Ved sydskrænten

Sanselig, intens, og dragende. Det er i virkeligheden forkert at læse ‘Ved Sydskrænten’ i den her smattede vinter, når den er så inkarneret sommerlig. 

‘Ved Sydskrænten’ - en meget lille, meget blå bog - har genrebetegnelsen fortællinger og består af tre historier af varierende længde: ”Ved Sydskrænten” (1911), ”Pinserus under krigen” (1916), og ”Ilddåben” (1917). Miljøerne og tematikkerne i historierne ligner hinanden til forveksling; vi befinder os i den tyske adel, hvor mændene er løjtnanter, kaptajner, og diplomater, og hvor kvinderne enten er mødre med hvide kyser, lyserøde ungpiger, eller dramatiske og dybe femme fatales.

Den dominerende ”fortælling” er dog den, som giver bogen sit navn. Vi følger en ung mand (et gennemsnitligt vaniljemenneske) på ferie på familiens landsted i sommerdagene op til en duel, som han skal deltage i. Plottet sætter i omdrejninger og tager fart, den sentimentale stemning om den unge mands tragiske ærinde bygges op, og falder så, ikke spektakulært, men fesent sammen, da selve duellen viser sig dybt udramatisk.

Det er uudholdeligt kedeligt - lige bortset fra at det ikke er. Den boble, som karaktererne beboer, sitrer og funkler og drager. Teksten dvæler ved en verden, hvor man går ad sommernattens mørke stier mod stævnemøder bag jasminen, og teksten ånder i takt med skridtene fra de kærlighedssyge mænd som slentrer, altid slentrer de, parkerne tynde og plukker tunge liljer. Markerne er gyldne, morgengryet er hvidt og diset, og jeg sidder henført tilbage - det er bare fucking fedt!

Betagelsen, for mig, ligger især i det dvælende eller ubeslutsomme, som karakteriserer ”Ved Sydskrænten”. Der er noget uudgrundeligt i overklasseidyllen; under handlingen mærker man en uforløst (klasse)konflikt, der løber som en understrøm og komplicerer personernes handlinger og muligheder. Karaktererne, de her fjollede og forstokkede adelsfolk, er en truet art - og de ved det.

De helt samme spændinger kan jeg ikke mærke i ”Pinserus under krigen” og ”Ilddåben”. Den første novelle handler om en ung kvinde, som føler sig tynget af sit ægteskab til ”sin venlige ældre herre” (baron og militærmand, selvfølgelig). Hun vil hellere kysse med sin jævnaldrende fætter, som ikke skriver romanlange breve fra fronten. I ”Ilddåben” sidder 3 højtstående militærfolk i en lun, forladt præstegård; de har vin og ild i pejsen, og de snakker om kvinder. Hyggen kontrasteres af tunge soldatertramp fra den knirkende sne. De to noveller fungerer bestemt, men de føles fladere, og som noget jeg har læst før. Keyserling kan være bedre end god, når han har plads at boltre sig på.

‘Ved Sydskrænten’ er forlaget Sidste Århundredes tredje udgivelse af Keyserlings værker. Lige som før føler jeg mig forkælet: Her er et levende indblik i en svunden tid, som aldrig føles støvet eller ældet. En del af det kan tilskrives oversættelsen, som denne gang er begået af Judyta Preis og Jørgen Hermann Monrad. I hvert fald mætter den lille udgivelse, så jeg vil sidde pænt og håbe (vente) på næste servering af Eduard Von Keyserling på dansk.