Dagbog fra et tomrum

Det litterære stjerneskud Emi Yagi har skrevet en tankevækkende roman om kvinderoller, moderskab og arbejdskultur i det moderne Japan.

Den veluddannede Shibita er eneste kvinde i et paprørsfirma. Trods hendes erhvervserfaring og veluddannede baggrund forventes det næsten per automatik, at hun som kvinde ordner alle de kedelige, praktiske sysler i firmaet. Shibita bider det pligtopfyldende i sig - indtil den dag hun får nok af at rydde op efter kollegaerne og kommer til at sige, at hun er gravid.

Med et trylleslag ændrer Shibitas liv sig. Pludselig kan hun gå tidligere fra arbejde, hun kan holde ferie og generelt ændrer kollegaernes syn sig på hende, så hun ikke længere per automatik er den, der tager det kedelige arbejde. Men det hele bygger jo på en løgn … Og hvad sker der, når løgnen i maven bliver til en realitet for alle andre omkring Shibita? Hvordan kan hun opretholde den? Og bliver en løgn til virkelighed, hvis man fortæller den til sig selv nok gange?

Man kan godt forstå, hvorfor ’Dagbog fra et tomrum’ har fået så megen omtale i hjemlandet Japan. Romanen er velskrevet og eftertænksom i sine beskrivelser, men det er først og fremmest det sanselige portræt af synet på kvindekønnet i det moderne japanske samfund, som giver historien fylde. Der løber adskillige tematikker om moderskab, kvindelig arbejdskultur og kønssocial kapital igennem romanen, men det er alt sammen elegant indvævet i skildringen af Shibita, og jeg sidder ikke med følelsen af, at Emi Yagi plæderer for et moralsk budskab. Tværtimod er det min oplevelse, at det netop er dette sammenfiltrede netværk af problematikker, der gør Shibita til en levende karakter og giver bogen sin berettigelse.

Japansk litteratur kan være mange ting: underspillet, overspillet, indforstået og vildt gakket. Men ’Dagbog fra et tomrum’ er egentlig en meget europæisk roman, der med få midler tegner et portræt af et kvindeliv, som lige så vel kunne have udspillet sig i Europa. Romanen indskriver sig derfor på mange måder i en moderne kønsdebat, som de fleste vil kunne relatere til. Samtidig formår Emi Yagi at spille på flere strenge og vise kompleksiteten i de kønsopdelte samfundsstrukturer. Ikke på en postulerende måde, men med en elegant og underspillet ironi, der indirekte opfordrer til en større diskussion om de indbyggede, sociale forventninger, der ligger indlejret i vores moderne samfund.