Bjørnson, Bjørnstjerne

Oprettet: 23.11.2009 - 14:43

Bjørnson bliver kaldt ”digterhøvdingen”, og det er der en grund til, for om nogen var han den, der tegnede det kulturelle og det politiske liv i 1800-tallets Norge.

Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) er ikke så kendt i Danmark som Henrik Ibsen, men dette ændrer ikke på, at han er en forfatter med en status, som kun bliver de færreste til del. Sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland er han kendt som en af de ”fire store norske attenhundredetals forfattere”, en status han også havde i sin egen samtid.

I dag læses Bjørnson ikke særligt meget, heller ikke i Norge, om end alle nordmænd kender mindst ét af hans digte, nemlig Norges nationalsang Ja, vi elsker dette landet. Grunden til Bjørnsons vedblivende storhed skal derfor ikke findes i en dyb kærlighed til hans litteratur, men nærmere i det han stod for. Bjørnson var om nogen med til at definere Norge som selvstændig nation efter landets frigørelse fra Danmark i 1814. Han kom til at stå som en kulturhøvding, der i George Brandes ånd satte ”problemer under debat” og havde indflydelse på hele det kulturelle og politiske landskab i det nye Norge. Bjørnson er på mange måder det, som Ludvig Holberg er for danskerne – litteraturens fader (hvilket kan virke paradoksalt, når man tager i betragtning, at Holberg er født i Bergen).

Når man læser Bjørnson, læser man han således ikke kun for selve litteraturens skyld, men lige så meget for at få et indblik i Norges bevægelse mod en egen identitet samt for at få en fornemmelse af hele den fornyelse af den norske litteratur, der blomstrede frem i denne periode, og som gjorde ”de fire store” til internationalt anerkendte forfattere.

Bjørnson, landet og sproget
Bjørnstjerne Bjørnson kæmpede for Norges selvstændighed, da landet var blevet lagt ind under Sverige efter frigørelsen fra Danmark. Dette politiske engagement resulterede i, at han blev anklaget for højforræderi og måtte opholde sig i Paris i en længere periode. I 1887 kom han imidlertid tilbage til Norge og fortsatte sit politiske arbejde ved siden af sin litterære virksomhed.

Det er ikke muligt at lave et skarpt skel mellem Bjørnsons politiske virksomhed og hans litterære. Befrielsesbestræbelserne ses lige stærkt begge steder. I litteraturen mærkes nationalismen i hans sprogbrug. I den første store roman Synnøve Solbakken (1857) ses dette træk tydeligt, idet de danske ord erstattes af norske, ligesom hele sætningsopbygningen adskiller sig fra den, der var vanlig i den danske romantiske litteratur på denne tid. Det er i den forbindelse interessant, at vi danskere, på trods af denne fornorskning af sproget, blandt andre kan takke Bjørnson for, at vi stadig kan læse norske tekster med næsten samme lethed, som vi læser danske. På trods af Bjørnsons stærke og nogle gange noget ensidige patriotisme var han blandt dem, der mente, at skabelsen af et nyt ”rent norsk” sprog var urealistisk. I den store sprogkonflikt der i denne periode blussede op i Norge, tog han således parti for rigsmålet. Hans foredrag og pamfletter mod det såkaldte maalstrævet (et sprog baseret på norske dialekter uden dansk indflydelse og på tekster fra før den danske okkupation) fik enorm gennemslagskraft og var angiveligt medvirkende til, at bokmål i dag er den mest udbredte sprogform i Norge.

Det er dog ikke kun i sproget, men også i temaerne man kan se det nationale islæt i Bjørnsons litteratur. Dette gælder især de såkaldte bondefortællinger, der var med til at forme den nationalromantiske periode i norsk litteratur. Bjørnsons ønske var, at ”lage en ny saga i lys av bønderne”, vel at mærke de norske bønder. ”Bondefortællingerne” indledes med Synnøve Solbakken, hvis kvindelige hovedperson er kommet til at stå som selve billedet på den norske jente. Herefter kom bøger som Arne (1858), En glad gutt (1860) og Fiskerjenten (1868) for at nævne de vigtigste. Disse fortællinger var med til at forme den norske selvbevidsthed, og de står stadig som ikon for det særligt ”norske”. I dag kan disse bøger måske virke lidt for romantiske og ret så uskyldige, men i deres samtid var de nyskabende og dristige. De skildrede bønder mere realistisk, end det før var blevet gjort og tog problemer op, der før havde været tabu-belagte.

Bjørnson og kvinderne
Det er imidlertid inden for dramagenren, det i højeste grad lykkedes Bjørnson at få sat ”problemerne under debat”. Bjørnson var hele sit liv engageret i kvindesagen, men det var først med teaterstykket En handske (1883), han fik sat gang i den store ”Sædelighedsfejde”, der føg hen over Skandinavien i 1880’erne. Debatten havde ulmet et stykke tid, hvilket blandt andet Henrik Ibsens dramaer Et dukkehjem (1979) og Gengangere (1881) vidner om. At det lige var Bjørnsons stykke, der gav det sidste puf, hænger sammen med, at stykket ikke kun beskæftiger sig med ligestilling mellem kønnene, men specifikt med spørgsmålet om seksualmoral og sædelighed. Stykket handler om den rige jomfruelige Svava, hvis forældre har fået hende forlovet med sønnen af en kendt politiker. Imidlertid erfarer hun, at hendes forlovede har gjort en tjenestepige gravid – og sidenhen går det op for hende, at hendes egen far har gjort det samme. Svava nægter derefter at gifte sig med den udvalgte, hvilket fører til skandale. Stykkets slutning er tvetydig, og det er op til den enkelte læser at vurdere, om hun trods alt ender med at gifte sig, eller om hun vedbliver med at stå på sit.

Det er vigtigt her at notere, at hverken Bjørnson eller de andre intellektuelle deltagere i debatten argumenterede for kvindernes seksuelle frigørelse, men derimod for en større sædelighed hos mændene. Sædelighedsdebatten er således ikke en forløber for den debat, der tegnede senere feministiske bevægelser. Imidlertid var den vigtig, fordi den netop havde ligestillingen mellem kønnene som sin forudsætning. Hvis kvinderne skulle være kyske og sædelige inden ægteskabet, burde det samme kunne forlanges af mændene.

Liv og levned
Bjørnson blev født i 1832 på Kvikne nord for Tynset. Hans far var præst og blev senere overflyttet til et pastorat i Romsdal, hvor Bjørnson voksede op. Bjørnson var ikke specielt interesseret i skolen, men endte alligevel på universitet, hvor han kom i klasse med Jonas Lie og Henrik Ibsen. Dette blev grundlaget for et venskab og et interessefællesskab, som varede livet ud. Efter endt eksamen begyndte Bjørnson i 1852 at arbejde som journalist. I 1857 publicerede Bjørnson Synnøve Solbakken og satte dermed sig selv på det litterære verdenskort. I de næste år skrev han en stor mængde romaner og teaterstykker, hvoraf det vigtigste nok er triologien Sigurd Slembe (1862), der for alvor slog Bjørnsons navn fast som en af de mest betydelige yngre forfattere. I 1858 blev Bjørnson gift med Karoline Reimers, hvis far også var sognepræst. Ægteskabet var ikke uden problemer, og efter svigerfaderens død i 1869 gik de fra hinanden.

Tidligt i 1865 blev Bjørnson direktør for Kristiania teater. Han brugte denne status til at opføre en stor del af sine egne stykker, blandt andet det i datiden populære De Nygifte. Imidlertid skabte han ikke særlig meget ny litteratur i denne periode. Fra 1864 til 1874 var han mere optaget af politik og teaterledelse end af digterisk virksomhed.  I 1874 rejste Bjørnson fra Norge og blev i udlandet i to år. I denne periode vendte de digteriske ambitioner tilbage. I 1875 publicerede han dramaerne En fallit og Redaktøren. Disse stykker adskilte sig fra hans tidligere produktion ved at besidde et meget moderne og realistisk formsprog. En fallit regnes således som Norges første realistiske drama. Det er i produktionen fra denne periode, vi i størst grad ser sporene af Bjørnsons politiske engagement, der førte til den føromtalte anklage for højforræderi.

Da Bjørnson i 1887 kom tilbage til Norge, opgav han teatret og vendte tilbage til romanen som foretrukken udtryksform. Fra denne periode er det nok romanen Paa Guds veje (1889), som med sin italesættelse af Bjørnsons teorier om arv og uddannelse, der er mest bemærkelsesværdig, i 1899 vendte Bjørnson tilbage til teatret, hvor hans sagadrama Sigurd Jorsalfar (1872), hvis musiske side den berømte Edvard Grieg stod for, fik stor succes ved Nationalteatrets åbning.

I 1910 døde Bjørnson i Paris, hvor han var ’intet mindre end’ den franske republiks gæst. Han havde inden da opnået at få Nobelprisen i litteratur i 1903. Som et kuriosum kan her nævnes, at Bjørnson selv sad i den første Nobelkomite, der blev oprettet i 1897. Bjørnsons sidste rejse til Norge vidnede om den status, han havde opnået. Hans lig blev ført fra Paris til København i den norske konges salonvogn, hvorefter det blev sejlet tilbage til hjemlandet i panserskibet ”Norge”.

Hvor skal man begynde.
Som en start kan man jo lytte efter, når Norges nationalsang bliver sunget, næste gang Norge spiller landskamp mod Danmark... Nej, det er svært at sige, hvor man skal begynde med Bjørnstjerne Bjørnsons litteratur – det afhænger af ens interesser. Hvis man vil se det nationalromantiske aspekt, kan jeg anbefale bondefortællingerne – især Synnøve Solbakken og Arne. Hvis det derimod er det realistiske drama, der har ens interesse, vil jeg anbefale dramaet En fallit. Og som allerede nævnt er det teaterstykket En Hanske, man skal læse, hvis det er attenhundredetallets kvindesagskamp og sædelighedsfejden, man brænder for. Hvis man vil starte blødt, kan jeg anbefale novellen ”Faderen”, der nærmest har fået status som nationalnovelle i Norge. Imidlertid er Bjørnsons forfatterskab omfattende og generelt af høj kvalitet. Så hvad end man vælger, vil man få et kvalificeret billede af de strømninger, der prægede 1800-tallets Norge.

Litteratur om forfatteren og forfatterskabet
81.55
Andersen, Per Thomas: Norsk litteraturhistorie. - Universitetsforlaget, 2001. - 613 sider.
(heri: side 226-234: Bjørnstjerne Bjørnson).

81.55
Dahl, Willy: Norges litteratur. - Oslo : Aschehoug, 1981-1989. - 3 bind.
(i bind 1, s. 142-145, s. 168-178, s. 219-223, s. 248-252, s. 274-279, s. 288-291, 293-297 og i bind 2, s. 180-188 om Bjørnstjerne Bjørnson).
81.55
Norges litteraturhistorie / redigert av Edvard Beyer. - Oslo : Cappelen, 1974-75. - 6 bind. 
(i bind 3, s. 93-225: Edvard Beyer: Bjørnstjerne Bjørnson).

99.4 Bjørnson, Bjørnstjerne
Amdal, Per
Bjørnstjerne Bjørnson : kunstneren og samfunnsmennesket : 1832-1880. - Oslo: Gyldendal, 1993. - 498 sider.

99.4 Bjørnson, Bjørnstjerne
Keel, Aldo Bjørnstjerne Bjørnson : en biografi : 1880-1910 / til norsk ved Helge Vold. - Oslo : Gyldendal, 1999. - 653 sider.
Skrevet som fortsættelse af Per Amdam: Bjørnstjerne Bjørnson.
Links
 
Det norske dagblads hjemmeside om Bjørnstjerne Bjørnson.
 

Leksikon for det 21. århundrede
Et alternativt dansk leksikon, som en større kreds af forfattere har arbejdet på siden 1998. Leksikonet rummer over 3200 opslag på emner om først og fremmest bevægelser og græsrodsorganisationer, men også en del opslag på begreber, lande og personer.

Nobelprize.org
Nobelstiftelsens hjemmeside.

Den store danske - Gyldendals åbne leksikon.
Indeholder samtlige artikler fra Gyldendals leksika; størsteparten stammer fra store Danske Encyklopædi. Dertil er der suppleret med en række andre værker. I alt er der samlet mere end 161.000 artikler. Alle er redigerede og verificerede af førende danske fageksperter.

Store norske leksikon
Norges førende opslagsværk gennem 100 år. Utgives af Kunnskapsforlaget, som ejes af Aschehoug og Gyldendal.

Sidsel Sander Mittet

 

 

0
Din bedømmelse: Ingen