Litteratur i Musikhuset 2006

Oprettet: 24.03.2006 - 19:05

Litteratur i Musikhuset 2006
af Gitte Fangel, Viborg Bibliotekerne

’Litteratur i Musikhuset Aarhus 2006’
Interview med Eva Vedel, arrangementsdirektør Forum København
 
Den 22. og 23. april fejres bogen og foråret i Musikhuset i Århus.
Jylland har fået sin helt egen udgave af den velkendte bogmesse i Forum København.
 
Bogmessen i Forum har indtil dette forår været den årlige begivenhed, som bogfolket fra hele landet er valfartet til. Men fra april i år har også Århus en bogmesse at byde på.
 
’Med udgangspunkt i min idé om at lave en bog-event i provinsen og dermed udnytte Forum Københavns kernekompetencer på udebane, var det oplagt at vende blikket mod Århus. Med den gode geografiske beliggenhed og position som både landets 2. største by og universitetsby, var det nemt at vælge beliggenhed. Valget af Musikhuset Aarhus som både ramme og samarbejdspartner skyldes dels den centrale beliggenhed, men allermest ønsket om en engageret medspiller.
Desuden var timingen perfekt, idet Musikhusets nye profil som mere end et musikhus, havde øje for, at litteraturen som ny kulturgenre bidrog til en styrkelse af denne.’
 
Der blev derfor udformet et koncept, hvor der fokuseres på mødet med forfatterne i både børne- og voksenhøjde. Desuden indbyder Musikhusets faciliteter til et samspil mellem ord og musik.
 

’Bogudgivelserne ligger traditionelt bastant i efteråret - vi vil gerne holde boggryden i kog hele året og skabe en ny bogmesse, der har sin helt egen profil. Der er oplagt synergi mellem en bog-event i provinsen i foråret og BogForum i København i efteråret.’ 
 
Programmet signalerer, at her er der ikke tale om en copy-paste-bogmesse.
Messedelen er nedtonet, der er rum for henholdsvis en livsstils- og en børnescene, hvor musikken får plads bl.a. i form af Thorbjørn Egner- og Peddersen & Findus-sange.
De mere voksne messebesøgende kan bl.a. lade sig underholde af den musikalsk/lyrisk komposition ’Soft Winds’ og et indslag om Johnny Cash v. digteren og musikeren Klaus Lynggaard på Caféscenen.

 De deltagende forfattere kommer fra både Sjælland, Fyn og Jylland – og en del af forfatterne har lokale rødder. Det er ingen mindre end Svend Åge Madsen, krimiforfatteren Elsebeth Egholm, romandebutanten Peter Dreyer og den børnevenlige heks Esmeralda alias Tina Buchholtz! 
 
Det er yderligere muligt at lade sig inspirere ud i det kulinariske af stjernekokken Lars Kyllesbech, der er forpagter af en super hyggelig og lækker restaurant og gourmetbar - Café Mefisto - i hjertet af Århus.
 
Psykoanalytiker og forfatter Finn Lykke Schmidt har i samarbejde med ARoS Aarhus Kunstmuseum og nogle børn lavet ’Hvorfor’ og ’Måske’ - bøger om børn, der ser på kunst. Børnescenen er lørdag formiddag et laboratorium, hvor børnene er kunsteksperterne.

I den lille sal, hvor ’den voksen skønlitteratur’ boltrer sig, kan publikum bl.a. møde de 2 roman-aktuelle og meget læste forfattere Hanne-Vibeke Holst (oprindelig fra Løkken) og Morten Ramsland (fra Århus), når de stiller op til interviews.
Hanne Vibeke Holst er i april månedens forfatter i P2’s romanlæseklub med ’Kongemordet’. Morten Ramsland har i 2006 med ’Hundehoved’ modtaget både boghandlernes ’Gyldne Laurbær’ og Læsernes Bogpris.
 
Er man til skønlitteratur på den lidt eksperimenterende facon, er Poetklub Århus værd at opleve.
Poetklub Århus er en del af Århus’ litterære undergrundsmiljø og organiserer Poetry Slam … som de selv karakteriserer som ’det litterære svar på cykelsportens enkeltstart.’ 
  
Verdens Bogdag kan ikke fejres bedre end med Litteratur i Musikhuset!
 
Du kan naturligvis møde Litteratursiden.dk på Bogmessen. Besøg os på stand 26!

0
Din bedømmelse: Ingen