Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Superhelte er igen blevet moderne, efter at Hollywood er begyndt at grave helte frem fra seriebladene og filmatisere dem. Det er især forlaget Marvels helte, der er ved at få en renæssance gennem flotte filmatiseringer.
”Stan Lee var for 1960’ernes tegneserier, hvad Beatles var for musikken,” siger tegneseriefans gerne. Det er især superheltegenren, Lee har sat sit præg på. I starten af 60’erne indså han, at genren trængte til en fornyelse. Tegneserieforlaget DC havde igennem 40’erne og 50’erne haft succes med superhelte som Superman og Batman, begge moralsk uangribelige og kun interesserede i én ting: at bekæmpe det onde.
I 50’ernes USA var al kunst under angreb, ikke mindst tegneserierne, og superheltegenren blev derfor politisk korrekt og en anelse kedelig og forudsigelig. Med 60’ernes begyndelse blomstrede genren igen op, og forlaget Marvel tog kampen op mod DC’s overherredømme inden for superhelte.
Sammen med tegneren Jack Kirby opfandt Stan Lee en række superhelte som f.eks. Spider-man (da. Edderkoppen) og Hulk, der begge så dagens lys i 1962. Ideen var, at gøre de nye superhelte mere menneskelige og mindre højpandede end de allerede eksisterende helte.
Kærestesorger og pengeproblemer blev ligeså vigtige som kampene mod superskurke fra andre planeter. Spider-man (bindestregen var Lees forsøg på at adskille navnet fra Supermans rent grafisk) fik sit eget blad i 1963, og han var et typisk eksempel på den nye Marvel-helt. Han er i udgangspunktet den nørdede studerende Peter Parker, der interesserer sig for naturvidenskab og fotografering. Ikke overraskende bruger han briller og er forelsket i klassens smukke pige.
For at gøre ondt værre er han endda forældreløs, men bor heldigvis hos de kærlige slægtninge, tante May og onkel Peter. Mere end én superhelt får i 60’erne sit liv radikalt ændret af radioaktivitet, således også Peter Parker, der bliver bidt af en radioaktiv edderkop.
Han udvikler edderkoppelignende egenskaber – han kan klatre overalt, lodret, på hovedet; han kan kaste klistret spind fra hænderne og svinge sig mellem byens skyskrabere via spindene. Til at begynde med ser Parker sine nye evner som en genvej til penge og piger, men da onkel Peter dræbes af en tyv, indser Parker den følelsesladede sandhed, der står som et motto for enhver god superhelt: ”With great power, there must also come great responsibilities!”
En humoristisk twist i historien er, at Peter Parker stadig tjener penge på at være Spider-man: han tager billeder af sig selv og sælger dem til den sensationshungrende presse, så helt hellig bliver han aldrig.
Det er også radioaktivitet, der giver kræfter til to andre Marvel-figurer. Videnskabsmanden Bruce Banner overværer sprængningen af en gammabombe og udsættes for de farlige stråler. Resultatet er, at han, hver gang han bliver rasende (og han er vel at mærke en mand, der kæmper med det, man på moderne dansk hedder ”anger issues”), forvandles til et gigantisk, grønt monster.
Han er en slags dr. Jekyll/mr. Hyde møder Frankensteins monster, og historien er ulykkelig, fordi han er fanget i sin egen vrede. I nyere versioner er Banner i stand til at styre sin vrede og selv bestemme over sin Hulk-side, og det tager unægtelig lidt af det skæbnetunge ud af historien. Også Daredevil (da. Dæmonen) får andre kræfter, da han i sin barndom blindes af en radioaktiv væske. Blindheden gør ham i stand til at udvikle sine andre sanser til overnaturlig perfektion. 
Alle disse tre Marvel-helte er blevet filmatiseret inden for de sidste par år, senest Hulk. Mest vellykket er nok Spiderman (bindestregen er forsvundet), og filmen får da også en opfølger til sommer. Filmatiseringen fastholder både det rørende og det komiske aspekt af Peter Parkers historie. Han spilles af Tobey Maguire, der med sit nuttet-fårede udseende er en troværdig Parker.
Man glemmer sent, hvordan Parker designer sin superheltedragt og tropper op i en kikset joggingdragt, før han får styr på sit superhelte-udseende – som alle ved går rigtige superhelte i trikot. Filmens overraskende store popularitet skyldes måske, at Spiderman henvender sig til begge køn, fordi der ikke ensidigt fokuseres på action, og fordi den lidt kiksede Peter Parker er nem at identificere sig med. En figur som Hulk, der mest af alt beskæftiger sig med at være meget stor, meget grøn og meget vred har ikke det store kærestefilmspotentiale, og selv om filmens special effects er flotte, kommer man aldrig til at holde af Hulk som man holder af andre helte.
Filmatiseringen af Daredevil er meget flot og æstetisk, selv om den skeptiske seer aldrig for alvor tror på, at en blind mand kan springe så elegant rundt på byens tage. Til gengæld viser filmen os en interessant figur: den dæmoniske superhelt, der ikke lader forbryderne meget efter, når det gælder hævn og grusomhed. I det civile liv er Daredevil advokaten Matt Murdock, og han går bestemt ikke af vejen for selv at straffe de forbrydere, som retten lader gå fri.
Naturligvis finder han ud af, at hans voldsomme hævngerninger sidestiller ham med forbryderne og ændrer adfærd. Alligevel fastholder det dog filmens spænding, at man aldrig rigtig ved, hvad helten kan finde på. Det er en lettelse for dem, der er trætte af politisk korrekte superhelte som f.eks. Superman.
smag på bøgerne – en bid om dagen
