Til lindring af utålelige drifter af Nathan Englander

Oprettet: 15.11.2001 - 09:00

Bog: "Til lindring af utålelige drifter" af Nathan Englander

Bogens forside

Noveller om jødisk kultur og religion i 1900-tallet fra Stalins Sovjet til nutidens USA og Israel, om dagligdagen, hvor sammenhængen mellem etik og religion og de praktiske værdier kan støde sammen

Forfatter: 
Nathan Englander
Udgivet: 
2001
Forlag: 
Valby : Borgen
Sidetal: 
205
Lån bogen - Køb bogen

Lån bogen på

Selvom man sædvanligvis ikke lige er til noveller, vil alene titlen på denne samling pirre ens nysgerrighed! Nathan Englander er amerikansk født jøde; ortodokst opdraget og opvokset i New York, men nu bosiddende i Jerusalem. Geografisk og historisk spreder fortællingerne sig fra Stalintidens Sovjetunionen og Polen under 2. verdenskrig til nutidens New York og Jerusalem. Tematisk handler de om ortodokse jøders liv i et moderne samfund med de sammenbrud det forårsager, og de bizarre situationer de som oftest lidt "meschigge" (småskøre) personer havner i.

De to indledende og meget barske noveller foregår i "det gamle land": I "Den syv og tyvende mand" er 26 russisk-jødiske forfattere havnet på Stalins liste over antisovjettisk virksomhed. En 27'ende er havnet på listen ved en fejltagelse. Han har aldrig skrevet et ord, men i fængslet bliver han så inspireret af forfatterne, at han ind imellem forhør og tortur "skriver" det sidste afsnit i deres livs historie. - I "Tumlingerne" kommer en lille flok hassidiske jøder fra Chelms Ghetto ved skæbnens ironi på et forkert tog. Da de skal sendes til Auschwitz, havner de i stedet for i et andet ventende tog fyldt med artister der er på vej til en stor festforestilling. De stakkels jøder prøver nu i al hast at indøve nogle numre og alligevel overholde de mest basale ortodokse regler. Deres overlevelsesstrategi bliver til en forfærdelig selvparodi.

5 noveller er henlagt til nutidens New York. "Gilgul på Park Avenue" er samlingens morsomste (Gilgul=sjælevandring i den jødiske mystik). Midt på Park Avenue får en forretningsmand pludselig en åbenbaring: han indser med et at han er jøde, og følgelig drives han til at konvertere til jødedommen med hele den nyomvendtes nidkærhed. Woody Allen kunne ikke have fremstillet hans udskiftning af psykolog med en new age-agtig rabbiner mere morsomt! I "Julemandsrabbineren" må en rabbiner hårdt presset af sin kone og for økonomiens skyld hvert år påtage sig et job som julemand i et af Manhattans stormagasiner, selv om han hader det inderligt. Det går galt en dag hvor en lille dreng hulkende fortæller, at ikke må fejre chanukah (den jødiske lysfest i december), da morens nye ven insisterer på kristen jul. I "Parykken" og "Den sidste eneste løsning" skildres de konflikter ortodokse jødiske kvinder havner i i spændingsfeltet mellem det moderne USA og deres eget ortodokse miljø. 

I de to sidste noveller er vi i nutidens Jerusalem. Titelnovellens hovedperson får bevilget en såkaldt "heter", da hans højtelskede kone bruger religionen som påskud for at nægte ham sex. Med rabbinerens tilladelse opsøger han en prostitueret, og efter at have fået "lindring for sine utålelige drifter" kan han gennemføre at vise ligegyldighed over for sin kone, med den ønskede effekt. Blot bliver han fanget af sit eget spil. - I afslutningsnovellen "På denne måde er vi vise" må Nathan (forfatteren selv?) konstatere, at han ikke kan stille noget op med sin omfattende historiske viden om Jerusalem over for den terrorplagede by.

Nathan Englander minder en del om den tysk-jødiske forfatter Maxim Biller (Hvis jeg var en rig mand, 1992 og Fædrenes og forræddernes land, 1996). - De mange referencer til jødisk liv og religion forudsætter nok en vis indforståethed da jiddische og hebraiske udtryk ikke forklares. Det kunne oversætteren have rådet bod på ved at udarbejde en ordliste bag i bogen, da danske læsere ikke kan forventes at have indblik i ortodokst jødisk liv. Trods temaernes gru er personer og situationer beskrevet med en indfølende humor og varme, og alene sproget berettiger til 5 roser!

Borgen, 2001. 205 sider

BogWeb - 15. november 2001

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.

Artikel: 5 litterære trends i 2016

09.12.2016 - 16:29 - Lise Vandborg

Familie, moderskab, psykisk sygdom, samfundskritik og fortolkning af historiske skikkelser er de vigtigste temaer i årets danske litteratur.