Danske debutanter 2015-2016

Oprettet: 01.09.2016 - 11:26

Årets debutanter skriver med inderlighed, nærvær og politisk indignation om hverdagen og samfundet i et miks af form og genrer. Det er nye, stærke stemmer der vil frem!

Debutanterne stormer igen i år ind på den litterære scene med værker af høj kvalitet. Og debutanterne får mere plads end nogen sinde før, der er ikke længere tale om en litterær scene, men om mange litterære scener. Man taler især om strømninger som new sincerity, autofiktion og kritisk tænkning. Mads Eslund, der underviser i skrivning på Talentskolen i Næstved, siger i et interview i Information 26.6.16:

”Der er sket rigtig meget de seneste år i forhold til debutantlitteratur. Der er en kæmpe interesse for nye stemmer, og der bliver udgivet flere debutanter end nogensinde før. I Sverige taler man om, at der i Danmark udspiller sig en litterær guldalder lige nu.”


Tendenser fra 70'erne

Et af de begreber der ofte er brugt i omtalen af de mange nye debutanter er som nævnt begrebet ”ny oprigtighed” eller ”new sincerity”, en strømning der dyrker det inderlige og banale på nye måder. Typiske træk er et enkelt og direkte sprog, ærlighed og meget personlige bekendelser. Det er litteratur, der er let at gå til og let at forholde sig til.
Hverdagen er også et tema, der fylder meget hos debutanterne, både i det sidste års udgivelser, men i det hele taget har det været en tendens i de seneste år. Mange af debutanterne skriver inderligt om hverdagen og på en meget genkendelig og troværdig måde, som man måske ikke kunne forestille sig, inden man læste dem.

Tendenserne hos debutanterne lægger sig op ad tendenserne i den nye danske litteratur generelt. Inderligheden og de mange bekendelser trækker tråde tilbage til 1970’ernes litteratur, hverdagen, de nære situationer og  nære relationer. Lektor Kamilla Löfström (Københavns Universitet) ser en bevægelse mellem de personlige erfaringer og samfundet udenfor, hvor flere af debutanterne udvider det intime rum i parforholdet eller bofællesskabet til at beskrive stadig større strukturer i samfundet. Om inspirationen fra 1970’erne siger Lars Bukdahl, der er meget begejstret for årets debutanter (Information 4.12.15):

”Sådan er det nu. Der er mange af de her inderlige bøger, som læner sig op ad…jeg har næsten svært ved at sige det! Som læner sig op ad 1970’er-tekster. Jeg er jo vokset op med, at det er det mest forbudte i verden.”

Samtidig trænger de politiske spørgsmål sig på i mange af værkerne, og der er ingen tvivl om, at både store globale kriser og det nationale politiske klima fylder meget hos de unge debutanter. De mange krav, som stilles til de unge mennesker bliver større og større, og alene det kan betyde, at flere og flere søger et fristed i litteraturen (Mads Eslund, Information 25.6.16).

Øer og Hav, Vingeslag og Fjer – et sandt mix af debutanter

Der er noget særligt over flokken af debutanter, der alle går fra at være den læsende og dermed den, der søger ind i den fiktive verden, og til at være forfatteren, der frembringer denne verden. Forfatterambassadør Lotte Kirkeby Hansen, der selv har oplevet dette, har skrevet, hvordan det er at bevæge sig fra den ene gruppe til den anden. I artiklen Et nytårsfortsæt og en nat med Nuser refererer hun bl.a. til Jonathan Franzen, der har skrevet et essay om præcis dette. Franzen mener, at bevægelsen fra den ene gruppe til den anden slet ikke er så stor – for forfatter og læser står skulder ved skulder, de søger begge væk fra den flygtige verden vi lever i og ind i den fiktive verden. Læseren kommunikerer med en fantasiverden, som andre har skabt, og forfatteren kommunikerer med sin egen fantasiverden, som vedkommende selv har skabt

De mange debuterende forfattere kommer i alle aldre og fra mange forskellige skriveskoler og forfatterkurser. Der er stor spredning både i alder og rent geografisk, f.eks. orienterer flere af debutanterne sig på tværs af Norden. Hannah Lutzen, der er opvokset i Finland og uddannet i København, udkommer i både Danmark og Sverige med romanen Vildsvin, der handler om vildsvin og mennesker i Småland. Kirstine Refstrup, der debuterer med Jeg, Unica, er opvokset i Danmark, men uddannet i Sverige og udkommer på både dansk og norsk med en roman om kunstnerparret Unica Zürn og Hans Bellmer. 

Et par romaner skiller sig lidt ud fra tendensen om at skrive inderligt om det private og fokuserer i stedet mere på det fiktive, baseret på forfatterens egen fantasi.  Det er bl.a. Ursula Scavenius Fjer,  der skiller sig lidt ud fra mængden med sine tre dystre, poetiske fortællinger, som foregår i Centraleuropa  og  Mikkel Rosengaards særlige roman Forestillinger om Ana Ivan, der handler om tidsbegrebet og  efterlader sin læser både tænksom og nysgerrig. Iben Konradi Brodersen, der er debuteret med Piger kan leve længe måske for evigt , som vi bringer en analyse af, vender sig også fra tendensen om at skrive inderligt om det private til i stedet at fokusere på det fiktive og beskrive stemninger og miljøer. Hun har skrevet en klassisk roman om to unge kvinders intense venskab. Et andet venskab er beskrevet i Ida Holmegaards Emma Emma, en stemningsfuld roman der foregår i  København.  Hovedstaden er også udgangspunktet for Morten Papes Planen, der dog er rykket til Amager, hvor vi fra ghettoen Urbanplanen får overblik over de sidste 20 års Danmarkshistorie.

I temaet bringer vi en analyse af Jonas Eika Rasmussens Lageret, Huset, Marie, der er en stærk og svævende roman med både poesi, angst og nat-arbejde og et underliggende tema om en ung mands indre eksistentielle rejse. Romanen er sammen med bl.a. Martin Bastkjærs Det nye hav blandt de værker, der beskriver hverdagen tænksomt og intelligent, men uden at det bliver højtragende.

Blandt debutantudgivelserne er der i det hele taget rigtig mange gode litterære romaner, men der er også flere novellesamlinger og et par digtsamlinger. Blandt digtene kan fremhæves især Vingeslag af Shadi Angelina Bazeghi, der skriver om krig, ungdom, skrøbelighed og love  og Jeg øver mig i at være glad af Maja Mittag. Blandt novellesamlingerne må Øer af Rakel Haslund-Gjerrild om, hvordan mennesker bliver formet af livet på øer og Lotte Kirkeby Hansens Jubilæum, der handler om at miste – livet, sin ægtefælle eller sin barnetro - fremhæves. Tab og ensomhed er på samme måde et tema i Signe Brønseruds Om et klaver, der handler om klaverstemmeren Henning. De nære relationer findes også i Din mor elskede Paris af Jon Monrad Møller kommer vi tæt på en familie i en poetisk historie om at finde sig selv og sin familie.  Igen ser vi tydeligt, hvordan det er beskrivelsen af det meget private og nære, som der skrives om på en enkel og tænksom måde.

 

Debutantprisen

Litteratursiden er partnere og sidder i juryen på Danmarks største debutantpris Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris , som uddeles på Vejle Bibliotek den 30. september 2016.  Medlem af juryen, litteraturprofessor Anne-Marie Mai siger følgende om oplevelsen af årets debutanter:

”Det er og har været en skøn oplevelse at læse bøgerne af de mange debutanter! Den tendens, der først og fremmest springer mig i øjnene, er den høje kvalitet, vi har med at gøre. Der er så overrumplende mange gode bøger i den store debutant-stak. Dernæst kan man ikke undgå at bemærke, at der er en vilje til virkelig at opdage og følge sit talents muligheder.
Der er både realistiske fortællinger og eksperimenterende prosa og digtning med i årets debutanthøst. Men realismen får lige en særlig og anderledes drejning hos debutanterne. Man får et særligt blik på virkeligheden i kærlighedsforholdet, på arbejdet eller blandt de unge i en slags ny-ny-realisme. Men debutanterne kan også fortælle sære historier og skrive krystalklar lyrik. Det bliver et virkelig svært valg for os i komiteen, men at det bliver et godt valg er jeg ganske sikker på.
Hovedtendensen er kvalitet for alle pengene i form af både ny realisme, ny modernisme og ny lyrik.”


Udover samarbejdet med debutantprisen samarbejder vi i dette tema desuden med eReolen. Hvor vi på Litteratursiden har spot på de nye danske debutanter, har eReolen lavet en liste over debutantværkerne af mange af de forfattere, som tilbydes på eReolen. Desuden er der lister med både udenlandske og klassiske debutanter. Titlerne på vores liste og de titler som kan komme i betragtning til debutantprisen, består af værker der er udkommet i perioden 1.8.15-31.7.16. 

Vi håber, at du har fået lyst til at kaste dig over nogle af de mange flotte debutantudgivelser!

God læselyst!


Udvalget af værker i dette tema er sket uafhængigt af  debutantprisen.

 

BilagStørrelse
plakat_litteratursiden_danske_debutanter_2015-2016.pdf269.46 kB
powerpoint_danske_debutanter_2015-2016.ppt4.25 MB
liste_litteratursiden_debutanter_2015-2016.pdf1.04 MB
0
Din bedømmelse: Ingen