En meget charmerende roman om to ældre menneskers gøren og laden i det idylliske Provence. Men selv i Paradis er der som bekendt slanger.
Erik Pouplier er en alsidig og produktiv forfatter, der har beskæftiget sig med utallige genrer inden for litteraturen. Hans romaner og rejsebeskrivelser fra Frankrig er højt værdsatte, og derfor føler man sig som læser på "hjemmebane" i selskab med hans nye essayistiske roman "Hils ikke på en dansker!".
Den 81-årige jeg-fortæller og hans lidt yngre kone, Kylle, har levet i Provence i mange år. De nyder deres liv: Det gode franske køkken, vinen, klimaet og ikke mindst den dejlige fred og ro. At de to gamle menneskers ægteskab er godt ud over det sædvanlige, forøger naturligvis deres livskvalitet. Men når man er i starten af 80’erne kan man jo ikke helt lukke øjnene for, at livet og det lykkelige ægteskab en dag får ende. De to ægtefæller diskuterer derfor oftere og oftere døden og når til en slags erkendelse den dag, de får skrevet testamente, planlagt begravelse o.s.v.
Men at de to bestemt ikke har tænkt sig "at takke af" endnu, bliver man hurtigt bekendt med. Især fortælleren har mange kontroversielle meninger om stort set alt. Han kommenterer på sin småvrantne facon både nuværende og forhenværende landsmænd. Især står danskere bosat i Provence heftigt for skud.
I hele fortællerens måde at berette på ligger der en herlig humoristisk underfundighed, men ikke alt kan anskues med ironi og distance. Allerede i starten af fortællingen får vi at vide, at ægteparret for mange år siden har mistet kontakten til begge deres døtre. Noget der især plager Kylle. Heldigvis er der en vis optimisme at spore ved romanens slutning.
Erik Pouplier har sin helt egen måde at skrive på. Han er altid god for en vis portion humor og satire; med "Hils ikke på en dansker!" formår han yderligere at kombinere det alvorlige med det bittersøde – og det gør han godt.
Lindhardt og Ringhof, 2003. 225 sider. Kr 249,-
smag på bøgerne – en bid om dagen