En drift, en trang, en længsel

Oprettet: 22.01.2014 - 12:16

Forfatter: Signe Langtved Pallisgaard

Credit: Morten Holtum

Signe Langtved Pallisgaard (født 1978) debuterede i 2014 med romanen 

Credit: Morten Holtum

Signe Langtved Pallisgaard er litteraturkonsulent på Gentofte Bibliotekerne, hvor hun formidler forfattere og deres bøger til publikum. Nu debuterer hun med roman Et andet sted, men hvordan er det pludselig selv at være i rollen som forfatter? Det og meget mere svarer den debuterende forfatter på i dette interview.

Som litteraturkonsulent og anmelder arbejder du hver dag med forfattere og deres værker. Hvornår opstod idéen om selv at blive forfatter?
- Den idé, som slet ikke er en idé, men snarere en drift, en trang, en længsel, opstod så tidligt, at det føles som om, den altid har været der. Men når man elsker at skrive, elsker man som oftest også at læse - og når man elsker at læse, ligger det jo lige for, at man også elsker at arbejde med - og formidle - litteratur og bøger. Noget som jeg jo er så velsignet heldig at få lov til at boltre mig i gennem mit dejlige job.

Et andet sted er din debut. Hvordan har det været at skrive din første bog?
- Det har været en alenlang vej brolagt med udfordringer. Men det har også været givende, lærerigt, overvældende og til tider næsten euforisk. På mange måder betragter jeg Et andet sted som mit svendestykke. Min skrivning har gennemgået en stor udvikling i arbejdet med Et andet sted – ikke mindst fordi jeg har været så heldig at få lov at arbejde sammen med gode redaktører. Det kan være svært at finde balancen mellem det at tage imod gode råd og samtidig huske at holde fast i sig selv og den måde, man nu engang skriver på, men jeg synes, det er lykkedes mig rigtig fint.

Hvordan vil du beskrive din bog til en vildtfremmed, som aldrig har hørt om den?
- Et andet sted er en ung kvindes historie om det år, der ændrede alt. Det er en fortælling om at miste sig selv og finde sig selv igen. Om at falde og rejse sig.

Hvor stammer idéen til din historie fra?
- Jeg fik ideen til bogens tema fra Lev Tolstojs vidunderlige mesterværk Anna Karenina, ingen sammenligning i øvrigt mellem mig selv og Tolstoj. Men temaet er så moderne og dugfriskt, at man knapt nok tror sine egne øjne, når man læser bogen. Og det var jeg nødt til at dykke ind i og undersøge nærmere.

Hvad håber du, læserne får ud af din bog?
- Mit højeste ønske er, at min bog virker som en tankevækker for læseren, en anledning til refleksion. Og så håber jeg selvfølgelig bare, at jeg fortæller en god og medrivende historie, som folk har lyst til at læse til ende.

Hvordan har du oplevet de seneste dage?
- Jeg er træt som et gammelt egetræ, men har oplevet en overvældende godhed, velvilje og imødekommenhed, både overfor mig og min roman. Det at arbejde med en roman er på mange måder en meget ensom, privatiserende og indadvendt oplevelse, som jo står i skarp kontrast til den meget offentlige og vidtfavnende modtagelse, som jeg er så heldig, at min roman har fået. Jeg drømte for et par nætter siden, at jeg sad i en afsidesliggende hytte på en øde ø og skrev. Men da jeg åbnede døren for at træde ud og trække lidt frisk luft, stod jeg pludselig midt i et råbende, larmende, blitzende menneskehav, hvor alle hev i mig og råbte mit navn. Det beskriver nok meget godt følelsen. De to modsætninger hænger jo sammen. Det ene er afhængigt af det andet.  

Hvordan er det at gå fra at være den, der taler og skriver om andre forfattere til at være den, som andre skriver om i aviserne?
- Det er stort, overvældende og fantastisk mærkeligt pludselig selv at være genstand for andres meninger og vurderinger. Jeg er dybt og inderligt taknemmelig for al den omtale, min bog har fået. Det er bestemt ikke noget, jeg tager for givet, men det er også et fænomen, man skal tygge og synke i små bidder. Når sandt skal siges, er jeg mere tryg ved at være den, der udtaler sig, end den andre udtaler sig om.

Har det påvirket dit arbejde som professionelt litteraturmenneske og dit syn på litteratur, at du nu selv er trådt ind i rollen som forfatter?
- Jeg har fået en udvidet forståelse for vægten af de ord, man siger. Jeg skriver jo selv om andres bøger, og selvom jeg er så heldig kun at anbefale bøger og ikke anmelde dem, så er det gået op for mig, hvor meget det, man skriver, betyder. Da jeg lå i spændt fosterstilling på entrégulvet klokken 05 lørdag morgen og ventede på, at min mand kom hjem fra 7-Eleven med Politiken og Berlingeren, (som heldigvis begge skrev vidunderlige ting), lovede jeg mig selv altid at veje mine ord på en guldvægt, altid at gøre mit ypperligste og altid være retfærdig, når jeg ytrer mig om andre bøger. Men mit syn på litteratur, nej, det har ikke ændret sig, ikke den mindste smule. Jeg er bare uhyre stolt af, at jeg selv er kommet med et – om end beskedent - bidrag til litteraturens mangfoldige verden.

Kommer der en bog mere?
- Ja, selvfølgelig gør der det. Jeg har historien, men skal bare lige finde de helt rigtige ord.

0
Din bedømmelse: Ingen