Pelles og Dittes far

Oprettet: 30.05.2015 - 18:53
Lars Ulrik Thomsen

Nexø viser i sine rejseskildringer fra 1890erne det format, der senere skulle gøre ham verdensberømt med romanerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn

 

Helt fra min ungdom har jeg interesseret mig for Martin Andersen Nexø og hans forfatterskab. Det rummer en menneskelig varme og indsigt, som ikke ret mange andre forfattere evner at beskrive, og dermed er Nexø et levende modstykke til den nihilisme som præger nutiden. Nexø måtte overvinde mange vanskeligheder, inden det lykkedes ham at skabe sig en levevej som forfatter. Det var i høj grad et ophold på Askov Højskole, og nogle behjertede mennesker der hjalp ham til at komme sydpå for at få kureret en ondartet lungebetændelse, der gjorde udslaget. Hans rejsebøger fra Sydeuropa viser en forfatter i kim, f.eks. i Soldage, der udkom første gang i 1903. I Pompei den 24. januar 1895, skrev Nexø bl.a.:

”Fra Homer skrev sin berømte rejsebeskrivelse, Odysseen, hvor heltene holder måltid to gange på hver tre sider, har det været god skik at lægge tilbørlig vægt på det timelige. Det er altså en ting, der, som en professor udtrykte sig om universitetet, er så gammel, at den, har godtgjort sin berettigelse; og ingen kan derfor tage anstød af, at jeg i dag begynder på Hotel Sole.”

Nexø viser her det format der senere skulle gøre ham verdensberømt med romanerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn. Romaner der er så rystende og medrivende, at man føler sig rigere som menneske når man har læst dem. I september 1996 deltog jeg i et seminar om forfatteren, der blev afholdt i anledning af at Nexø by gjorde Martin Andersen Nexø til æresborger. Det var et meget fint arrangement med blandt andet taler af byens borgmester, og gæster fra ind- og udland. Selve seminaret fandt sted i Svaneke, i en fin gammel ejendom, der var nyistandsat. De vigtigste foredrag blev holdt af Henrik Yde, som er formand for Nexø-fonden og forfatteren Morten Thing, der har et stort forfatterskab bag sig, om venstrefløjen i dansk politik og kulturliv. Henrik Yde kom i sit foredrag ind på, at Nexø var præget af sine rejser i Spanien og af anarkisten Alfonso M., som er beskrevet i Soldage. Jeg husker denne fortælling som en levende og spændende beretning om spanske revolutionære, som vitterligt var anarkistisk prægede i modsætning til andre dele af den europæiske arbejderbevægelse, i disse år. Der er heller ingen tvivl om at dansk arbejderbevægelse rummer en anarkistisk strømning, sådan som det kom til udtryk i de syndikalistiske demonstrationer i København og andre byer umiddelbart efter Oktoberrevolutionen. Men deraf følger ikke at Nexø skulle være anarkistisk præget, med mindre man da sætter lighedstegn mellem alle revolutionære og anarkisterne. Tværtimod er Pelle Erobreren en bog der på en virkelighedstro måde skildrer arbejderbevægelsens udvikling, med dens forskellige strømninger. Bogen ender som bekendt med, at Pelle med sin familie flytter ind i Gryet – et datidens Christiania – og at han så vejen til socialismen gå over kooperationen. En tankegang som Karl Marx havde afvist et halvt århundrede tidligere. Jeg synes man skal se Pelle Erobreren, som en historisk skildring af forholdene i Danmark i slutningen af det 19. århundrede, med store sociale spændinger og en tid præget af kampen for et folkeligt demokrati. Bogen er et udtryk for Nexøs egen søgen, efter den rigtige vej frem for arbejderbevægelsen i Danmark. Noget som mennesker over hele kloden tog til sig, så de i vidt omfang betragede romanen som deres egen historie. Morten Things foredrag omhandlede ´den religiøse Nexø´. Hans påstand gik på, at Nexø ikke var religiøs i kristen forstand, men at han var tilhænger af et gudsbegreb – eller noget overnaturligt. Morten Thing tillægger Nexø nogle holdninger, som der efter min mening ikke er dækning for i hans forfatterskab. I sin tale Fattigper og fremtiden, som han holdt ved Dynæs, der ligger ved nordbredden af Julsø, behandler Nexø netop underklassens holdning til religionen:

”Modstandere af underklassebevægelsen ynder at gøre gældende, at den hverken rummer religion eller idealisme, men er slet og ret madstræv. Påstanden er ikke ueffen! På en bevægelses forhold til ideer og lys tro beror det, om ungdommen — de kræfter i menneskeheden, der vender fremefter— skal tage den op og bære den over i Fremtiden.” Og senere samme sted: ”Det påstås jo, at menneskene behøver religion for at dø — nej, til at dø på, er en mekanisk lære om det hinsides tilstrækkelig. Men de, der skal leve og overtage fremtiden, behøver den stærke tro på de gode kræfter og det positives sejr. Og et frimodigt forhold til det ukendte behøver de, for der er jo der fremtiden hviler. Derfor har fattigper på sit program — ikke at afskaffe religionen, men at gøre den til en privatsag!”

I forlængelse af Morten Things betragtninger om Nexøs påståede religiøsitet, drog han en parallel til hans forhold til Sovjetunionen. Morten Thing mente at Nexø og andre ikke ville se virkeligheden i øjnene, men kun det ´lykkeland´ de drømte om. Det er taknemmeligt i brede kredse efter opløsningen af Sovjetunionen, at klandre på Nexø for hans solidariske holdning til den første arbejderstat i verden. Men Nexø havde være en skidt proletar hvis han tog afstand til socialismens fædreland. I denne forbindelse og med de almindelige fordømmelser over for socialismen, er det relevant at spørge, hvor mange år kapitalismen skulle bruge inden dens system blev funktionsdueligt. Jeg siger ikke disse ting for at bortforklare fejl og mangler, men fordi vi må lære at se historien som en proces, der fuldbyrdes gennem mange omvæltninger, både frem- og tilbageskridt. Det tog kapitalismen flere hundrede år, inden den var stærk nok til at tage kampen op mod feudalismen og sikre en foreløbig og ustabil magt gennem 1789-revolutionen i Frankrig. Selv da var systemet udsat for utallige rystelser, især i de franske revolutioner fra 1830 til 1848 og Pariserkommunen i 1871. De mange spekulationer der bliver gjort om Nexø, er i mine øjne uinteressante i forhold til det væsentlige; mennesket og forfatteren Martin Andersen Nexø. Vi vurderer heller ikke en H.C. Andersen efter hans holdning til datidens borgerskab, men efter den udvikling der var i forfatterskabet og nøjagtigt det samme må vi gøre med Nexø. Var de som mennesker og personligheder med til at fremme de demokratiske og sociale rettigheder, det er det afgørende spørgsmål? En stor oplevelse på seminaret var det at følge Poul Harrilds rundvisning, til steder der har forbindelse til Nexøs liv på Bornholm - enten som dreng eller ungt menneske. På en overbevisende måde fik han, med sit rolige og lune gemyt, skabt et billede af den tid Nexø voksede op i. Det var som trådte Far Lasse og vogterdrengen Pelle lyslevende frem!