Carsten. Den sidste del er endelig historien om Maria og Carsten og deres børn Mads og Madelene.

Det hele er meget ordnet. Historiens fortæller bruger et akademisk, formelt sprog. Han mener selv, at det hele er en videnskabelig rapport om 1900-tallets drømme. Slægtens mennesker er altså ikke individer i sig selv. De er pædagogiske redskaber til at beskrive klasserne f.eks. adel, borgerskab, arbejdere og forbrydere og deres varierende drømme op igennem 1900-tallet. Der er noget beroligende og trygt ved de overskuelige mønstre. Danmarkshistorien kommer til at bestå af kasser, som vi kan sætte os selv ind i, og det hele giver overordnet mening.

Måske er det den samme orden, vi leder efter, når vi forsker i vores slægt. Vi stabler fortidige daglejere, arbejdere og husmødre ovenpå hinanden, indtil vi når til os selv. Pludselig giver vi selv lidt mere mening, fordi vi står ovenpå disse forfædre. Vi får styr på, hvem vi er, og tryghed i at vide os en del af en familie og en tradition. Hvem føler ikke en vis fryd ved at genkende sit eget barndomshjem i ”Krøniken” eller ”Matador” og opdage, at man selv er et klassisk eksempel på f.eks. et arbejderbarn?

Man slipper et øjeblik for at skulle være et helt enestående individ. Det kan måske være tillokkende i en tid, hvor nedarvede familiefirmaer og traditioner er gået lidt af mode. Tænk ikke at skulle opfinde sig selv alene, men at få overleveret en historie og en identitet fra slægten. Den nye, nordiske slægtsroman kunne altså være et forsøg på at give det moderne menneske lidt af sin historie og familie tilbage.

Opløsningen – den vildtvoksende fantasi
På den anden side er det opbyggelige oprydningsprojekt kun én del af Høegs roman. Det er ret tydeligt, at fortælleren faktisk ikke selv tror på projektet. Logisk nok må drømmenes historie vel også have noget drømmeagtigt over sig. Den store orden undergraves hele tiden af mærkværdige anekdoter og detaljer. Det bobler op fra undergrunden med utrolige påfund, ligesom det bobler af mudder i kælderen i Anna og Adonis’ hus på Christianshavn.

Når Anna bruger den gamle vending: ”Vi er på vej ned i sølet”, skal ordene tages bogstaveligt. Huset er rent faktisk på vej ned i skidtet. Den eneste måde at redde sig på er at holde sin lejlighed hysterisk ren. Det gør Anna. Så imens resten af huset synker, så svæver hendes lejlighed, og hver morgen har hun fået nye naboer. På samme overnaturlige måde er det i denne roman muligt at være gravid i seks år, at undgå at indtage andet end the-vand i hele sin pubertet og at få tiden til at stå stille i århundreder.

Portæt af Peter Høeg fra www.geocities.comDet er den slags vanvittige påfund, som tager vejret fra mig, når jeg læser Peter Høeg, og som har fået anmeldere til at sammenligne hans værker med Karen Blixens fantastiske fortællinger og Gabriel García Márquez’ magiske realisme. Begge disse store forfattere fortæller utrolige skæbnehistorier, hvor magien skinner igennem den realistiske overflade. Begge forfattere bruger humor og ironi, som gør læseren usikker på, hvad man kan regne med. Det samme gælder for Høeg.

Det overordnede indtryk af hans roman er derfor slet ikke så ordnet, som jeg først beskrev den. Små historier sætter sig hele tiden på tværs. Og da romanen nærmer sig nutiden bliver det tydeligt, at det hele rabler. Som fortælleren siger, så er love, regler, systemer og mønstre nu i boblende opløsning. Uden ellers at afsløre slutningen må fortælleren til sidst indse, at der måske slet ikke findes nogen fælles sandhed, men kun hans egne drømme og forestillinger. Peter Høeg slutter sig dermed til den postmodernistiske tankegang, nemlig at der ikke findes én stor sandhed eller virkelighed men mange individuelle synsvinkler og facetter.

Forside fra Peter Høeg 'Den stille pige'Med familien omkring lejrbålet.
Vores tids slægtsroman kan altså også afspejle nutidens væld af historier, reportager, reklamer, opfindelser og gribende enkeltskæbner. Fordi slægtsromanen rummer så mange historier i sig, kan den indeholde det mylder af sandheder, som vores virkelige verden består af. Den taler til vores trang og evne til at sno os imellem røverhistorierne. Måske får vi endda en følelse af at nå tilbage til vikingernes slægtskrøniker.

Endnu engang samles vi om fællesbålet i det evige vintermørke for at få os lidt lårklaskende underholdning. Fælles for alle bud på, hvorfor vi læser slægtsromaner, er derfor vores grundlæggende behov for en familie og et fællesskab. Det er desuden et behov, som gennemsyrer hele Høegs forfatterskab, helt frem til Den stille pige (2006), og er dermed med til at binde hans fantastiske forfatterskab sammen.

0
Din bedømmelse: Ingen