Johannes Vig fortæller i dagbogsform om sit liv og sine relationer på Sandø.
Han er en mand, der har svært ved at udtrykke sine følelser og derfor gemmer sig bag en facade af ironi. Han tvivler og tænker i det hele taget meget, og han har så mange hensyn at tage, at han glemmer at tage hensyn til sig selv.
Hvor er det dog en dejlig bog!! Ja, jeg må indrømme, at det var en stor fornøjelse for mig at genlæse historien om lærer og ”løgner” på Sandø, Johannes Vig, efter at bogen i mere end 30 år har samlet støv i min reol, sammen med ”Studiebog til Løgneren” og gamle, grundige notater, for ”Løgneren” er en vigtig del af min litterære bagage; 3 gange i mit skole/uddannelsesforløb har jeg tolket dens religiøse, litterære og filosofiske tankegods – det var i 60’erne.
Siden har den i min erindring været reduceret til et lidt gammeldags, patetisk og meget tidstypisk værk.
Nå, men alt det med tolkning lod jeg stå i reolen, og med det i baghovedet, at bogen i 1950 blev læst op som radioroman og lagde gaderne øde, og at den trykte udgave er solgt som ingen dansk roman før og siden, altså berømt i en periode, begyndte jeg læsningen. Og hvad var det så, jeg oplevede her i september 2002?
Det var som at opleve et menneske påny, én man vidste alt om og kendte så godt – og var så træt af – og så opleve, at det menneske såmænd bare er en ensom mand, og at romanen er en kærlighedsroman – med mange afskygninger.
Johannes Vig fortæller i dagbogsform om sit liv og sine relationer på Sandø. Han er en mand, der har svært ved at udtrykke sine følelser og derfor gemmer sig bag en facade af ironi; han tvivler og tænker i det hele taget meget, og han har så mange hensyn at tage, at han glemmer at tage hensyn til sig selv. Og det skaber ham hele tiden en masse besvær. Han roder og har rodet med sit liv. Han drikker lidt for meget, han lyver og synder, han er glad for sin egen godhed, lidt hyggelig Alfader på øen.
Ingen af hans kærlighedshistorier bliver til noget – men er det godt eller dårligt? han ved det ikke, vi ved det ikke – og deri består kunsten. Man bliver ikke sådan lige færdig her.
Kedeligt er det ikke; ind imellem både morsomt og pudsigt; jeg synes rigtig godt om bogens underfundige/ironiske tone og smukke billedsprog, som aldrig er forudsigeligt. Ikke mindst naturbeskrivelserne. De skal opleves!
”Løgneren” er en lille stor bog, en moderne klassiker, typisk for sin (efterkrigs)tid, javist, men med masser af gods og budskab til os i dag om menneskets vilkår, hvad enten vi leder efter dens litterære citater og symbolbrug, eller vi ”bare” læser bogen som meningsfuld underholdning.
Ang. klassikerstatus’en: ”Løgneren” placeredes i dagbladskonkurrencen om Århundredets danske bog (1999) som nr. 3 i Berlingske Tidende og nr. 7 i Politiken.
Gyldendal, 1950. 184 sider
smag på bøgerne – en bid om dagen