jonaswilmann

Når den samme skare af avisanmeldere, som også underviser eller har undervist på Forfatterskolen, roser Forfatterskolelitteraturen med gloser så højtsvævende, at det leder tankerne hen på vækkelsesmøde – før var jeg blind, nu kan jeg se! – bliver vi som bogkøbere så ikke holdt lidt for nar? 

I disse tider får man ustandseligt at vide, at den ny danske litteratur fra især Gladiator eller Gyldendal (ofte af Forfatterskoleelever) er guddommelig, ubærligt smuk, perfekt, en af de bedste romaner nogensinde etc., etc. Det skorter ikke på fine ord.

Forfatteren Jonas Wilmann bidrager med sine betragtninger om Hans Otto Jørgensens samarbejde med Dansklærerforeningen.

Hans Otto Jørgensens forvirrende udsagn om objektiv litteraturbedømmelse, afstanden til objekter (som indikator for litteraturs kvalitet!) og sort kaffe er mildest talt bekymrende, især i lyset af hans nye samarbejde med Dansklærerforeningen. Skal sort snak nu på skoleskemaet?

I disse år falder prisregn, legater, fondsmidler og anmelderroser over én type litterær især:

Realismen, i lyrisk prosaform, og oftest dugfrisk fra forfatterskolen. Med andre ord, den litteratur, der i disse år kaldes den ”rigtige” eller, om man vil, den nye parnaslitteratur – som det litterære etablissement står på skuldrene af hinanden for at lovprise.

Der var et interessant læserbrev i Weekendavisen #21 af en Anna Mrozewicz, Ph.D. i dansk litteratur. Som udefrakommende fra Polen betragter Mrozewicz vort demokrati og stiller spørgsmålstegn ved, om det stadig er forbilledligt for et land som Polen og Europas andre yngre demokratier. Anledningen er selvfølgelig Mette Høegs omdiskuterede klumme om dominansen af kvindelige, navlebeskuende forfattere og ikke mindst de voldsomme, benægtende reaktioner, der er kommet i kølvandet.   

Inspireret af reaktionerne (jeg undlader at skrive skingre, benægtende og det der er værre) på Mette Høegs artikel (i Weekendavisen), der postulerer en favorisering i branchen af navlepillende og selvoptagede, kvindelige forfattere, kommer her eksempler på urimelig og rimelig reaktion på kritik.

Jeg sætter mig et øjeblik i rollen som min egen værste kritiker og prøver derefter at komme med modsvar før og efter den dybe indånding – der i den grad ville have klædt debatten om Mette Høegs artikel.

Det er en farlig verden, vi lever i, ikke mindst for unge forfattere. For hvor der er drømme, er der gribbe.

Jeg er femogtredive og synes selv, at jeg har passeret grænsen for ”ung forfatter”. Det er i hvert fald ikke sådan, jeg præsenterer mig.

De sidste seks år har jeg udgivet både selv og på flere forskellige forlag, og jeg synes, jeg har fået en nogenlunde fornemmelse for, hvad der er godt og skidt i bogbranchen.