Min kone er forsvundet - og hvem er jeg?

Oprettet: 26.02.2015 - 19:17

Identitet og eksistens er centrale temaer i Haruki Murakamis mangestemmige forfatterskab.
Hans romaner er fortællinger med helte der drager ud for at finde forklaringer på fortiden, forsvundne hustruer, forvildede får - og sig selv.

Af cand. mag. Johan Rosdahl

I Haruki Murakamis store forfatterskab er der altid nogen, der leder efter noget - eller nogen. Vi følger hovedpersonen/helten i hans søgen med alle dens forhindringer og tilbageslag, for til sidst sammen med helten at opnå en eller anden form for ny indsigt, ikke nødvendigvis fordi eftersøgningen er lykkedes, men fordi processen hen imod en ”løsning” har været lærerig. Denne struktur ligner den klassiske udviklingsroman, hvor helten gennem sit møde med konflikter og kærlighed lander et sted, hvor han må lande. Og det en blanding af hans egen biologiske baggrund, hans miljø/opvækst og ikke mindst måden, hvorpå han takler de udfordringer, han møder, der bestemmer hvor han lander. Det er det Karen Blixen kalder skæbne, selv om hun meget ligesom Murakami, især lægger vægt på heltens reaktion på problemerne.

Heltens søgen

Hvad er det så helten leder efter? Ja, det typisk Murakami-agtige svar på dette spørgsmål er: Hvad som helst! For det er netop det spændende og fascinerende ved Murakamis måde at fortælle en klassisk historie på, at det aldrig er ligetil. Tænk f.eks. på en bog som En vild fårejagt (1992, da. 1996), hvor en bestemt type får spiller en væsentlig rolle. Men når alt kommer til alt, er eftersøgningen af kærligheden det vigtigste, f.eks. som i Trækopfuglens krønike (1997, da. 2001), hvor helten leder efter sin forsvundne hustru eller i Sønden for grænsen og vesten for solen (1998, da. 2003), hvor helten tidligt mister sin elskede; fortællingen skal så vise, om han kan få hende igen. I den meget omfattende og stærkt komplicerede (og meget læste!) IQ84  (2009-10, da. 2011-12) leder de to hovedpersoner, de to elskende, nærmest uden at vide det, efter hinanden.

Den farveløse Tsuku Tzakis pilgrimsår

I den senest oversatte roman af Murakami Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår (2013, da. 2014) leder helten efter en forklaring på en begivenhed i fortiden. Hvorfor skete dette og dette? Hvilken rolle spillede de venner, han havde dengang? Her er det altså ikke en person, men noget ikke-konkret helten søger. Men det han søger er tæt forbundet til hans navn: Hans venner har alle navne, der bygger på en farve, men den stakkels helt har ingen farve, han er farveløs. Og den betegnelse er jo klar nok: En farveløs person mangler noget, har ingen rigtig identitet, og så er vi meget direkte havnet i spørgsmålet om identitet, som er et af de allermest centrale temaer i Murakamis forfatterskab. I romanen bliver det at have en farve det samme som at have en identitet. Hovedpersonen oplever at livet er som ”et indviklet nodehæfte”, som han ikke rigtig kan finde ud af. Han oplever også, og det er udtryk for den samme følelse af fremmedhed, at han ikke ”havde noget sted han skulle hen”. Og når Murakami i titlen betegner heltens søgen efter forklaring og mening som en pilgrimsrejse, så angiver han, at Tsukuru Tazaki er ligeså alvorlig i sit skæbnesvangre eftersøgningsprojekt som den religiøse person, der i pilgrimsrejsens konkrete forløb mod et helligt sted søger frelse. Frelse bliver altså det samme som at finde sig selv og forsone sig med fortiden. Romanen er også en diskussion af problemet med at ville forklare alt ved at henvise til begivenheder i fortiden. Er det nødvendigt, som f.eks. i den klassiske psykoanalyse, at endevende barndommens hændelser? ”Skal låget af?”, som det hedder i romanen. Er smerten nødvendig? ”Er det smerten der binder menneskenes hjerter sammen”. En tungere vægtning af det kollektive er en grundtone i bogen, som derved måske betegner en ny udvikling i forfatterskabet. Den farveløse Tsukuru Tazaki er på vej et andet sted hen, selv om betydningen af ikke at være isoleret og det kollektives indflydelse på den enkelte er til stede i hele forfatterskabet. Det nye er måske i virkeligheden en tættere fokusering på forholdet individ/omverden og en mindre brug af fantastiske og magiske ingredienser.

Sære personer og magiske hændelser

I den ”klassiske” Murakami-roman vikles helten nemlig ofte ind i usandsynlige handlingsforløb og må undertiden søge bistand hos mildest talt alternative hjælpere ofte udstyret med overnaturlige evner. I Trækopfuglens krønike er der et mylder af sære personer og magiske hændelser, som beskrives med den samme selvfølgelighed som hos de sydamerikanske forfattere (f.eks. Allende, Marquez), der skriver såkaldt ”magisk realisme”. Det er en europæisk betegnelse, der prøver at definere det, der hos Allende er indlysende: Verden ER magisk og virkeligheden meget større end vi umiddelbart tror. Eller som Murakamis indledningsfanfare lyder i mottoet for kapitel 1 i IQ84: ”Lad Dem ikke narre af det ydre”. Det vil sige at handlinger, begivenheder og beskrivelser ofte (altid?) i Murakamis bøger skal forstås på mindst to måder, ligesom et litterært billede, en metafor: Der er det vi SER, men bagved eller sammen med er, hvad det egentlig BETYDER. Og når helten skal finde sin kone, er det selvfølgelig på det ydre plan konen, det handler om, men hvad med den indre betydning? Kvinden han leder efter er også en del af ham selv, som han har mistet. Hvilke betegnelser man skal bruge er det læserens opgave at finde ud af.

Hvem er jeg?

At det er problemer med identiteten, det handler om, er der ingen tvivl om. ”Men der er ingen mennesker, der kan leve uden deres sande jeg”, hedder det i Trækopfuglens krønike. Og det sande jeg er netop ikke så ligetil at indkredse, men bogen myldrer med forslag og veje til forståelse af jeg'et. Som nævnt er der også i de tidlige bøger en markering af fælleskabets betydning. Således citeres engelske John Donne (1572-1631) :”Intet menneske er en ø” i Trækopfuglens krønike, men vanskeligheden er så selvfølgelig at være sammen med andre mennesker på en ordentlig måde. Oven i denne udfordring kommer de allerstørste spørgsmål som: Hvad betyder døden for vores liv? Og helten bliver stedse mere usikker på hvem eller hvad, han selv er: ” Når alt kommer til alt, var jeg måske blevet til et andet sted. Alt kom et andet sted fra, og alt ville vende tilbage til et andet sted. Jeg var ikke andet end en gennemfartsstation for den person, der var mig”. Spørgsmålet ”hvem er jeg?” er det eksistentielle spørgsmål der har domineret litteraturen siden tidernes morgen. Det er ikke noget, der pludselig dukker op i 1900-tallets filosofiske retning eksistentialismen (Jean Paul Sartre) eller for den sags skyld med Søren Kierkegaard i 1840'erne. Det er ganske vist Kierkegaard og eksistentialisterne, der bringer nye aspekter ind i refleksionerne over eksistensen med hver sit bud på ”frelse”: kristent (Kierkegaard) eller humanistisk (Sartre), men at finde sit jeg eller træde i eksistens, har altid stået centralt, når mennesker som heltene hos Murakami arbejder på at blive lykkelige. Karen Blixen beskriver det på denne måde i Kardinalens første Historie, hvor kardinalen som rådgiver i eksistentielle spørgsmål konkluderer om alle de spørgsmål, han får om evigheden, døden osv: ”De mangfoldige Forespørgsler har ikke været andet end ligesaa mange Variationer over eet eneste Raab fra Hjertet: Hvem er jeg? Hvor jeg har kunnet besvare dette Spørgsmaal, hvor jeg har kunnet løse denne Gaade for dem, dèr har de været frelst”.

Det er besvarelsen af dette spørgsmål som heltene i Murakamis forfatterskab arbejder sig henimod. Og at finde sit jeg eller skabe sit jeg vil sige at træde i eksistens. Det er hos Kierkegaard og med ham se senere eksistentialister ”Tvivlens Mulighed der er den menneskelige Eksistens' Hemmelighed”, dvs. at mennesket må indse, at det er sammensat af modsætninger (jeg/omverden; natur/kultur osv.) og denne indsigt er afgørende for at finde sit jeg. Også uden at tilslutte sig den ene eller anden form for filosofisk skole eller religion.

Mangestemmigheden

Hos Murakami er det netop mangestemmigheden, det at mange forskellige og delvis modsatrettede livssyn er repræsenteret, der gør bøgerne så righoldige. Og Murakami er ikke bleg for at blande elementer fra japansk tradition med vestlig populærkultur - et forhold der i høj grad har medvirket til hans popularitet både i og uden for Japan. Tænk på den Beatles-inspirerede titel Norwegian Wood, titelpersonen i Kafka på stranden og den allestedsnærværende brug af referencer til amerikanske krimier, klassisk, europæisk musik og jazz og pop/rock . Men allertydeligst bliver det flerstemmige, når det paradoksalt nok bliver gjort enkelt: Den tidlige (den er fra 1985), men sent oversatte (2014) roman Hardboiled Wonderland og Verdens Ende har det hele og er da også blevet kaldt en ”nøgle til Murakamis forfatterskab”. Her er to fortællinger med to jeg'er, der lapper ind over hinanden og dybest set nok er den samme person. Det giver massive oversættelsesproblemer, kan oversætteren Mette Holm berette. Japansk har nemlig flere ord for ”jeg”, og de har ret forskellige medbetydninger. Hvordan gengiver man det på dansk (eller engelsk, fransk osv. for den sags skyld)? Mette Holm løser problemet med grammatisk tid: det ene jeg taler i nutid, det andet i datid, og det giver en markant forskel i stemmeføringen. I den ene fortælling hører vi om et fremtidssamfund domineret af teknologi og fremmedgørelse i den anden om et halvutopisk og alligevel dybt problematisk ”gammeldags” samfund. Om og i givet fald hvordan konfrontationen og splittelsen løses i romanen, vil jeg ikke afsløre. Men at det handler om jeg'ets evne til at rumme modsigelserne og dermed træde i eksistens er der ingen tvivl om.

En central dansk forfatter, der benytter sig af en række af de samme ”magiske” greb som Murakami, er Svend Åge Madsen. Han blev engang bedt om at karakterisere sin skrivemåde og opfandt da til lejligheden genren ”den eksistentielle fortælling”, dvs. en fortælling, der forener det eventyrlige (fra H.C. Andersen)og det filosofiske (fra Søren Kierkegaard), og man kunne supplere Sv. Å. Madsen med Karen Blixen og den norske Jan Kjærstad. Alle er de optaget af at fortællingen kan vise, at verden er større og mere underlig, end vi umiddelbart tror, og at fortællingen kan hjælpe os til at bære virkeligheden og få os til at acceptere at det jeg, vi eftersøger måske er sammensat af flere jeg'er, og at kernen netop er det sammensatte, det mangestemmige. Murakamis romaner er sådanne fortællinger med helte der drager ud for at finde forklaringer på fortiden, forsvundne hustruer, forvildede får - og sig selv.

5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (1 vote)