Avatar af Caspar Eric

Oprettet: 20.01.2017 - 10:22

Bog: "Avatar" af Caspar Eric

Bogens forside

Digte om ikke at passe ind; at være fremmedgjort overfor verden, sine venner og sig selv.

Forfatter: 
Caspar Eric
Udgivet: 
2017
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
110
Lån bogen - Køb bogen

Den unge digter skriver sig selv ind i en række portrætter, der søger lys i mørket med selvmordet som adgangsbillet. Gravalvorlig poesi skrevet på indignation. 

”Nogen gange må vi stoppe/ med at græde ned i vores smoothies”. Sådan står der blandt andet i 'Avatar', og det lyder nærmest som en kommentar til jeg’et i debuten 7/11. Dog er det ikke, fordi Caspar Eric i Avatar har forladt sig selv. Kritikken har været til stede fra begyndelsen, men Eric har bevæget sig fra at være popkulturens generationsdigter til at være en slap-in-the-face samfundspoetisk og kritisk revser.

Stilen i form af langdigtet er den samme, dog  kortere. Det er tematikken, det utilpassede identitetssøgende menneske, også, men hvor det i 7/11 var den identitetsforvirrede teenager og i Nike den handikappede krop, er der kommet en reel kant på det utilpassede. Udgangspunktet er en række selvmordsbreve, og så er bogen adresseret ”Til dem der giver en fuck”.

Og at nogen sælger postevand
pakket ind i Disney-figurer
mens mennesker dør i Aleppo

.. er på mange måder det blik, Eric kaster på verden i 'Avatar'. Han spidder skarpt gennem ironi:

og tak for den nye videnskab
sponsoreret af Coca-Cola
der nægter enhver sammenhæng
mellem folks sodavandsforbrug
og fedmeepedemierne verden over
til lyden af det nye slogan
#MakeItHappy

og også i høj grad ved at henvise til online aktivisme. Bemærk at Coca Colas #MakeItHappy –kampagne blev hacket og morbidt blandet op med fraser fra Hitlers manifest. ”Vi har lært at leve med giften” står der senere i digtet, og den egentlige skurk er i virkeligheden ”os selv”. En stemme klandrer tilmed sig selv for at have bidraget til ”al den smeltede hud”, og i bogens sidste to suiter fornemmer man også, at Eric selv står og kigger ind i mørket. Han flettes mere og mere ind i sine inspirationskilder, op på den måde kommer han faktisk selv til syne. Spillet mellem inspiration, omverden og forfatter er med til at gøre 'Avatar' til en hel verden af henvisninger, man kan udforske. Verden vokser, som man springer ind og ud af det, og konstruktionen er velskabt.

'Avatar' kommer indimellem til kort sprogligt, hvilket indrømmes flere steder med blandt andet sætningen ”der er gået inflation i sproget”. Over for det forsvindingspunkt, som døden jo er, iscenesættes sproget som afmægtigt og utilstrækkeligt, hvilket kommer til at virke selvforstærkende. På den anden side er det indlysende, hvorfor det må være sådan. 

Avatar er et stærkt punktum. Den er ikke en afrunding, men et udråbstegn der understreger, at Caspar Eric ikke bare tør være anderledes. Det oprørte sind, mørket og vreden er udtryk for, at Caspar Eric mener noget med sin poesi.

og det kan være svært at forstå
at selvmordet nok ikke kun
er en fornægtelse af livet
men også et melankolsk håb 
om at hvis der findes noget hinsides
må det være bedre end hverdagen
eller nogen mulig hverdag
en type af afmagt uden et sprog

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • jonaswilmann

    man, 23/01/2017 - 17:08

    Er der evt. andre, der kunne tænke sig at deltage i debatten? Hvad menes der - i forhold til min og Thomas' debat - om et citat som nedenstående ... er det tankevækkende, genialt eller banalt, umodent?  

    "Og at nogen sælger postevand
    pakket ind i Disney-figurer
    mens mennesker dør i Aleppo"

  • TVGlud

    man, 23/01/2017 - 15:28

    Hej Jonas

    Jeg synes egentlig ikke, der er noget livsklogt over Avatar. Men den med at "vi skal smadre McDonalds" er måske i virkeligheden ikke så langt ved siden af. Avatar er på mange måder en utopisk vredesudladning. 

    Jeg mener, at  BANALE udsagn som "Og at nogen sælger postevand/ pakket ind i Disney-figurer/ mens mennesker dør i Aleppo" virker, fordi vi har brug for at få dem italesat i en anderledes kontekst. I en digtsamling, hvor det stiliserede sprog blandes med politiske holdninger kan man både læse linjerne som banale eller som en forskydning af to virkeligheder, der foregår i den samme verden, på samme tid, blot blandt nogle andre mennesker i et andet land.   

    For mig handler det om forsøget på at opløse den måde vi bevidstløst taler om og handler i forhold til ting, der skubbes under gulvtæppet og tabuiseres. Som fx de udfordringer krigsveteraner har, de store konglomeraters omgang med sandheden eller skattekroner, kapitalismen osv. alt det, der pt. er ved at skubbe verden ud over kanten.

    Det synes jeg er rart at læse i en digtsamling, der siger det direkte. Så må det godt være banalt. 

     

  • jonaswilmann

    man, 23/01/2017 - 17:00

    Du bruger rigtig nok ikke ordet ’livsklogt’ om Erics ’samfundskritik’ (og i øvrigt tak for det ;-), men kalder den ’skarpt ironisk’ og ham for en ’slap-in-the-face revser’. Og jo, man kan godt pakke det ind i ord som ’utopisk vredesudladning’, men det ændrer for mig at se ikke på, at tankerne (jo netop den forskydning du nævner), er så indlysende, at det ikke rykker noget at italesætte dem på en så elementær måde. Alle har forstået en punchline som den om Disneyvand på flaske og Aleppo, lang tid før den bliver læst. Det er børnestof og bidrager ikke til vores selvforståelse, med mindre bogen er tænkt som oplæsning til de helt små klasser (jeg tænker, at børn i indskolingen kunne få nogle aha-oplevelser, der kunne udvikle dem til senere at få mere modne overvejelser om sagen). Og ikke nok med, at de saksede stykker er banale (nej, desværre ikke på en god måde!) og indlysende illustrationer, så er de jo netop heller ikke nye; den type kritik af den vestlige kultur har jo eksisteret, jeg var lige ved at sige for evigt, og i en meget lignende udgave i firserne, f.eks. hos Strunge. Så nej, ikke ny kontekst. 

  • TVGlud

    man, 23/01/2017 - 23:33

    Jeg synes det er lidt ærgerligt at trække det ned på niveau med børnestof.

    Hvor tit har man populærkultur/forbrugerisme og krigen i syrien i det samme billede? Og hvorfor spiller det ind, at linjerne er nemme at forstå? 

    Jeg synes en af de mest markante styrker i Erics digte er, at de både kan læses som et lag og som flere lag. De giver mening selv når man læser dem overfladisk. Jo dybere man læser dem, jo mere er der at hente. 

    Dët jeg kalder skarpt ironisk er specifikt coca cola-citatet, og det er sgu ironisk. Og når jeg skriver slap-in-the-face revser, har det igen noget at gøre med de simple. Der behøver ikke at være nogen kompleks analyse i det, før det kan være enten godt eller kritisk.

    Og når jeg taler om kontekst her, mener jeg som modsætning de arenaer, hvor vi plejer at høre om aleppo mm. Det må være tv-avisen for de fleste mennesker, og der er der sjældent en holdning, der sætter tingene på spidsen på den helt simple måde. 80'erne er længe siden, og vi kan ikke bruge Strunge som andet en form-eksempel og takke ham for, at der stadig er nogen, der har ladet sig inspirere (dog tror jeg ikke det er tilfældet her). 

     

  • jonaswilmann

    tir, 24/01/2017 - 12:34

    Jeg kan sagtens forstå dit budskab om, at det simple kan være godt, og jeg er bestemt heller ikke fortaler for uld i mund, eller at alting skal være overlitterært og svært tolkeligt; simple ord kan ofte være de mest slagkraftige, men grænsen mellem simpelt og banalt er langt overskredet i de udvalgte citater. Der er så mange ting galt, egentlig. Det er gumpetunge, indlysende sammenligninger, der falder i kategori med soldaten, der dør, mens en baby bliver født. Og samtidig er det en så ofte hørt samfundskritik, og i den bastante form, den viser sig her, har jeg svært ved overhovedet at genkende den som litteratur, men snarere en ’hyggeaktivistisk’ smøre lånt fra en facebookvæg. Der findes en uendelighed af folkeskolestile med nogenlunde samme indhold, samme niveau. Hvor en oprørt teenager ansvarsfrit vil adressere de onde megakonglomeraters hærgen og stikke lidt til den forkælede forbrugskultur ved at stille den over for den mere lidende del af verden på en meget direkte måde. Jeg kan huske en af min kones tiendeklasses-stile, hvor hun også ranter om at stille de store, onde koncerner til ansvar, og ender hele smøren med udbruddet: ”Red den sibiriske tiger!!” Det er morsomt og sødt, men absolut banalt og ikke udgivelsesværdigt. Lidt ligesom citaterne fra Caspar Erics bog. Hvis vi vil dybere ind i forståelsen af vores apati over for lidelsen i andre verdensdele (mens vi går op i latterligt små ting), kræver det selvfølgelig mere end poppede og svært indlysende ytringer om Coca-Cola og Aleppo.   

  • TVGlud

    ons, 25/01/2017 - 14:35

    Jonas, jeg synes sgu du er lidt unfair overfor poesien ud fra tre enkelte linjer, som jeg i min anmeldelse har brugt til at belyse en af de mange bevægelser i bogen. Gumpetung, tiendeklassesstil-agtigt. 

    Jeg mener ikke den grænse er så langt overskredet. Det er en sætning, der får mig til at tænke. Og det er vel det, der er hovedformålet med poesien... og ikke nødvendigvis at give en dybere forståelse af noget, men at sætte tanker i gang. 

    Igen, hvor ofte ser vi Disney (eller anden masseunderholdningsapparat) og Aleppo i samme sætning?  

    Sætningen er svært indlysende, fordi den er et skapt  billede på, hvordan det ser ud og samtidig hvor lidt, vi rykker i fællesskab for at lave om på den slags paradokser, der eksisterer i virkeligheden, lige foran dig og ikke kun et sted i sydens mørke.

    Hvor bærer det os hen på sigt? Hvor bærer det dig og mig, mine børn og dine børn hen på sigt? Den det en slags ting, som jeg synes samlingen giver årsag til at tænke lidt over. 

    Måske virker retorikken hellig, men er det ikke et reelt spørgsmål?

     

     

  • jonaswilmann

    ons, 25/01/2017 - 14:56

    Hej Thomas. Bare lige et hurtigt svar på dit spørgsmål om, hvor tit vi ser store koncerner som Disney eller lignende i samme sætning som Aleppo. Konstant og hele tiden. Følger man med i samfundsdebatten, har man gang på gang set den slags sammenligninger, både i forhold til de store firmaers ansvarsløshed og os vestlige konsumenters evne til at gå op i ligegyldigheder. Der er intet nyt i det.

  • jonaswilmann

    søn, 22/01/2017 - 10:33

    Om jeg forstår tendensen med at ophøje det banale og umodne til dybe, livskloge betragtninger. De udvalgte citater om Disney, Coca-Cola og Aleppo strander et sted mellem et rygerhoved, der står og brøler ”vi skal smadre McDonalds” og et barn, der i seks års alderen kigger på sin fyldte tallerken, og overvejer at der på den anden side af kloden er andre, der ikke er så heldige. Det kaldes så at ’spidde skarpt gennem ironi’ og være ’slap-in-the-face samfundspoetisk og kritisk revser’. Helt ærligt, mand.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.

Artikel: 5 litterære trends i 2016

09.12.2016 - 16:29 - Lise Vandborg

Familie, moderskab, psykisk sygdom, samfundskritik og fortolkning af historiske skikkelser er de vigtigste temaer i årets danske litteratur.