Mørkets kamre af Nina Bolt

"Mørkets kamre" af Nina Bolt

Bogens forside

I tilbageblik fortæller hovedpersonerne - fotografen Francis og de tre kvinder i hans liv - om, hvordan deres skæbner er knyttet sammen.

Udgivet: 
2003
Forlag: 
Tiderne Skifter
Sidetal: 
173
Lån bogen - Køb bogen

En fortælling om far og datter, deres passion for fotografering og to ulykkelige dødsfald, der kaster tunge skygger over deres liv.

En velskrevet psykologisk roman, som foregår i England i starten af det 19. århundrede.

Fotografen Francis mister i 1903 sin kone Claire under dunkle omstændigheder på en ferie i Frankrig. Syv år senere rammes han igen af en stor sorg, da husholdersken Mary, som han agtede at gifte sig med, omkommer ved et fald på trappen. De to mystiske dødsfald bliver bogens drivkraft og hovedpersonernes skæbne.

Sådan lyder den kortfattede version af historien om Francis, datteren Mary og deres liv i starten af det 19. århundrede i England. Men det er jo ofte med litteratur som med isbjerge. Der er mere under overfladen, end man umiddelbart kan se. F.eks. var ægtskabet mellem Francis og Claire langt fra lykkeligt, og Claire havde mere end svært ved at engagere sig i datteren Margerets liv.

Francis har det svært med følelser. Han har det bedst med at fotografere døde ting, såsom bygninger og forhistoriske serværdigheder. Motiver, som han rejser Europa rundt for at forevige. Portrætfotograferingens kunst er ham derimod fremmed. Datteren Margeret har en sjælden evne til at aflæse folk hudløst ærligt. Hun evner at affotografere mennesker og deres hemmeligheder. En evne, som faren opdager, og sammen opbygger de et tæt forhold med fotograferingen som omdrejningspunkt.

På tværs af det nære far/datter forhold kommer imidlertid op til flere husholdersker. Rigtigt alvorligt bliver det først, da faren forelsker sig i husholdersken Mary og ønsker at gifte sig med hende.

Handlingen løber over ca. 20 år. Fra Francis møder Claire i Frankrig, til Francis og Margeret rejser Europa tyndt efter 1. verdenskrig i forsøget på at opkøbe platinpapir, således at faren kan fortsætte med at fotografere med den samme teknik som hidtil.

Forfatteren giver sig tid til at kæle for detaljen, og man får et godt indtryk af et velhavende miljø og dets personer i starten af 1900-tallet. Handlingen springer i tid. Bogens opbygning minder mig om en æskehistorie. Efterhånden som handlingen skrider frem, præsenteres vi for flere og flere lukkede rum, som alle er med til at give os sandheden om, hvad der skete, da Margeret og Claire døde.

Nina Bolt er en af de forfattere, som ikke er udlånt vanvittigt meget på landets biblioteker. Men hermed en opfordring til at kigge forbi B som Bolt næste gang, du er på biblioteket.

Tiderne Skifter, 2003. 173 sider. Kr 248,-

Til top