Slutningen på "Genfærd" vil jeg selvfølgelig ikke nævne i deltajer, men den er godt nok noget tvetydig! Jeg hørte Jo Nesbø fortælle på Bogforum i november og han har en stor fanskare. Jeg håber selvfølgelig at der kommer bog nr. 10 i serien!

Jussi Adler Olsen har jeg blandende følelser omkring. Jeg synes at bøgerne er rigtig spændende, men som jeg vist også har skrevet tidligere, så synes jeg fx. at Flaskepost fra P var en lidt flad fornemmelse. Man ved hvem morderen og der er ingen overraskelser til sidst i bogen (jeg savnede at morderen viste sig at være politibetjent, borgmester eller et eller andet overraskende) Det udeblev. Hovedepersonerne i hans bøger synes jeg tilgengæld rigtig godt om og glæder mig til at læse mere om Carl og Asad. Det er vist desværre først til maj at vi får lov til det.

Jeg er helt enig med jer andre i, at en god krimi skal have interessante hovedpersoner og jeg kan også godt lide at  lære dem bedre og bedre at kende gennem bøgerne. Men som jeg før har skrevet, så betyder et godt sprog og en god historie/plot også rigtig meget for mig. En krimiforfatter, som jeg synes er helt eminent til det, er Håkan Nesser. Jeg har læst alle bøgerne i hans seneste Barbarotti-serie, og selv om kriminalkommisær Gunnar Barbarotti går igen i alle bøgerne, er hans liv ikke  særlig dominerende i historierne. I sidste bog tror jeg næsten man var 100 sider inde i bogen, før man overhovedet hørte om ham. 

Ellers er jeg helt enig i at de krimiforfattere i andre nævner er  rigitg gode. ibhnielsen, er ked af at høre du ikke kunne lide Gretelise Holms seneste krimi, for den skal vi faktisk læse her i krimiklubben til marts :-/ 

Gitte Hansen, jeg synes ikke det er helt forkert at sige at samtidsromanen er smeltet sammen med krimien. I hvert fald synes jeg, at mange krimier er samtidsromaner. 

Jeg er helt ening med Kirstine Louise i at krimien er blevet meget mere populær nu hvor hovedpersonerne også har et liv ved siden arbejdet. Et liv vi som læsere får lov til at "blive en del af". Man kan vel næsten sige at samtidsomanen og krimien er smeltet sammen. Eller er det for vildt?

Jeg er også stor tilhænger af Jo Nesbøs serie om den lidt skæve karakter Harry Hole. Og ja noget af det Jo Nesbø kan er at skabe personer som vi som læsere virkelig lærer at kende. Jeg har også med stor glæde og begejstring læst alle bøgerne. Jeg håber også at der kommer flere bøger i serien, men kan godt tvivle på det. Har læst slutningen af "Genfærd" mange gange og kan ikke helt afgøre om det er slut for nu eller slut for altid. Hvad tænker I og du Kirstine Louise?

En anden vidunderlig krimiforfatter er Jussi Adler-Olsen og serien om Afdeling Q. Jussi formår også at holde spændingen og gemme oplysninger om Karl Mørk og Assad. Glæser mig meget til at den næste kommer. Den skulle være lige på trapperne ifølge saxo.

Hold da op hvor blev jeg overrasket! Den morder (jeg afslører selvfølgelig ikke hvem det er) havde jeg aldrig gættet på. Skønt når man kan blive overrasket på den måde.

Jeg giver jer ret i, at Viveca Sten minder meget om Läckberg, men det synes jeg bestemt ikke gør noget. Läckberg er efter min mening ikke blandt de bedste (femi)krimiforfattere, men jeg elsker hendes bøger og læser dem straks de udkommer.

Jeg giver Anne ret i, at det er Noras og til dels også Thomas' private historie der bærer fortællingen. Men det er vel egentlig også noget af det, der er så fantastisk ved nutidens krimiserier. Det er ikke bare mord og plot, men også nogle personer vi kommer til at holde af på godt og ondt. Sådan er det for mig men hvad siger I?

Jeg har købt bind 2 og 3 i serien og glæder mig til at få dem læst. At der er en nr. 4 på trapperne er da en dejlig nyhed :-)

Ja, men der er jo den forskel, at personen ikke tænker på: 'hvem er jeg', men i dette tilfælde tænker hun jo netop på det broderen havede gjort, men  det må vi så ikke få at vide.
Jeg synes en forfatter må vælge at skildre personen udefra, og det er for mig helt ok, eller indefra, og i sidst nævnte tilfælde, må vi opleve det samme som personen.
Jeg synes hentydninger fra en person, vi oplever det som, er et billigt trick fra forfatterens side.

Det var nu ikke sidst i bogen, jeg fik fornemmelsen at personerne, som vi ellers oplevede det igennem, vidste noget som vi ikke fik at vide.
f. eks. da søsteren, jeg kan ikke huske navnet og har afleveret bogen, til det første offer, tager ud til øen, tænker hun  sådan noget som dette:" sa gjorde han alligevel alvor af.....", og det får man så ikke at vide, hvad han gjorde. Efter at have læst bogen, ved man så at det var at konfrontere morderen med arvefølgen.
Dette er et' eksempel, men der var flere.

Jeg er lige blevet færdig med stille nu, og jeg finder bogen godt skrevet, et fint sprog, det er også ros til oversætteren, der er let læste og fængende.
Selve plottet er overraskende  ok.
Der er en ting, der får mig til at fravælge forfattere, og det er når man oplever handlingen gennem en person, og denne person så får oplysninger, man ikke må få at vide. den klassiske er 'nu vidste hun hvem morderen var', og dette optræder flere gange i bogen, og det var lige på kanten af at jeg  lagde den fra mig, men jeg læste den færdig, og giver forfatteren endnu en chance.
En anden ting som iriterede mig, var Thomas' åbenmåndethed. F. eks. Nora har ingen problemer med at få detaljer om sagen fra politiet, det virker ikke realistisk, men selvfølgelig nødvendigt i bogen for at få inddraget Nora.

Jeg læste "Stille nu" lige da den udkom, så jeg husker den ikke i detaljer, men jeg er helt enig med Kirstine i at bogen minder meget om Läckberg. Men er Viveca Sten bedre end Läckberg?

Så vidt jeg husker, har Viveca Sten et bedre sprog end Läckberg, men til gengæld er Läckbergs plots måske en anelse bedre skruet sammen. Hvad siger I andre?

Noget andet jeg husker fra bogen er, at det er en rimelig overraskende morder... mere afslører jeg selvfølgelig ikke :)

Det er et stykke tid siden jeg læste "Stille nu". Jeg har læst alle tre romaner om Nora Linde, hendes gode ven, politimanden  Thomas, hendes utålelige lægemand Henrik - og ikke mindst hendes skrækkelige svigermor. Krimihandlingen er hurtigtløbende, spændende og nogenlunde troværdig, men det er Noras private historie, der bærer romanen igennem. Der må være mange skrækkelige sviermødre i Sverige, for hvem huske ikke Annikas emsige svigermor hos Liza Marklund?