Bog

7/11

Af (
2014
)

Anmeldelse

7/11 af Caspar Eric

27 aug.15

Mediets distance. At læse 7/11 er som at læne sig tilbage og se et generationsbillede folde sig ud som et skyggespil på en væg. Men er stykket et nødråb, en kritik eller en flabet manifestation?

Det er omtrent et år siden, Caspar Erics debut ’7/11’ udkom, og for godt en uge siden sendte han opfølgeren ’NIKE’ på gaden. Eric har vundet kritikernes anerkendelse, og denne anmeldelse er og bliver heller ikke en revsning. Alligevel mener jeg, at bogens største kvaliteter ikke er anerkendt til punkt og prikke. Bogen har manifesteret sig som et flowskriv eller én lang statusopdatering, men som Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse i Information d. 15. august 2014 ”gør [7/11] alt for at være moderne […], men det dens sårbarhed og sikre stil der gør den værd at læse.” Bogen virker som et formeksperiment, hvis samfundskritik ulmer i overfladen af sproget men aldrig for alvor kommer til orde.

Det første man lægger mærke til i Caspar Erics debut (poesi) er tilegnelsen, som er brevhovedet i en e-mail på en Macbook. Så kommer der en inventarliste indeholdende de mest markante ord i digtsamlingen. Under selve læsningen af de flere sider lange digte, der bare kører derudaf, er der indlagt små ”pauser” i form af en lille side. Den fungerer (ekstremt set) som vejrtrækning under oplæsningsseancer. Efter den sidste pause kommer der et afsnit med ekstramateriale, og vi er her ovre i filmens indholdssprog. Der kan dog ikke være nogen tvivl om teksternes blog-oprindelse først her men også her, men der er måske heller ikke så langt fra bloggen til dokumentarfilmen?

’7/11’ blev af flere anmeldere betegnet en som en ung mands søgen efter identitet og kærlighed i klassisk-romantisk forstand, og det er denne mand de dokumentarrullende blogagtige tekster følger snarere end beskriver gennem en hverdagshymne stærk præget af butiksforbilledet 7/11’s døgnåbne og uendelige tilbud om at forny sig selv igen og igen med en dragt af popkulturens glitrende indpakningspapir og på de sociale medier, hvor bl.a. hashtagget #nofilter forsøger at skrælle ind til en ærlig personlig kerne, drømmen om at være autentisk. Jeg’et i ’7/11’ emmer af ærlighed om kedsomhed, ensomhed og kærlighed, men er også en evindelig refleksion over sin egen fremtoning og en påtaget idealidentitet.

jeg har lyst til at gå i biografen
hvor det at være alene kan virke som et talent
eller som om jeg er en person
der går meget op i kunst og film
og ikke har problemer
med at andre tror jeg er ensom
fordi jeg er ligeglad med hvad andre tænker
jeg vil bare gerne se her (2013)
og ha oprigtige følelser

’7/11’s leg med forskellige formsprog fra bloggen, filmen, sociale medier mm. stoppet ind i et omslag med undertitlen ”poesi” og konkret brug af langdigtet som digterisk genre, det er genialt. Der, hvor Erics debut halter, er bogens kritiske bevidsthed, der er placeret i ekstramaterialet sidst i bogen i form af et uforløst ”[digt om 9/11 som mest handler om at det er min ekskærestes fødselsdag…]”.  Jeg vil nemlig langt hellere læse bogen som et samfundskritisk nødråb frem for en flabet bemærkning fra generation hashtag.

Analyse

Eric, Caspar - 7/11

7/11 er en samling digte, der i udgangspunktet benytter sig af tidstypisk internet-lingo og hverdagskonkreter. Som pizzabakker, sædpletter og sociale medier, og som giver sit bud på en ung mands famlen efter kærlighed, sex, identitet og simpel underholdning.

Indledning
7/11 er et ungdomsbillede. Et generationssignalement fra den digitale tidsalder. En samling digte fyldt med samtidstegn og populærkulturel ikonografi om den dybe søgen efter at blive sig selv, en rejse, der indeholder almindelige, folkelige underholdningselementer som, for den unge født ind i den digitale tidsalder, mest af alt kommer fra de sociale medier, weekendens fester og fra den uendelige jagt på sex. Men fra sprækkerne pibler sårbarheden frem og lægger sig oven i tidslommerne af kedsomhed eller tankemylder og danner en refleksion over den tid, vi lever i, og måden vi gør det på. Og bliver til en klassisk jagt på dannelse og kærlighed.

Det lyriske jeg
Digtene er fortalt fra det unge mandlige jegs perspektiv som tankerækker, der opsummeres emneordsagtigt og humoristisk i hashtags i slutningen af hvert langdigt: ”#søndag #pizzaogskoisengen/ #justeat #fuck« eller »#nike #bladerunner #heltskudtafsted/ #hvorforstårjegpådetherpodieogdanser”. Hvert langdigt starter med jeg en selviscenesættende hilsen, der efterfølges af jeg’ets følelser og tanker i den pågældende stund. En form for langt svar på facebooks konstante spørgsmål: ”Hvad har du på hjerte?” Og digtenes lyriske jeg har noget på hjerte. I bedste internet-lingo formulerer han sine følelser og tanker, hvor et humør kan ”hackes” og kunst kan ”downloades” i kroppen. Og digtenes indholdsmæssige vekslen mellem det eksistentielt dybe, det overfladiske, underholdende og det klamme eller skamfulde viser netop mennesket fra privatsfæren, det hele menneske (i modsætning til de sociale medier, der præsenterer en udvalgt og potentielt set idylliseret eller ideologiseret udgave af det samme menneske).

Det lyriske jegs du, hvem der tales til i stort set hele samlingen, er en kæreste/ekskæreste/elskerinde. En feminin instans, der både står for kærlighed og sex. For nede under den noget mekaniske, hippe og meget villede internet-lingo og digitale tegnsætning – jf. bogens dedikation ”Til: frida” udformet som brevhovedet i en e-mail, med en række navne cc, ’7/11’ i emnefeltet og caspareric@gmail.com som afsender) – gemmer sig klassiske dannelses- og identitetsspørgsmål, som mennesket har stillet sig selv siden tidernes morgen: Hvem er jeg? Hvordan bliver jeg mig? Hvordan skal jeg være i verden? Og hvem skal jeg elske? Kontrasten mellem på den ene side den tidstypiske terminologi, tankemylderet og hverdagstrivialiteterne – og på den anden ønsket om at blive sig selv, finde sin plads i verden og behovet for kærlighed og sex. Reproduktionen på det fysiske plan, der stadig bare er pletter på lagenet, men som potentielt set indeholder det virkelig liv- og meningsgivende står i skarp kontrast til instagrams form for overfladisk billedmæssig reproduktion og 7/11’s reproduktion af døgnrytme og vareudbud: ”og du sagde at 7/11/ kunne give en følelse/ af at alt også bare var en lang dag/ og at det betyder/ at det også kan føles som en ny dag/ hver gang du går ind i en 7/11/ og kommer ud igen/ med babybites i hænderne”.

7/11
Digtsamlingens titel ”7/11” har flere konnotationer af betydning i forhold til at kortlægge samlingens betydningssfærer. For det første refererer titlen til 7/11-butikkerne og deres døgnåbne rytme og faste udvalg af varer, der altid giver jeg’et og du’et en barmhjertig mulighed for at dykke ind og starte forfra. For det andet lægger titlen sig klangmæssigt op ad 9/11 og føjer dermed et element af sårbarhed og undergangsfølelse til samlingen. En tristesse, om man vil. Og den tristesse er uomgængelig. Nok er jeg’et sine steder humoristisk og let i humøret, men jeg’ets uomgængelige følelse af isolation og sine steder af måske også at være aparte, og dets søgen efter en passende adfærd i særlige situationer, det være sig til fest, i bruddet med kæresten, i mødet med kæresten, tilfører samlingen et dannelsesmæssigt og eksistentielt perspektiv.

Men dannelsen foregår i et evigt samspil med selviscenesættelsen og internettets forskellige udbud af stimuli, og jeg’ets overvejelser og handlinger er i en mere eller mindre konstant relation til de sociale medier. Sammenkædet med jeg’ets konstante tanke- og talestrøm bliver digtsamlingen en forpustet higen efter (dannelsesmæssige og behovsmæssige) holdepunkter. Samtidig findes der en sødme og uskyldighed i digtene, der opstår, når det lyriske jeg famler efter identitet og måder at gebærde sig på i konkrete situationer: ”Være en person der står på skateboard«, »eller som om jeg er en person/ der går meget op i kunst og film”.

Unge digtere
Caspar Eric lægger sig i slipstrømmen af den generation af unge lyrikere, der i disse år ser dagens lys. Navne som Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof, Theis Ørentoft og Signe Gjessing melder sig på den poetiske bane med noget på hjerte. Her bliver eksistentielle og samfundsmæssige udfordringer taget op uden skelen til tabuer – og ofte med vreden som katalysator. Heller ikke tidligere tiders højtsvungne og hermetisk lukkede poetiske formsprog er man bange for – som det ses hos Signe Gjessing. Denne unge generation af lyrikere har sat poesien på dagsordenen igen, fornyet den, vendt den på hovedet, blandet den med fortidens og nutidens terminologier og givet den fornyet kraft, når det kommer til at udtrykke det, livet (også) handler om.

Kilder, links og centrale værker

06 aug.19

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51224701
Graphic
Kasper Vang
ISBN
9788702160277
Antal sider
120

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer