Fædre og sønner i litteraturen - marts 2010

Oprettet: 01.03.2010 - 13:09

- i modsætning til hvordan kvinder tænker, er det for manden altid vigtigt at bevare sin maskulinitet, og møder han nye udfordringer skal det maskuline fortolkes, forhandles og måske forandres. Fakta eller fordom?

Rigtigt er det ihvertfald, at alle mænd er sønner af nogle andre mænd, og mange mænd bliver selv fædre ...

Også, at der er mangfoldige måder at være mand på, og i litteraturen skal man helt sikkert tale om ’maskuliniteter’. Er det f.eks. mest maskulint at få børn og deltage i deres opvækst – eller er det mere maskulint at bevare sin frihed ved ikke at få børn? Er det mest maskulint at gå i dialog eller er det mere maskulint at bestemme, hvor skabet skal stå? Det afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser og af historiske, sociale og kulturelle faktorer. Så det med at være mand og de normer, der er forbundet med det, er ikke universelle og uforanderlige.

I vores litteratur-univers er det først og fremmest vestlig kultur og normer for maskulinitet og faderskab, det drejer sig om! Den traditionelle opfattelse af maskulinitet er jo i voldsom forandring i den vestlige verden, og det må af mange mænd i dag opleves vanskeligt at finde frem til en mandlig identitet, som både de selv og deres omgivelser kan acceptere.

Nu kan I læse med på en række moderne far-søn historier, som i meget høj grad handler om den fraværende far og længslen efter faren som en aktiv, regerende, omsorgsfuld og ansvarsfuld autoritet. Men der er godt nok forskel på fædre … nogle er bralrende, småpralende, let løgnagtige, ikke den store far, ikke det store forbillede, bare en mand. Nogle har ambitioner på sønnernes vegne og bruger meget af deres voksenliv i skuffelse over ikke at få forventningerne indfriet. Der er de magtfulde fædre og de kuede sønner. Der er de fjerne, de tavse og fraværende fædre, der skaber fortabte sønner. Og så alle de andre modeller. Og faren er måske i højere grad rollemodel for sønnerne, end moren for døtrene? 

Vi føler med dem; fornemmer de smertefulde svigt og deres konsekvenser: ”Man ophører ikke med at hungre efter faderkærlighed, selv ikke når man er voksen” skriver Paul Auster i ’Opfindelsen af ensomhed’.

Men er de virkelighed, farbillederne? eller ”bare” litteratur – og derfor til at opleve, tænke og leve med!

For yngre fædre er jo blevet langt mere aktive på alle områder i familien, og det giver dem en ny form for autoritet og respekt, der er mere baseret på nærvær og fortrolighed end på egentlig magt - og som gi'r dem et langt tættere forhold og en større fortrolighed til deres egne sønner.

Men det er måske ikke lige den slags fædre, der skrives bøger om?

Og hvordan er det så med fædrene og deres døtre og mødrene og deres sønner! Dem er der også skrevet bøger om, men det er helt andre historier, som ikke skal fortælles her.

God fornøjelse med mændene - her fra den anden side af skyttegraven!

Birgitte Tindbæk

 

0
Din bedømmelse: Ingen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Kaj Hansen

    ons, 06/04/2011 - 21:20

    Til Birgitte Tindbæk.

    Jeg har lige med glæde læst, hvad du skrev om emnet "Fædre og sønner" for et år siden.Du henviser selvfølgelig til Paul Austers "Opfindelse af Ensomhed". For P. A. er det jo et gennemgående tema med far-søn forhold. Så er det, at jeg har lyst til at spørge dig og andre, om I har læst alle tiders historie om en far og hans søn, nemlig Nathaniel Hawthornes "Tyve dage med Julian og lille Kanin af Far" Denne bog er med Paul Austers ord sandsynligvis det mest ukendte værk af en meget kendt forfatter, men bør læses af i hvert fald alle fædre, som har en lille dreng.