KAMPEN OM GUDERNE & MENNESKETS FORDRIVELSE

Oprettet: 14.07.2014 - 12:46
Den gamle mand & lyset

KAMPEN OM GUDERNE OG MENNESKETS FORDRIVELSE

Essay af Tommy Flugt

Lad mig med det samme slå fast at jeg ikke tror på nogen guder, jeg sætter min lid til mennesket.

Ikke desto mindre kan jeg godt se at jeg bor i et land, hvor kristendommen har været til stede under en eller anden form i 1000 år og det sætter sit præg i alles tankegange. Man kan skelne mellem at være kristen og så en kulturkristen. Jeg er nok det sidste. Det er sådan ligesom at naturen ikke mere er natur, men gennem årtiers bearbejdelse er blevet et med kulturlandskabet vi ser i dag, sådan også med den lange kristendoms indvirkning.

Det har taget tid at gøre op med kristendommen, som vi er indoktrineret med. I slutningen af 1800-tallet skete der noget. Darwin først og størst. Et paradigmeskift. Så det store industrielle gennembrud igennem videnskabens landvindinger. Flytningen fra land til by og oplysningstidens virke. Så en Freud med drømmetydning og analysen af menneskets psyke, hans frontalangreb på religionen, så Einsteins relativitetsteori og slag i slag forandredes verden og verden i vestens 
hoveder. 

I 1800-tallets slutning skrev den store danske digter I.P. Jacobsen sin roman om 
fritænkeren eller frisætteren ”Niels Lyhne”. Det blev en roman, der satte sindene i brand. Om en mand der forsvarede det enkelte individs frihed fra religionen og ønsket om at leve i en verden, med ansvar for egne handlinger.

Den samme historie kan ikke fortælles i alle lande. For ikke alle lande har nået samme stade og været igennem oplysningstiden, som er en nødvendighed for at kunne frigøre sig for religionens åg og fundamentalismens blindgyder.

Vi lever i en verden med mange verdeners historie og forskellige tider indbygget i sig. Og det må skabe sammenstød og konflikter med blodig vold. Den vesteuropæiske udvikling har i sin historie mange fælles træk med udviklingen i andre lande. Det er bare tidsforskudte sammenfald.

I Danmark har vi brændt kvinder som hekse langt op i 1700-tallet. Vi har undertrykt den brede befolkning og tyranniseret dem. Men den franske revolution gav Danmark en fredelig udvikling til demokrati i 1849. Den danske arbejderbevægelse i 1871 satte gang i udviklingen for arbejderne og kvinderne. Malende beskrevet i Martin Andersen Nexøs romaner: Pelle Erobreren & Ditte Menneskebarn. Og så kom systemskiftet i 1901 og inden længe havde kvinderne fået stemmeret, Det skete i 1915.

Så var der et par frygtelige krige i Europa – første og anden verdenskrig. Det store århundrede, det tyvende århundrede, som mange troede fra starten et fredens og fremskridtets århundrede brugte uendelige destruktive kræfter og vanvid inden det var slut. Og så kom den kolde krig i en lang periode; men da den ebbede ud var der opbrud og nye muligheder lod sig ane. Verden er ikke blevet bedre nødvendigvis, men den er i vor tid måske blevet mere afklaret. Muligheder anes.

Denne klarhed var i tresserne og ind halvfjerdserne med til at skabe det danske velfærdssystem, som alle partier forholder sig til som en realitet. Ikke nødvendigvis i enighed, men i forståelse af velfærdssamfundets nødvendighed.

I mellemøsten har der længe været opbrud. Regeringer er blevet væltet. Endnu mangler Syrien at falde før området giver muligheder. Men en borgerkrig er skræmmende, den jævner alt. Og tabene er store. Der er menneskemasser på flugt fra brændende byer og bomber. Libyen faldt med vestlig støtte helt hen i anarki og uro. Masserne i Nordafrika flygter og drukner i massevis i flygtningebåde på vej til ingenting i Europa.

Verden er delvis i flammer og stor uro lader den os se. Men det er en verden i opbrud, og det er godt at lade falde alt gammelt som ikke kan stå, forældede regimer og den religiøse fanatisme. Der er brug for nytænkning og forandring.

Som jeg indtil videre har læst kurderne, synes jeg, de leverer varen, der er brug for. Det de står for: Fred, demokrati, fremskridt og kvindernes rettigheder, det er som da vi selv begyndte at danne vort demokrati. Forskellen er blot, at vi var herre i eget hus. Det er kurderne ikke.

Kurderne er forfulgt i Syrien, Irak, Iran og Tyrkiet. Og hængt ud i Danmark på den mest modbydelige måde. Som en modydelse til Nato-Generalposten til vor tidligere statsminister, stemte Tyrkiets Erdogan for mod at få lukket munden på kurderne og deres Roy TV. Det skete. Og det er en hån mod retfærdigheden og kurderne, men også en skamplet i det danske retssystem.

Vi skal helt tilbage til krigens tid, hvor den danske regering prisgav grundlovsstridigt danske kommunister herhjemme og lod tyskerne tage dem. Mange endte i kz-lejre og mange døde der. Et grundlovsbrud i Danmark. Her var demokratiet ikke stærkt nok. Ligesom det svigter omkring kurderne i Danmark.

Ikke alt er let i denne verden. Men undgå den slags udlevering må et demokrati være robust nok til at forhindre. Det gælder også kurderne i dagens Danmark.

Det er læren, at selv om der findes svigt og svig, så er retningen i demokratiet rigtig. Mod mere indflydelse, mod mere retfærd, mod større medmenneskelighed.

Der gives ingen anden vej. Og kurderne er ved at finde deres retfærdige vej. De driver uvæsenet ud og giver plads til mennesket, befriet for religion som fanatisme. En god ny tid for kurderne er håbet i fremtiden.

Og herhjemme må vi gøre op med berøringsangsten for de fremmede og få vort demokrati til at fungere bedre. Vi må se vore fejltagelser i øjnene og rette dem. Det er aldrig for sent at besinde sig som nation.

© Tommy Flugt

Essay

11.07./ 14.07.2014