Lad kun verden tumle sig

Oprettet: 01.06.2012 - 10:18

Bog: "Lad kun verden tumle sig" af Colum McCann

Bogens forside

Omkring en autentisk begivenhed i august 1974, hvor en fransk linedanser skød en line mellem tvillingetårnene i New York og vandrede mellem de senere så fatalt berømte skyskrabere, skildres en mass

Forfatter: 
Colum McCann
Oversætter: 
Juliane Wammen
Udgivet: 
2011
Forlag: 
People's Press
Sidetal: 
408
Lån bogen - Køb bogen

Du kan debattere Colum McCanns bog, der vandt National Book Award, i juni og juli 2012

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • poulantik

    søn, 05/08/2012 - 16:49

    Jeg er glad for at så mange er enige med mig i bedømmelsen af denne store amerikanske tresserskildring.

    Prøv og så at læse de gode forfattere fra tiden: Philip Roth, John Updike og den oversete Bernard Malamud.

  • Me Munk

    tir, 17/07/2012 - 17:36

    Først en stor tak til den/de, som udvalgte ”Lad kun verden tumle sig”. Som de øvrige kommentarer har redegjort for, har det været en udsøgt fornøjelse at læse romanen. Fra første side har man frydet sig over sproget, og man må komplimentere oversætteren. Det har også været oplivende at følge romanens personer. Ofte har man fået et indtryk af dem fra et kapitel og et andet fra et andet. Det har været en fornøjelse at møde så mange intelligente personer, ”som alle er en historie værd”, som forfatteren skriver i sit efterord. Der har været opture og nedture rent handlingsmæssigt, men alt i alt var det en positiv oplevelse, man sad tilbage med. Dog var det deprimerende at opleve, at der stadig er voldsom racisme i USA, personificeret af Gloria. Det er, som kommentarerne til ”Sidste omgang på Balto” også skriver den diametralt modsatte oplevelse at læse den bog, ikke blot indholdsmæssigt, men især sprogligt.

  • Jytte P

    søn, 15/07/2012 - 15:08

    Jeg tilslutter mig. I løbet af det sidste års tid har jeg læst den ene fremragende bog efter den anden. Ikke to af dem har kunnet sammenlignes. F.eks. har jeg anbefalet Frantzen, Frihed til nær og fjern. Lad kun verden tumle sig er også USA (New York), men helt anderledes. Nu glæder jeg mig til Egans Tæskeholdet. Mon den også holder vand for mig?

    Frihed var sine steder meget morsom, samtidig med, at den behandlede alvorlige emner.

    Lad kun v…… er dybt alvorlig, rørende og ofte hjertegribende, men ikke morsom.

    Den indeholder mange lag. Mange historier

    Menneskeskildringerne og levevilkår er mesterligt beskrevet. Forfatteren viser os dem udefra og indefra. Oftest tragiske skæbner, som dog ikke beskrives som ulykkelige. Der er en utrolig værdighed midt i det tragiske. F.eks. er beskrivelsen af Gloria og Claires forhold meget rørende. Man følger med og føler med dem. I deres historie får man et godt tillæg til den almene viden om de sortes historie i USA. Vietnamkrigen får sin kommentar, og hele tiden er man bevidst om det, der senere sker med tvillingetårnene.

    Også miljø- og naturbeskrivelserne er flotte. Der skabes en film i læserens hoved med alle sanser.

    I det hele taget er romanens opbygning en vigtig del. Sammenstillingerne af de forskellige miljøer og sammenkædningen af ”historierne” er genial, ofte med et overraskende twist.

    Sproget er ofte poetisk, af og til som et langt prosadigt. F.eks. er linedanserens historie fyldt med filosofi.

    Billedet, som er indsat lige før sidste del, er også et godt greb. Når man genser film fra angrebet 9/11, bemærkes den overraskelse og derefter vantro tilskuerne kigger op med. Det samme beskrives i forhold til linedanseren. På den måde kæder McCann de to begivenheder sammen, ikke mindst m.h.t. flyet på billedet.

     Bogen er bestemt underholdende, men ikke ”underholdning”.

     

  • Jytte P

    søn, 15/07/2012 - 15:08

    Jeg tilslutter mig. I løbet af det sidste års tid har jeg læst den ene fremragende bog efter den anden. Ikke to af dem har kunnet sammenlignes. F.eks. har jeg anbefalet Frantzen, Frihed til nær og fjern. Lad kun verden tumle sig er også USA (New York), men helt anderledes. Nu glæder jeg mig til Egans Tæskeholdet. Mon den også holder vand for mig?

    Frihed var sine steder meget morsom, samtidig med, at den behandlede alvorlige emner.

    Lad kun v…… er dybt alvorlig, rørende og ofte hjertegribende, men ikke morsom.

    Den indeholder mange lag. Mange historier

    Menneskeskildringerne og levevilkår er mesterligt beskrevet. Forfatteren viser os dem udefra og indefra. Oftest tragiske skæbner, som dog ikke beskrives som ulykkelige. Der er en utrolig værdighed midt i det tragiske. F.eks. er beskrivelsen af Gloria og Claires forhold meget rørende. Man følger med og føler med dem. I deres historie får man et godt tillæg til den almene viden om de sortes historie i USA. Vietnamkrigen får sin kommentar, og hele tiden er man bevidst om det, der senere sker med tvillingetårnene.

    Også miljø- og naturbeskrivelserne er flotte. Der skabes en film i læserens hoved med alle sanser.

    I det hele taget er romanens opbygning en vigtig del. Sammenstillingerne af de forskellige miljøer og sammenkædningen af ”historierne” er genial, ofte med et overraskende twist.

    Sproget er ofte poetisk, af og til som et langt prosadigt. F.eks. er linedanserens historie fyldt med filosofi.

    Billedet, som er indsat lige før sidste del, er også et godt greb. Når man genser film fra angrebet 9/11, bemærkes den overraskelse og derefter vantro tilskuerne kigger op med. Det samme beskrives i forhold til linedanseren. På den måde kæder McCann de to begivenheder sammen, ikke mindst m.h.t. flyet på billedet.

     Bogen er bestemt underholdende, men ikke ”underholdning”.

     

  • Michael Krarup

    tor, 21/06/2012 - 19:19

    Det er en fantastisk og fremragende god bog, mildest talt!!! Jeg tror ikke, at der var én historie, hvor jeg tænkte "Den kunne vist godt have været sprunget over", og allerede halvvejs i bogen begyndte jeg at synes, at det var ærgerligt, at den ikke var længere end de 408 sider.
    Bogen er let læst og meget flydende skrevet med blik for de meget forskellige psykologier, som personerne repræsenterer - og er samtidig et historisk tidsbillede af USA i en enorm selvforståelseskrise med Vietnam, Nixons deroute og New Yorks næsten-bankerot. Og med Petits linegang som symbol på at sprænge rammerne og gøre det umulige muligt.
    En pragtfuld bog der bør læses af alle, som har hang til rigtig godt fortalte bøger med indhold.

    Læs hele min anmeldelse på min blog, Bogbrokken

  • poulantik

    fre, 01/06/2012 - 12:57

    En stor og kaleidoskopisk roman om mennesker i New York. Omdrejningspunktet i bogen er Philipe Petits linegang mellem tårnen i World Trade Center i august 1974.

    New York i halvfjerdserne er på randen af fallit med enorme sociale problemer. Samtidigt lider hele USA under Vietnamkrigen og dens følger.

    Vi følger en række skæbner: den irske asketiske munk Corrigan og hans bror, de sorte prostituerede kvinder i Bronx som han hjælper, en overklassekvinde som har mistet sin søn i krigen, en dommer, overvintrede hippier fra tresserne og de første graffitimalere. Disse skæbner væves på elegant vis sammen til til en samtidsbeskrivelse. Det er i spændingen mellem Petits  luftnummer og de rå realiteter nede på jorden og rundt om i New York, at fortællingen folder sig ud.

    Sproget er realistisk og nærværende - man føler sig hensat til tiden og bliver overbevist af stemningen og skæbnerne.

    Det er en stor roman i bedste amerikanske tradition: velskrevet og humoristisk. Anbefales.