Haruki Christian Andersen? - en eventyrlig pris til en magisk fortæller

Oprettet: 28.10.2016 - 12:07

Murakami og H.C. Andersen har mere til fælles end man lige skulle tro, især magien og det eventyrlige er stærke fællestræk.
Intet under at Murakami nu modtager H. C. Andersen Litteraturpris.

 Af  Johan Rosdahl, Lektor, cand.mag.

Den 30. oktober kommer den japanske forfatter Haruki Murakami til Odense for at modtage Hans Christian Andersen Litteraturpris. Prisen er ret ny, er kun blevet uddelt hvert andet år siden 2007; den lyder på en halv million kroner og er således en pæn stor pris. Odense Kommune, Albani og Radisson Hotel er blandt sponsorerne, og den litteraturfaglige ekspertise står Syddansk Universiet for. I pressematerialet får vi at vide, hvad d et er, prisen skal:

”Formålet med prisen er at hylde H. C. Andersens indflydelse på forfattere i hele verden ved at udvælge prismodtagere, hvis forfatterskab kan knyttes til H. C. Andersens navn og livsværk – eksempelvis gennem genremæssige ligheder eller fortællekunstneriske kvaliteter. De valgte forfattere skal, som det er blevet udtrykt, være i svanehøjde med H.C. Andersen.”

I svanehøjde

Hvad vil det sige at være i ”svanehøjde” med Andersen? Er det at være ligeså verdensberømt som ham - ligesom de hidtidige modtagere af prisen? Allende, Rowling, Rushdie osv.? Eller er det måske ikke snarere noget med hvordan det litterære slægtskab er mellem Andersen og prismodtageren Haruki Murakami? Den helt indlysende fællesnævner for de to verdensberømte fortællere er magien, det eventyrlige. I begges værker foregår der ting der ikke kan lade sig gøre i den såkaldt virkelige verden, enten som hos Andersen med genrens selvfølgelighed - Andersen skriver jo eventyr - eller som hos Murakami der uden at ryste på hånden frit benytter sig af den postmoderne licens til at lege: Alt kan lade sig gøre: talende katte, to måner, spring i tid og rum osv. Begge er rigtige eventyrfortællere.

Murakami og  H. C. Andersens fællesnævnere

Men går man lidt tættere på, er der måske mere at komme efter end den oplagte fællesnævner. Er der ligheder og slægtskab også på andre niveauer? Efter sigende er Haruki Murakamis Andersen-favorit Den lille Havfrue fra 1837, og det er måske ikke så mærkeligt, hvis man ser at denne tekst handler om identitet, mandligt og kvindeligt, overgangen fra barn til voksen og kærlighedens pris. Alt sammen temaer, som også fylder i Murakamis forfatterskab; i dette er det ofte en mandlig ”helt”, der har en opgave, f.eks. leder efter noget og som, altid er på sporet af det tabte ”jeg” og i sidste ende leder efter kærligheden. Eksempelvis er der den farveløse, der er sat uden for fællesskabet og skal finde sin farve i denne proces, dvs. blive sig selv, få sin identitet. Sådan er det i Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår fra 2014. Og i 1Q84, mastodontværket fra 2009. finder hovedpersonerne først sig selv ved at finde hinanden. Aomame og Tengo har som ti-årige for et kort øjeblik holdt hinanden i hånden, og nu skal de gennem en række indviklede, dramatiske handlingsforløb gennemføre deres pilgrimsrejse hen imod en genforening. I Trækopfuglens Krønike kan hovedtemaet koges ned til Min kone er forsvundet, og hvem er jeg? I denne roman finder vi i øvrigt en anden side af Murakamis værk: Påpegningen af at Japans ageren i historien i perioder har været stærkt kritisabel. Beretningen er lagt i munden på en gammel soldat, der har oplevet den japanske brutalitet i 1930´ernes Manchuriet. Mu rakami siger selv at det skal med som et led i forståelsen af, hvad Japan egentlig er:

”Jeg vil vide hvad der fik min fars og bedstefars generation til at dræbe tusinder og atter tusinder af mennesker. Jeg ønsker at forstå, men jeg kan ikke.”

Der er altså i Trækopfuglens krønike et historisk/politisk spor der flettes ind i de andre handlingsspor, sådan at romanen også er en påmindelse om at japanerne ikke har grund til kun at føle sig som ofre. Det at få japanerne til at forstå sig selv er magtpåliggende for Murakami. Derfor er hans bøger om henholdsvis terror-angebrebet med den meget kraftige giftgas sarin i Tokyos metro (Underground 1997) og hans bog (Efter Skælvet, 2000) om jordskælvet i Kobe i 1995 helt centrale. Men karakteristisk for Murakami er, at der i Underground ikke blot er interviews med ofrene, men også, netop i et forsøg på at forstå, hvad der foregår i Japan, interviews med de dømte terrorister.

Mellem arabesk og allegori
Som her blot antydet er der i Murakamis skrivemåde brud på almindelig fortælling og realistisk beretning. Som i eventyr, som hos Andersen. Litteraturforskeren Jacob Bøggild har karakteriseret Andersens fortællemåde som spændt ud mellem arabesk og allegori, dvs. mellem det frit fabulerende i snoede, uregerlige og dog disciplinerede former og så den billedlige fortælling, der har et budskab f. eks. af moralsk karakter. Murakamis skrift er også vildtvoksende og arabesk-agtig, men, som i et rigtigt arabesk-mønster, reguleret, nemlig af fortællingens indre logik - om end den undertiden kan være svær at få øje på. Og så er der jo det ved arabeskens dobbelthed af orden og kaos, at den er helt parallel til det man finder i en af Murakamis favoritmusikgenrer, nemlig jazzen. Til gengæld er det måske mindre besværligt at afdække det allegoriske. Der er rigtige skurke og helte som repræsenterer værdier og formidler budskaber. Men selve budskaberne er aldrig skråsikre eller definitive, vi er som læsere altid en lille smule usikre. Eller rettere: spørgsmålet om virkelighed og identitet havner ofte i en uafgørlighed, som minder påfaldende meget om - hvis man skal væe lidt stor i slaget - livet. Og om Andersens tekster.

I romanen O.T. ser det ud til at hovedpersonen Otto kommer ”hjem” på den rigtige måde og skal giftes; men slutningen er, som påvist af litteraturforskeren Dag Heede, underlig uenergisk og rådvild, uafgørlig næsten. Jeg bruger udtrykket ”hjem” for at pege på bogen som dannelsesroman: hjemme, hjemløs, hjem, for det er skabelonen for Andersen i romanerne, og i det hele taget er temaet i mangfoldige eventyr og historier spørgsmålet om at komme hjem, dvs. få sin identitet. I spørgsmålet om identitet bliver det imidlertid også vigtigt at finde ud af, hvad vi egentlig forstår ved et menneske. Med alle de varianter vi finder hos Murakami bliver det ikke let, og da slet ikke når han uden videre lader dyr få menneskelige egenskaber.
Så nærmer vi os jo fablen og eventyret - og Andersen. Og i hans fabler/eventyr/allegorier er der også nok at tage fat på, når det kommer til identitet. Men at være et lykkeligt menneske, at være et helt menneske er hos Andersen at underordne sig og tilpasse sig den samfundsmæssige orden - måske med enkelte undtagelser som i O.T. 

Skyggen

Hos Murakami går tilpasningen ud på at komme overens med sin egen indre verden, også selvom personen derved kommer på kollisionskurs med samfundet. Her bliver afstanden på knap 200 år tydelig. Men på en anden måde, deler Andersen og Murakami erfaring og erkendelse. En erkendelse, der oven i købet er endnu ældre. Da Murakamis fortæller ankommer til Byen i Verdens Ende (Hardboiled Wonderland og Verdens Ende, 1985, da. 2014) skal han aflevere sin skygge, og således amputeret er han for alvor afskåret fra at flygte. Skyggen er en så væsentlig del af personen, at han uden den er gjort totalt ukampdygtig. Denne erfaring, altså at skyggen, hvordan man så fortolker den, er afgørende vigtig for personligheden,  findes allerede i folkeeventyret Manden og Skyggen: Manden sælger sin skygge til en ukendt (måske selve djævelen) og ender med at blive udstødt og må leve i ”fremmede lande”. Og Andersen tager temaet op på sin måde i Skyggen fra 1847, hvor det bliver tydeligt, hvor optaget Andersen er af forestillingen om det hele menneske. Andersen kan ikke have læst Jung og have haft hans begreb om ”skyggen”, men jo nok overvejelserne og Murakami siger:    

 ”Jeg har ikke læst meget af Jung, men det han skriver har en vis lighed med det, jeg skriver. (…) Jung og psykiatere analyserer altid drømme og hvad alting betyder. Det vil jeg ikke. Jeg ser det som en helhed. Det er måske ejendommeligt, men jeg føler at jeg gør det rette med den ejendommelighed.”

I Skyggen er der også en ejendommelighed: der er ingen happy ending og den dramatiske adskillelse af herre og skygge er en definitiv aflysning af muligheden for harmonisering. Ligeså udsigtsløs som fortællerens skyggeløse situation i Verdens Ende.
Andersen og Murakami har altså en række fælles træk, der bringer dem i litterær familie, men vi er nærmest på grandonkel-niveau. Tidsforskellen og religionen gør sit - uoverstigelige forskelle, skulle man mene. Men tilbage står,  at de begge har spørgsmålet om identitet øverst på dagsordenen og med hver sin tænksomhed, fantasi og sproglige styrke har meget at sige os og rammer samme høje niveau - samme ”svanehøjde”.

Murakamis takketale
Andersen kan af gode grunde ikke sige mere, end han allerede har skrevet, han er ude af debatten. Men Murakami taler stadig. I 2009 skulle han modtage den israelske pris for Friheden for Individet i Samfundet på Jerusalem Book Fair og trods venners råd om at afvise prisen, valgte han dels at modtage den og dels at holde en kontroversiel takketale. I denne tale forholdt han sig kritisk til den israelske politik over for palæstinenserne; han gjorde det ganske vist metaforisk ved at fortælle, at han i en konfrontation mellem en hård mur og et skrøbeligt æg til hver en tid ville være på det skrøbelige ægs side - også selv om ægget ikke havde ret. Og så forklarede han metaforen: ægget er den ubevæbnede civile befolkning og den mur, det er oppe imod er raketter, bomber osv. Der er al mulig grund til at hylde den japanske forfatter for hans store og originale forfatterskab og give ham en pris, men hvad mon Haruki Murakami har i baghånden i sin takketale, når han modtager Hans Christian Andersen Literature Award.

0
Din bedømmelse: Ingen