Solvej Balle skriver stramt og minimalistisk, og bruger begreber og stemninger fra filosofien, naturvidenskaben og fra kunstmiljøet, til at danne sine korte beretninger.
Anbefalet af bibliotekar Signe Depner, Gentofte filialbibliotek
Lån bogen på 
Da jeg læste "Ifølge loven" første gang, var det på en pensum liste til en eksamen. Anden gang var det for min egen forundrelse. Tredje gang, da jeg købte bogen. Og nu igen til en anbefaling til litteratursiden.dk. Den ligner intet andet, jeg nogensinde har læst, og dog er det svært at forklare, hvad den handler om.
Bogen er bygget op af 4 historier om mennesker, der på hver sin måde kommer i forbindelse med en slags lov. Det kan være en retslig lov; ”Loven om ligsyn”, en religiøs lov; ”øje for øje” eller en fysisk lov; ”To ting af forskellig vægt falder med samme hastighed” osv. Måden hvorpå disse hovedpersoner kommer i nærheden af lovene, er ikke så lige til som man kunne tro. Historierne rummer mange overraskelser, og der er intet, der er gennemskueligt. Der er ikke først nogen umiddelbar sammenhæng mellem historierne, men måske er der alligevel.
Videnskabsmanden, der leder efter beviset på, at mennesket rejste sig for at gå på to ben, kvinden der fornemmer en kommende smerte i andre mennesker, matematikeren, der ønsker at være Ingen, kunstneren der har mere tilfældes med sine arbejdsmaterialer end med andre mennesker. Alle disse personer leder efter ”den rette hylde” i tilværelsen, eller måske bare en eller anden form for erkendelse hos sig selv eller anerkendelse fra andre.
Solvej Balle skriver stramt og minimalistisk, og bruger begreber og stemninger fra filosofien, naturvidenskaben og fra kunstmiljøet, til at danne sine korte beretninger. Historierne er lette og hurtige at læse, men tro ikke at indholdet også er det. Hun bruger mange gange sproget på en anderledes måde, end i det jeg som oftest læser; ”René G. færdedes i en art lykkelig tilstand. For hver dag tættere på at være ingen og inden længe måske så tæt på nulværdien, et mennesker kunne komme uden at ophøre med at være menneske. René G. var næsten ingen. En glasrude, en tilfældig vind.” (Side 80.) Måske er det derfor, jeg er så glad for denne lille bog. At kunne opleve noget nyt og spændende i sådant et lille format.
Lindhardt og Ringhof, 1996. 104 sider.
Læs mere om Solvej Balle: Ifølge loven på Pletskud
smag på bøgerne – en bid om dagen
