KARL OVER KNAUSGÅRD: 'MIN KAMP' 1-6

Oprettet: 06.10.2013 - 22:44

 Vurdering: B-) B-) B-) B-) B-) B-) (6:6)

Skrivemood: :-)

DU SIGER TING OM DIG SELV, SOM DET ER UHØRT AT SIGE -

Jeg har tilbragt hele sommeren med en høj, smuk nordmand og en indgående beskrivelse af hans liv fra 6 års alderen til i dag – til det projekt skal man bruge gode 4000 SIDERFor første gang i bloggens levetid gives 6 'reading-my-eyes-into-letters' - det enkelte bind kan ikke trække mesterværks-vurderingen, men det samlede litterære eksperiment kan!

Det er ganske vist noget tid siden, at Karl Ove Knausgaards (herefter K) ’Min kamp’ var hypet, men nu kan de seks bind altså fås på BIBLIOTEKET UDEN VENTETIDEr læseoplevelsen for dig vigtigere end det nyudgivne, læser du blot videre her; det er endnu en gang blevet lidt langt, men jeg har høvlet det, jeg kunne...

K har pirret min såkaldte ’SE&HØR-TILBØJELIGHED', for selv om vi sjovt nok aldrig er med under dynerne (kun når han som ung mand aldrig når længere end til at få sat stådrengen til hul), får vi alle hans tanker om den fysisk og psykisk VOLDELIGE OG FORDRUKNE FARdet er set før, f.eks. i Vagn Lundbyes ’Trefoldighedsbarn’; den er fin og du kan låne den her. Men vi får også alle K´s tanker om den MANIODEPRESSIVE KVINDE, som han får tre børn med (inden for 3½ år!), og deres kamp for at få det hele til at lande: kunstnerambitioner, sygdom, husarbejde, økonomi… Det er RÅT OG USØDET – det er grænseoverskridende, ORIGINALT OG VOLDSOMT INTERESSANT. Mere om det senere…

På et tidspunkt har K besøg af sin svigerfar, som har en psykisk lidelse.

’Alting redegjorde han nøjagtigt og omstændeligt for, som om alle detaljer var af yderste vigtighed’ (bd.2, s. 400).

Det pudsige er, at det faktisk også er en metakommentar til romaneksperimentet, for det er præmissen for K´s måde at gengive sin virkelighed på, uanset om det er 25 eller 2 år siden, at det skete:

’Bolden gav lidt efter mod foden, den var stor og blød og slidt, den havde samme farve som soltør jord’ (3,91). 

Vi er i 70´erne – det er en 40 år gammel barndomserindring. Selv om genrebeskrivelsen er ’roman’, tænkte jeg en tid lang, at han faktisk var i stand til at genkalde sig fortidens scenarier; jeg kom til at tænke på, hvordan Johannes Møllehave i forbindelse med sine erindringer sagde, at man husker meget mere, når man først begynder at vikle ERINDRINGENS GARNNØGLE op. Bedre passer nu Johanne Louise Heibergs undertitel til sine memoirer ’Et Liv gjenoplevet i Erindringen’, hvis vi erstatter oplevet med digtet. For K gengiver, hvad mennesker har på og hvordan vejret er - på VEJRUDSIGTNIVEAU - og det er naturligvis rekonstruktion. Han beskriver også, hvordan køkkenborde aftørres og vand fyldes i badekarret, specifikke gåruter i Bergen,  Stockholm og Malmø og DETAILOPLYSNINGER om indkøb (’fire vakuumpakkede laksekoteletter, en plasticpose med kartofler mørke af jord, et blomkålshoved og en pakke frosne bønner), men vi er 25 år tilbage i tiden! Det forekommer jo at være en umulig litterær opgave, og jeg tænkte flere gange, at K har måttet anstrenge sig for at holde sig selv fast på den minutiøse dokumentationsstil. Som afsender ville jeg virkelig tænke, at det her gider ingen bruge (så lang) tid på at læse! Jeg har også talt med mange, som er stået af undervejs. Men selv om det også for læseren er ’en kamp’, BETALER DET SIG at holde ud…

…det der skete for mig var, at detailniveauet kombineret med bogens omfang, gav mig et hurtigt læsetempo – og efterhånden satte jeg i dette HURTIGE LÆSEGEAR, ikke for at komme hurtigt igennem de hverdagslige passager, men for at opleve at være tæt på et ordinært  levet liv, som også jeg kender det. Ikke redigeret og kondenseret og slutteligt dekonstrueret og sat sammen igen efter en dramatisk velegnet kurve (det er det jo også, det ved jeg godt), men gengivet i detaljen – jeg fik et helt SÆRLIGT LÆSEFLOW, som jeg IKKE HAR OPLEVET NOGENSINDE FØR! Jeg bladrede henover én passage af de 4000 sider, som altså også består af ’dybe’ dialoger og refleksioner. Det var essayet om Hitler i bind 6, jeg måtte skippe – en tekst, som kunne være udgivet som et validt bud på genren filosofisk essay, men det var ikke dér FASCINATIONSKRAFTEN lå for mig, det var i den hverdagslige gengivelse. Og heri ligger en STOR BEDRIFT, for det er der sgu ingen, der har gjort før, i hvert fald ikke i det format! Men som jeg slog an i indledningen, rækker bedriften betydeligt videre end til det formmæssige.  

DU SIGER TING OM DIG SELV, SOM DET ER UHØRT AT SIGE

..og det gør han, lige fra han som dreng med en finger manøvrerer LORTEN RUNDT I RØVHULLET til butikstyveri, uhæmmet druk, hvordan han pisser på en hjemløs, hvordan det hele sejler og han ikke har en skid styr på hverken sin økonomi eller sine uopdragne unger og generelt er både ANSVARSFORFLYGTIGENDE og vag. Bl.a. er der en for mig PINLIGT LETGENKENDELIG scene fra en ferie til et sydligt feriemål, hvor han lader sig manipulere af en ejendomsmægler, fordi han gerne vil fremstå mere tjekket end han er. Der er andre oplagte psykoanalytiske forklaringer, bl.a. at han qua farens opførsel er rædselsslagen for at gøre andre mennesker vrede. Noget af et paradoks med dette EKSTREMT UDLEVERENDE ROMANEKSPERIMENT, for han udleverer ikke kun sig selv, men også andre mennesker. Alle hans umiddelbare tanker om pigen i kiosken, musikpædagogen, tidligere elever, forældreparret i børnehaven, naboen, svigermoren, broren, moren, faren og kæresten – sendes ud i det offentlige rum, ikke tilrettet eller justeret ift. HENSYN ELLER NORMER, men som de ruller i hans hoved! Det lyder måske ligegyldigt og pjattet, men for mig var det interessant, fordi det skabte BEVIDSTHED OM KLØFTEN MELLEM MIG OG VERDEN, også dem der er tættest på mig.

Der er en scene fra hans barndom, hvor han ikke forstår, hvorfor han ikke kan fortælle en klassekammerat, at han er fed og uintelligent. Det er jo forklaringen på en hel del ting – det er jo SANDHEDEN! som K råber til sin mor, der skælder ham ud for at såre et andet menneske. Det er sådan set den insisteren, som han viderefører i sit voksne liv med ’Min kamp’: at lade ALLE PRIVATE TANKER komme fra hovedet og utilvirket ud i verden som udsagn om mennesker, der så bare ikke har nogen mulighed for at tilbagevise hans udlægning. Hvornår er det SANDT, hvornår bliver det i stedet SMUKT – og hvad er vigtigst?  Og hvis du vil introducere dit barn for denne filosofiske udfordring kan du låne ’Verdens uartigste dreng’ af Kim FupzAakeson (koster kassen, den kan også låne her), som handler om en dreng, der slås med samme tilbøjelighed – og ender med at komme på LYVESKOLE ;-)

Nå, det er jo mange tusinde sider – og den kan læses for mange andre forhold end dem, som jeg får trukket frem her. Barndomsskildringen: stemningen ved lørdagenes tipskampe i TV (weekendens eftermiddagstimer i BARNDOMMEN ER ET HELT SÆRLIGT RUM – hvad lavede du typisk?), vaffelbagning, fritidsaktiviteter, lege i skoven, bilture, blade, musik, modetøj og en helt fantastisk scene med hans mor, der køber en badehætte til drengen, der skal begynde til svømning. Og baggrundstæppet på alt det er de mange ubehagelige scener med en brutal og undergravende far og over for ham det omsorgsfuldt beskyttende barn – HJERTEKNUGENDE! Temaet ARV bliver bærende, da K senere forstår sin far gennem de reaktioner, han selv får på sine børn. Og angsten for at VOLDE ENS BØRN skade, fordi man er (blevet) den, man er - SYNK! Ligesom man som læser ser, hvordan også K er tiltrukket af alkoholens mulighed for at komme væk. Og konens POLARE LIDELSE, der skildres, så man forstår, at ’tag dig dog sammen!’ ikke er en mulighed. Hvordan K kæmper med at ville realisere sig selv som forfatter eller bare være alene 60 minutter og de MODSATRETTEDE KRAV, som en FAMILIE stiller.

Det stærkeste for mig (måske også fordi det står sidst i en bog, jeg læste gennem flere måneder) var dog skildringen af forholdet til hans kone, Linda. Jeg måtte midt i det hele ud på google og lave en BILLEDSØGNING på hende (Se&Hør-tilbøjelighed!) – hun er jo virkelig! Han FORAGTER hende så voldsomt, og på baggrund af hans udlægning, forstår man det godt. Hold kæft, en ULIDELIG KÆLLINGsådan rigtig FISSE-AGTIG, som modsætter sig, at han tager en rejse for sig selv, som tror, at hun aborterer, hvis det vugger lidt i en sejlbåd, som sender manden af sted med hendes klager, fordi hun ikke selv vil tage konfrontationen, som ikke bidrager det mindste til deres økonomi - men som altså også er ALVORLIGT PSYKISK SYG.

De eksempler er meget modsat mig, og måske netop derfor reagerede jeg på dem med STÆRK IRRITATION. Men ikke desto mindre har jeg set ind i et SPEJL, for det er man jo nødt til, når det endelig rejses! og jeg står et andet sted nu end jeg gjorde i juni, hvor jeg begyndte på bind 1! Der er nemlig andre ting ved mig, som jeg vanskeligt ville tåle kom frem til OFFENTLIGT SKUE – det kan jeg roligt skrive.  Og hvis jeg var gift med K, havde jeg ikke givet grønt lys til den publikation! Hun må jo gå rundt i verden uden at kunne vide, om mennesket bagved hende i køen i Åhlens har læst hendes mands beskrivelse/udlevering af hende. Det er jo YDMYGELSE HELT UDEN KONTROL! K skriver selv, at det er et umenneskeligt krav, han stiller til hende. Linda accepterer det, måske fordi hun godt ved, at hun ikke kan forhindre det alligevel – måske fordi hun forstår, at KUNSTEN ER STØRRE end det enkelte liv.

Det er STORT GJORT! Tak til K for den også umenneskelige indsats, der gav verden en helt UNIK BOG – og tak til de mennesker, og særligt Linda Bostrøm Knausgaard (også for dit brev, som fik nogle 100.000 tusinde sekundære læsere), der står tæt på, som hævede sig op og tillod deres SMÅ LIV at blive blæst op på den INTERNATIONALE WIDESCREEN.

Her kommer nogle repræsentative citater fra en lang roman, som du kan teste dine egne reaktioner på. Er det Knausgårds romaneksperiment, som skal fylde dit efterår:

’ Jeg var så vred og irritabel derhjemme, der skulle ingenting til, før jeg skældte Heidi ud, ja råbte ad hende. Og Vanja, Vanja… Når hun fik sine trodsanfald og ikke alene nægtede at gøre alt muligt, men råbte og skreg og slog, råbte jeg tilbage, hev hende op fra gulvet og smed hende ind på sengen, helt ude af kontrol. Så var der fortrydelsen bagefter, forsøget på at være tålmodig, sød, rar, venlig, god. God. Og det jeg ønskede, det eneste jeg ønskede, var at være en god far for de tre. Var jeg ikke det? FANDENS. FANDENS. FANDENS OGSÅ. (2,623)

Fyrreårskrisen var (ingen) myte: Den var begyndt at ramme folk omkring mig, og den ramte dem hårdt. Nogle var ved at gå fra forstanden i desperation. Efter hvad? Efter mere liv: Ved fyrreårsalderen var det liv, man levede nu, altid midlertidigt, for første gang blevet selve livet, og det sammenfald udelukkede alle drømme, nivellerede alle forestillinger om det at det egentlige liv, det man var tiltænkt, det store man skulle opnå, var et andet sted. Når man var fyrre, forstod man alt var her, i det små og hverdagsagtige, færdigformet, og at det altid ville være det, hvis man da ikke slog til. Satsede en sidste gang. (2,424)

'Spis dit æble’. Jeg spiste det. Det gik langsommere end de to første. Bidderne lagde sig ligesom oven på maden fra middagen, det var som om jeg kunne mærke det kolde æblekød dernede. Far rakte mig et til. ’Jeg kan ikke mere’, sagde jeg. ’Du havde ingen græner i går’, sagde han – ’Har du glemt det? Du tog vel to æbler, fordi du havde lyst? I dag må du spise så mange æbler du vil. Spis’. Jeg rystede på hovedet. Han lænede sig frem. Hans øjne var helt kolde. ’Spis dit æble. Nu’. (3,368)

Hvordan kunne to mennesker der elskede hinanden så stærkt og klart, som havde så brændende hjerter, havne i et sådant mørke, en sådan elendighed? Det var ikke hverdagen der formørkede det, langtfra. Jeg havde ikke noget imod at skifte bleer, give tøj på og tage det af, hente og bringe i børnehaven, tage over i parken og lege, lave middagsmad, vaske op og vaske tøj. Det jeg ikke kunne, var at gøre alt det og skrive ved siden af – og ikke møde andet end bebrejdelser, ikke høre andet end at jeg ikke lavede nok, og hver gang jeg ville noget andet, ikke kunne gøre det fordi hun ikke kunne være alene med børnene (placering er smuttet for mig)

Jeg er hans søn. Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om mig, Karl Ove Knausgård. Den har jeg fortalt. Jeg har overdrevet, jeg har lagt til, jeg har trukket fra, og der er meget jeg ikke har forstået. Men det er ikke ham jeg har beskrevet, det er mit billede af ham. Det er færdigt nu. (6,1160)

Hvis valget stod mellem parterapi og døden, ville jeg uden tvivl have valgt døden (6,1197)

Rejsen havde fyldt mig med energi, så det at børste deres tænder, finde små pyjamasser frem, glas med vand, læse en bog og løse alle de småkonflikter der ville dukke op, tog ikke på mig. Desuden glædede jeg mig til næste dag, hvor jeg skulle ud i kolonihaven og skrive. Det var mest tanken om at være helt alene og arbejde der var tillokkende; idet jeg faktisk satte mig ned og skulle begynde, var modstanden næsten uoverstigelig. (6,1183)

Jeg fyldte en skål med cornflakes og stillede den og en mælkekarton foran Heidi, gik ud på altanen og hentede termokanden, hældte kaffen op i den, fandt en kop i skabet, hældte det sidste fra kanden som ikke havde fået plads i termokanden, op i den, og tog den med ud på altanen (6,144)

Det var som om jeg eksisterende på mange niveauer, og de alle var aktive på en gang. Et som var optaget af brevet fra Gunnar og en næsten vild fortvivlelse. Et som tænkte på hvad vi skulle have til middag, og som styrede vognen rundt i supermarkedet efter det. Et som var ked af den måde det havde behandlet Heidi på lige før. Et som var irriteret på Vanja. Et som blev ked af at se hvordan hun adlød, for det betød måske at hun var kuet. Et som var tilfreds med at hun gjorde som hun fik besked på. (6,121)

Hun havde sagt at hun huskede den tid ret godt. Det gjorde jeg ikke. Det vil sige, jeg huskede et par episoder rigtig godt. Så var der andre som jeg svagt mindedes. Dem havde jeg giver form når jeg skrev. Opfundet dialoger, for eksempel, og de var måske sandsynlige, men de var ikke sande. (6,174)

 ..jeg læste en lille roman af Peter Handke, den hed Ulykkelig og uden Ønsker, den handlede om hans mors selvmord, og var altså også selvbiografisk. I modsætning til min prosa, som hele tiden bevægede sig mod det følelsesladede og stemningsfulde, var Handkes prosa tør og nøgtern. Da jeg begyndte at skrive, var det et lignende sprog, jeg ledte efter, om ikke tørt, så råt, i betydningen ubearbejdet, direkte, uden metaforer og sproglige forsiringer. Det sidste ville give sproget skønhed, og i en beskrivelse af virkeligheden, især den virkelighed jeg tænkte på at skrive, ville det blive løgnagtigt. Skønheden er et problem fordi den giver en form for håb. Skønheden, det vil sige det litterære, det filter som verden bliver set igennem, giver håb til det håbløse, værdi til det værdiløse, mening til det meningsløse. Det er uvægerligt sådan. Ensomhed beskrevet smukt løfter sjælen til store højder. Og så er det ikke længere sandt, for ensomheden er ikke smuk, fortvivlelsen er ikke smuk, end ikke længslen er smuk. Det er ikke sandt, men det er godt. Det er en trøst, det er en lise, og måske er det der noget af litteraturens berettigelse ligger? Men det er i så fald litteraturen som noget andet, som noget særegent og autonomt, værdifuldt i sig selv, ikke som virkelighedsfremstilling. (6,189)

…hvor farligt mit eksperiment egentlig var. (6,1222)