Murakamis magiske univers

Oprettet: 28.10.2016 - 10:36

Det er ganske vist – Haruki Murakami var i Danmark og modtog H. C. Andersens Litteraturpris for sit magiske forfatterskab. I den anledning sætter vi fokus på forfatterens fantastiske værker i et stort tema.

Valget af Murakami som 2016s modtager af prisen, der også er blevet uddelt til bl.a. Salman Rushdie, Isabel Allende, J.K. Rowling og Paulo Coelho viser, at han – som komiteen beskriver det – er på ”svanehøjde” med H.C. Andersen. Komiteen siger om Murakami: 

”Komitéen bag Hans Christian Literature Award har valgt Haruki Murakami som næste vinder af den prestigefulde pris. Hans fortælleevne tæller mange ligheder med H.C. Andersens univers, hvor læserens forestillinger om køn, identitet, fantasi og realisme bliver udfordret. Murakamis fortællinger balancerer smukt mellem humor, livsglæde og melankoli, og de har begejstret læsere i hele verdenen”

At Murakamis fortælleevner er fuldt på højde med H.C. Andersen er vi helt enige i, og derfor er en nærmere sammenligning af de to forfattere, der begge har skrevet magiske og eventyrlige værker på sin plads. Den kommer i artiklen Haruki Christian Andersen – en eventyrlig pris til en magisk fortæller af lektor Johan Rosdahl.

Murakami er også meget populær hos de danske læsere, og lidt af æren for dette må tilskrives oversætter Mette Holm, der har oversat størstedelen af Murakamis værker til dansk. Mette Holm har skrevet artiklen Murakami og originaliteten, hvor hun redegør for Murakamis forståelse af begrebet ”originalitet” og for hans overvejelser om, hvorvidt han selv er original.

Det er ikke første gang Murakami besøger Danmark, sidste gang vi fik æren af hans besøg var i 2010, da han gæstede litteraturfestivalen Verdenslitteratur på Møn. Læs chefredaktør Lise Vandborgs reportage Manden bag myten fra dette besøg. Lise Vandborg har også skrevet reportagen Murakamis skygge fra prisoverrækkelsen i Odense. Derudover rummer temaet anmeldelser af Murakamis værker og inspiration til andre japanske forfattere.

Hans Christian Andersen Litteraturpris er ikke Murakamis første pris, han har modtaget et hav af priser bl.a.: Noma Literary Award for New Writers (1982), Junichi Tanizaki Award (1985), Yomiuri Literary Award (1996), Franz Kafka-prisen, 2006 og Jerusalem-prisen (2009).

Murakamis verden

Den japanske Haruki Murakami er født i 1949 i Kyoto i Japan. Han voksede op i Kobe med sine forældre, der begge underviste i traditionel japansk litteratur. Lige siden han var lille, har han været påvirket af den vestlige verdens musik og litteratur. Siden tog han en uddannelse i teaterkundskab ved Waseda Universitetet, hvor han mødte sin kone Yoko Takahashi. Efter studietiden åbnede de to jazzbaren Peter Cat i Tokyo, og den var mens Murakami ejede denne, at han debuterede med romanen Kaze no uta o kike i 1979. Den danske titel er Hør vinden synge, som sammen med romanen fra 1980 Flipperspil 1973 , netop er blevet udgivet på dansk samlet i et bind. Læs vores anmeldelse af Murakamis første to romaner på mandag. Det siges, at Murakami skrev ved køkkenbordet om natten, når han kom hjem fra jazzbaren. Og inspirationen til Hør vinden synge skulle være kommet til Murakami til en baseballkamp en varm forårsdag i 1974. Det var her Murakamis forfatterkarriere startede! I 1982 solgte han jazzbaren og blev forfatter på fuld tid.

Murakamis rigtige gennembrudsroman og den første der blev udgivet på dansk er En vild fårejagt fra 1982 (på dansk 1996), om en livstræt yngre reklamemand i Tokyo, der ad ret forunderlige veje kastes ud i en absurd og underfundig eftersøgning af et bestemt får med nogle helt specielle egenskaber. Herefter fulgte Norwegian Wood  i 1987 (dansk 2005), der er en historie om kærlighed, ensomhed og tvivl, en fortælling der kryber helt ind under huden – og bliver siddende. Dans, dans, dans kom i 1988 (på dansk 1999), og er en selvstændig fortsættelse af En vild fårejagt.

Sønden for grænsen og vesten for solen (1992) kom på dansk i 2003 og kredser om kærlighedens og erotikkens væsen, om at fastholde og give slip, og om de fatale valg, der afgør menneskets liv.

Murakamis store internationale gennembrud blevTrækopfuglens Krønike i 1995 (dansk 2001). I denne roman møder vi Toru Okada, der lever et stilfærdigt liv i Tokyo sammen med sin kone Kumiko. Pludselig en dag forsvinder Okadas kat, dernæst hans kone Kumiko. Dette betyder at Okada kastes ud i en søgen efter dem begge, som bliver en mystisk, magisk rejse i det japanske samfund og sindets afkroge.

Sputnik min elskede udkom i 1999 (på dansk 2004) og er en magisk og melankolsk trekantshistorie med surrealistiske elementer. Dernæst fulgte i 2002 Efter skælvet (på dansk 2008), som den første af Murakamis novellesamlinger på dansk. Efter midnat kom i 2004 (på dansk 2008) og udspiller sig over en nat i Tokyo, hvor vi møder en række mennesker hvis liv krydser hinandens liv den nat. Året efter fulgte Kafka på stranden (på dansk i 2005), en helt vidunderlig magisk roman om livet, kærligheden og døden. Romanen er måske blandt Murakamis mest populære, i hvert fald har den fået mange anmelderroser med på vejen herhjemme. Det er også i denne roman at vi atter møder den meningsløse ondskab, der er et tema flere af Murakamis senere romaner. Her bliver hjertet flået ud af levende katte, blot for at vise hvor ond personen Johnnie Walker kan være. Kattene går igen i mange af Murakamis romaner og er tit ofre for ondskaben.

Murakamis mesterværk, det store trebindsværk 1Q84 udkom i 2009-2011 (på dansk 2011-2012) og har referencer til bl.a. Orwells 1984 og som også udspiller sig i dette år. I dette værk har Murakami skabt en helt særlig kærlighedshistorie, som både er surrealistisk, en art thriller og hvis handling bevæger sig mellem to parellelle verdener. Vi møder hovedpersonerne kampsportsinstruktøren og lejemorderen Aomame  og forfatteren og læreren Tengo. Det er en helt særlig fortælling, som man aldrig glemmer, når først man har læst det.

Næste bog i rækken er Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår, der udkom både på engelsk og dansk i 2014, og er en smuk fortælling om venskab, kærlighed og om at finde frem til sine allerinderste følelser. En både dybt betagende, stilfærdig, skarp og indsigtsfuld roman. I 2014 udkom også Hardboiled Wonderland og verdens ende  på dansk. I romanen, der oprindeligt er fra 1985, befinder en navnløs fortæller sig i to forskellige universer. Det ene er storbyen Tokyo i en nær fremtid, det andet er et øde sted kaldet "Verdens ende". Romanen fremstår som en milepæl i forfatterskabet og  et pragteksempel på den magiske realisme.  

I 2013 udkom endnu en novellesamling på dansk, nemlig Fødselsdagshistorier, hvor Murakami har samlet tolv tidløse fortællinger skrevet af amerikanske og et par irske forfattere, heriblandt Paul Theroux og Raymond Carver. Novellesamlingen blev første gang udgivet på japansk i 2002 og kom siden i en engelsk udgave. Temaet er fødselsdagen som tilbagevendende begivenhed i ethvert menneskes liv, og Murakamis eget biddrag er novellen ’Birthday Girl’. Sidst i rækken er endnu en novellesamling, nemlig Mænd uden Kvinder, som udkom både på japansk og dansk i 2015.  Her trækker Murakami os gennem syv noveller ind i forladte mænds sind. Det er underholdende, velskrevet, tankevækkende og formidabelt gjort.

Murakami har udgivet mere end 10 romaner, flere novellesamlinger og en række essaysamlinger, som er oversat til mere end 50 sprog. Som forfatter er han inspireret af forfattere som bl.a. Raymond Chandler, Raymond Carver, Dostojevskij, Kurt Vonnegut og Richard Brautigan. Han har også oversat mange værker af amerikanske forfattere til japansk, bl.a. John Irving, Truman Capote, Raymond Chandler, Raymond Carver og F. Scott Fitzgerald.

Andre japanske forfattere

Der er noget særligt over at læse japansk litteratur og selvom Murakami er det største japanske navn i Europa, så er der mange andre gode japanske forfattere, som det kan anbefales at stifte bekendtskab med. Se vores bogliste Japansk litteratur. Her finder du titler som Den hengivne mr. X, og Kvinden ved havet, Spurvenes sky, Solens ærmer og mange andre meget anbefalelsesværdige titler.

Tilbage er der ikke andet at sige end velkommen til Murakamisk magiske univers! Vi håber du bliver ligeså opslugt og fascineret af det, som vi er!

 

 

BilagStørrelse
plakat_litteratursiden_murakamis_magiske_univers.pdf140.14 kB
powerpoint_murakamis_magiske_univers.ppt2.19 MB
faustnumre_murakamis_magiske_univers_2016.pdf164.65 kB
liste_litteratursiden_murakamis_magiske_univers.pdf905.66 kB
0
Din bedømmelse: Ingen