Af stud.mag. i nordisk litteratur og fransk Gitte S. A. Ulstrup
Barndommen som selvbiografi, realisme og lindring
Da Herman Bang (1857-1912) i 1880 udgiver sin debutroman, Haabløse Slægter, kritiseres han af de fleste anmeldere for at udlevere sin egen barndoms og ungdoms kvaler for læserne, og siden – i især første del af 1900tallet - har forskere som Vilhelm Andersen og Harry Jacobsen tolket Bangs romanfigurer som billeder af ham selv (1).
Der findes da også mange ligheder mellem Bang og hans hovedpersoner, men det forklarer han i Realisme og Realister (1879 – optrykt i serien ”Danske Klassikere” 2001) som et realistisk forfatterkrav: ”En Nutidsforfatter digter ikke ud af en Stemning (..) han skriver ud af en Skat af Erindringer, Minder og Iagttagelser” – ”Derfor må enhver Bog blive en Bekendelse om Digteren selv”.
Når Bang således bruger selvbiografiske elementer som fx barndomsminder i sine romaner, skyldes det ikke et bevidst ønske om selveksponering, men et realistisk ønske om at skabe fiktive livsforløb der minder så meget som muligt om læserens virkelighed.
Desuden forklarer han i det selvbiografiske værk Det hvide Hus (1898) at barndomserindringer kan lindre for nutidens kvaler:
”Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige Tider, Jer vil jeg gerne mindes” – ”ømme Tider uden Skyld og da Hjertet fo’r vel. Nænsomme Dage, da Taarerne var linde. Barndomsdage, da Moder levede”.
Ledemotiver fra en barndom
I et forord til romanen Tine (1889) angiver Bang dele af det virkelighedsmateriale som han bygger sine barndomsskildringer op omkring, og som udgør ledemotiver i forfatterskabet:
- moderen
Et af motiverne behandles netop i Det hvide Hus: mindet om og forholdet til moderen. Overalt i forfatterskabet hyldes moderskikkelsen selvom hovedpersonerne til tider har en overdreven binding til hende. Fx hedder det i Haabløse Slægter om Stella og sønnen William:
”Hun var Centrum for alt, hvad han vidste, følte og tænkte”. Da hun dør, skabes derfor et tomrum i drengens tilværelse som han udfylder med virkelighedsfjerne fantasifostre, og derved forbliver han en drømmer der ikke magter det virkelige liv.
Det hvide Hus er overordnet set en hyldest til Bangs mor og den barndom han oplever med hende.
Den beskriver hverdagens hyggestunder, glæder og sorger med det overordnede mål at give et billede af moderen: ”du hvide Hus, som en jublende Skare kommer dine Minder – kommer og samles om En. Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgængeligt – et Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg”.
Forholdet til faderen er helt anderledes, præget af kulde og afstand, både i Det hvide Hus: ”Faderens Dør var næsten altid lukket og Børnene vidste næsten ikke, hvordan der saa ud bag den Dør. For de kom der saa sjældent” – og i Haabløse Slægter hvor børnene er meget bange for den maniodepressive far.
Hans sygdom fremkalder forstemthed i hjemmet, og familien må indrette sig og leve efter hans excentriske luner. På den måde får munterhed karakter af sygdom, og Williams barndom bliver fuld af sorger og nervøsitet som kun det tætte forhold til moderen kan råde bod på.
- 1864 og det tabte paradis
Det andet ledemotiv Bang nævner i forordet til Tine, er erindringen om den nat under krigen i 1864 da danskerne flygter: ”Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgørelse, Død, Ruin”.
Netop 1864 bliver skelsættende i den 7-åriges liv idet tiden før bliver identisk med en paradisisk, sorgløs, tryg og harmonisk lykketilstand, mens tiden efter bliver et fald væk herfra ned i oplevelsen af opløsning, tab, hjemløshed og katastrofe.
I Bangs bevidsthed markerer krigen et totalt sammenbrud, både for ham selv, hans slægt og hele nationen: Den bliver en sinds- og sjælstilstand, et vendepunkt hvor verden taber sin forudgivne retning, og barndommens ubekymrede uskyldstilstand forsvinder for evigt. Troen på fremtiden mistes, og tilbage bliver blot et usammenhængende, menings- og illusionsløst tomrum hvor barndommen kan mindes, men aldrig vende tilbage.
I Tine ses dette enorme skel mellem ’før’ og ’efter’ tydeligt: I første kapitel mindes hovedpersonen barndommen før 1864 som mild, lys og solrig: ”Det var, som saá man den hele Ø i dag i den klare Luft – Bakke og Dal – saa grøn og blød. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige Skyer, mens Husene smilede frem mellem det mangfoldige Grønt”.
Kontrasten ses efter danskernes fald i krigen hvor barndomsparadiset er forvandlet til et helvede, og kun angst, sorg, fortvivlelse og smerte er tilbage: ”Solen var sin Nedgang nær. Den sank i et luende Rødt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod” – ”Selv Fuglene taug. Og den opblødte Jord, hvor ingen traadte mer, var størknet som et dødt Tæppe”.
- afskeden
Det sidste ledemotiv er tabet af hjemmet under afskeden med barndomsparadiset Als: ”hin første Afrejse har sat lige dybe Mærker. Opbrud, Opløsning af Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle Skildringer”.
I romanen Stuk (1887) skildrer Bang afskeden i et patetisk, stemningsfuldt toneleje. Hovedpersonen Herluf Berg mindes sin barndom og afrejsen fra Als der bliver et billede på barndommens begyndende afslutning: ”Skibet stødte saa tungt op om Sønderborg Slot”.
Dens endelige slutning er ved moderens død hvor drengen mister sit sidste holdepunkt i livet.
I Haabløse Slægter skyldes afrejsen fra Als faderens nye embede i ”H.” Også her er der skruet op for patosen: ”Egnen laa smilende i Foraarets første Friskhed (..) Stella viste en sidste Gang Børnene alt, pegede paa hvert Kirketaarn, paa hver Mølle, paa hver Sti. (..) William stod med Fingrene i Munden og saa op paa Moderen (..) Hun blev ved at pege (..) som hun stod her for sidste Gang og saa ud over den kendte Egn (..) Saa kastede hun sig ned paa Græsset og græd”.
Williams afrejse fra ”H” skyldes til gengæld forældrenes død der ligesom i Stuk markerer barndommens afslutning og begyndelsen på et nyt liv: ”Virkeligheden var blevet ham noget, man maatte kæmpe med”. Bang forbinder således ofte barndommens afslutning med afskeden med paradiset og forældrene, og lader sine hovedpersoner begive sig ud en ny virkelighed de ikke magter.
Når opdragelsen svigter
Årsagen til at Bangs figurer oftest bliver livsuduelige, giver debutromanen et svar på; det skyldes svigtende opdragelse både i hjemmet og i skolen. Ingen lærer William om de drifter han må tæmme for at overleve, og derfor skaber de katastrofer i hans senere liv:
”Om at vogte over deres [Børnenes] Følelsesliv, om at værge dem mod Overgangsalderens farlige Smitte, om at sørge for at bevare deres Hjærter rene og deres Fantasier uberørte var der ikke Tale – det overlod man til Tilfældet og til Hjemmet … Og saa overlod Hjemmet det ofte til Skolen! - - Men i Skolen lærte man kun Lektier”.
William leger kun sjældent med andre børn. I stedet skaber han en drømmeverden hvis indhold består i tanken om slægtens storhed, en periodisk religiøs tiltrækning, læsning af bøger, recitation af skuespil og samtaler med moderen om teatret. Han lærer med andre ord ikke at leve i virkeligheden, og det kommer til at forfølge ham resten af livet.
Desuden har William nogle voldsomme oplevelser som ikke bliver bearbejdet, fx danskernes rømning fra ”H.” i 1864. Den gør stort indtryk på ham, men også på læseren fordi Bang bevidst leger med stilen; ellipser, metaforer, sammenligninger osv. samt en række auditive udtryk giver nemlig et billede af forvirring, larm og uhygge:
”Hornene lød nu fra alle Kanter – ilsomme Hovslag, Løb ... de raabte højt paa Gaden (..) Hornsignalerne lød ængstelig kaldende som korte Nødraab, ilsomt fra alle Sider (..) Nede paa Gaden lød der urolig Trampen af mange Støvler, forvirrede Raab”.
Også en aften i teatret hvor nøgne dansere vækker hans seksualitet, bearbejdes ikke naturligt af forældrene: ”han følte den samme Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen af Blodet til Hjertet …” – og sidst men ikke mindst virker begge forældres dødskampe (holdt i naturalistisk stil) meget voldsomt på den unge dreng. De symboliserer afslutningen på hans barndom og begyndelsen til et liv hvor han er ude af stand til at agere i forhold til virkeligheden.
Den manglende drifts- og lidenskabstolkning gør ham til slut ensom, blasert, bitter og melankolsk. Herved får læseren en forståelse for barndommens afgørende betydning i livet, og for det faktum at barndommen for Bang ikke er et paradis i sig selv; opdragelse er nødvendig hvis barnet skal lære at begå sig senere i livet.
(1) Se fx Jacobsens 4-binds biografi: Den unge Herman Bang (1954), Herman Bang. Resignationens digter (1957), Den miskendte Herman Bang. Aarene der gik tabt (1961), og Den tragiske Herman Bang (1966).
smag på bøgerne – en bid om dagen