Eika Rasmussen, Jonas - Lageret Huset Marie

Oprettet: 30.08.2016 - 10:03

Bog: "Lageret Huset Marie" af Jonas Eika Rasmussen

Bogens forside

Elias er først i tyverne, han bevæger sig mellem bofællesskabet Huset, arbejdspladsen Lageret og kæresten Marie, uden rigtig at høre til noget sted, mens Huset og kærligheden langsomt går i o

Forfatter: 
Jonas Eika Rasmussen
Udgivet: 
2015
Forlag: 
Lindhardt og Ringhof
Sidetal: 
176
Lån bogen - Køb bogen

Lageret Huset Marie er en roman om den intensitet og den tvivl, der fylder det grænsesøgende liv i tyverne. Samtidig har den en velovervejet og filosofisk kapitalismekritik indbygget.

Skrevet af cand. mag. i litteraturhistorie Victor Ovesen, september 2016 

Jonas Eika Rasmussen er født i 1991. Han dimitterede fra Forfatterskolen i 2015 og Lageret Huset Marie er hans debutroman. I denne analyse ser vi på hvordan forfatteren tager fat i de tre instanser, som vi som samfundsborgere bygger vores identitet med: Arbejde, bopæl og civilstand.

Vores hovedperson Elias er en ung mand først i 20'erne. Han er et tænktsomt og observant menneske uden meget retning i sin tilværelse. Imens han pendler mellem tre faste stationer i sit liv – sit job, sit hjem og sin kæreste – udkæmper han en stille kamp for at finde og sætte de grænser der skal til for at definere hans personlighed.  Da vi møder Elias, er han netop begyndt som lagerarbejder på en fragtcentral. Han går hverken i skole eller har andre tidsmæssige forpligtelser, så han arbejder på natholdet. De fleste af hans kolleger er til gengæld immigranter, der er der mere eller mindre af nødvendighed. Elias er for nylig flyttet ind i et bofællesskab med en gruppe unge mænd. I en nedrivningsklar villa på kanten af Risskov-kvarteret i Aarhus lever drengene en slacker-tilværelse med fester og hjemmedyrket hash, pigebesøg og videospil.

Til en nytårsfest i Huset møder Elias den fire år ældre kostumesyerske Marie. De to danser og tumler rundt på gulvet, og i deres indledende trin ses konturerne af deres efterfølgende forhold: ”Hun vred sig og gled væk mellem benene på mig, Jeg mærkede et skub i lænden og faldt til jorden. Hun satte sig op på mig, tog fat om min kæbe og spyttede mig i munden. Hun så på mig og fulgte efter klatten. Bassen igennem gulvet igennem baghovedet, da hun kyssede mig”.

Forholdet til Marie viser sig at blive en spændingsfyldt affære. Marie er et intelligent og resolut menneske, men hun har noget eksplosivt over sig – hun kan pludseligt handle på impulser, med drama eller sociale spændinger til følge. Elias reflekterer over de overskredne grænser som intimiteten medfører. Ikke mindst fordi Marie – ofte kropsligt og helt bogstaveligt – overskrider hans. Samtidig med at han går med på det, oplever Elias midt i deres mest intime øjeblikke, at Marie rammes af en lammende angst. Hun lukker af og er ikke til at nå ind til. Ikke sjældent må Elias tage afsted, og bekymret efterlade hende i den tilstand.

Elias bevæger sig i et repetetivt kredsløb mellem de tre stationer. Især fordi der er vendt op og ned på hans døgnrytme, er Elias nødt til at have ritualer der adskiller de tre zoner af hans liv. Eksempelvis slår han græsset i haven bag det ellers så faldefærdige bofællesskab, hvor der er en fælles forståelse af, at man bare lader stå til. Drengene holder morgenfest og spiller Nintendo, mens Huset praktisk talt går i opløsning og forrådnelse.

Lageret Huset Marie tilhører også en undergenre man kan kalde arbejdspladsromanen. Bogen giver nemlig et veloptegnet og meget konkret billede af de vilkår natarbejdet foregår under, og hvordan det påvirker både psyken og kroppen hos de mennesker som arbejder der. Lokalerne har ingen vinduer, arbejdet er tilsyneladende endeløst, kun afbrudt af de forskellige holds vagtskifte. I denne syntetiske bagkulisse bliver lagerarbejderen reduceret til at tjene sin funktion. Hvor Huset er en organisk størrelse, som tidens slid er ved at æde, er Lageret et klinisk og syntetisk ikke-sted.

For Lageret er ikke blot en opbevaringscentral. Den er ét stort, veltilrettelagt system. Et netværk af transportbånd der forgrener sig til forskellige arbejdsstationer, kæmpemæssige reolsystemer og komplekse procedurer der alt sammen er finjusteret og synkroniseret efter et bagvedliggende, og på den måde usynligt, digitalt system. Gennem displayet på sin håndholdte scanner får Elias så besked om ordrer og afhentninger, de små bogstaver på skærmen kalder han lagerets ”glasstemme”, der taler til ham med den præcise og upersonlige skrifttype Helvetica Neue. Lageret er skræmmende i sin umenneskelighed, men også fascinerende i sin vælde. Alle de mekanismer, der både tårner sig op, men også er til stede overalt i uendelige findelinger.

Man kan gå så vidt som at se Lageret, og det system det repræsenterer, som en rygrad i forbrugssamfundet. De butiksruder og ekspedienter vi er vant til at se er kun det sidste led i det kapitalistiske system. Som romanen skrider frem, viser den en voksende dehumanisering, der ligger i vores samfundsmodel. På et tidspunkt får medarbejderne at vide, at de skal deltage i en performancetest – ikke af deres egen effektivitet, men af systemets. Og alligevel strammes skruen for dem, da der viser sig at være mindre output end optimalt. Efterhånden er det faktisk menneskene der er blevet til værktøj for et maskinelt system, og ikke omvendt.

Med tiden bliver Elias mere og mere slidt og opbrugt – eller rettere, han bliver fyldt op. Støv og papsmulder fra lagerarbejdet infiltrerer hans slimhinder og gør ham forfærdeligt snottet, og den ødelagte døgnrytme har undermineret hans fordøjelsesystem og givet ham forstoppelse. De tre områder af Elias' liv har nået til en form for maksimumkapacitet. Huset er ved at gå i opløsning. Fugtpletterne på væggen vokser, der er begyndt at dukke rotter op. Drengene sidder i sofaen med spader, som de bruger til at hakke skadedyrene over med. Imens sidder Frederik, en af drengene, i Husets kælder og udtænker en blanding af et videokunst-projekt og en samfundsrevolution. Og samtidig med at Maries angst bliver mere og mere uhåndterlig for Elias, bliver intimiteten også sært radikal. I en særligt øm scene overtaler Marie ham til at stå model i en af de kostumekjoler hun har syet. Med et er der en omvending af seksuelle roller på spil – Elias står i en kjole bøjet over et sybord og bliver mere eller mindre domineret. Det er som om nærheden kun intensiverer angsten.

Forløsningen kommer først, da Elias i et øjebliks uigennemtænkthed overlagt saboterer arbejdsgangen på Lageret. Hans gode kollega Jarif har fået en reprimande og er nu så rædselsslagen for at miste sit job, at han endog ikke tør gå på toilettet - den underkuelse af kropsfunktioner er dog for meget for Elias at være vidne til. Da systemet går ned, bliver Elias kaldt ind til chefen, men vælger at stikke af, og kravle op ad en mast til en sektion af Lageret, der er forbeholdt automatiserede kraner. Herinde, i lagerets inderste, er der underligt tomt og fredfyldt. Det eneste lys er små røde og grønne dioder, og deroppe i mørket skriver Elias med Marie, og aftaler at ses. Da kommer der også endelig hul på bylden. Kernen af Maries angst er frygten for at blive forladt. Samtidig med at hun drives mod at nå ind til Elias, hinsides alle grænser, er hun panisk angst for at miste ham – på den måde bliver nærhed og lykke en slags trigger for paralyserende angst. Lige så forkrampet og i virkeligheden banal en menneskelig reaktion det er, lige så stærk og effektfuldt en psykologisk observation er det fra forfatterens side. Da de endelig kommer hjem til Huset, har drengene opsagt lejemålet og er gået i gang med en ritualistisk udflytterfest i forhaven. Rotterne er samlet ind og smidt i et bål.

De tre zoner af Elias' liv, Lageret, Huset og Marie, skitserer en slags tredeling af livet i det mekaniske, det organiske og det sjælelige. Det er først da Elias vælger at modsætte sig Lagerets mekanisme og fremmedgørende logik, at han så at sige træder i karakter. På samme måde repræsenterer Husets kaotiske organisme, med mugne gevækster og bugnende hashplanter i kælderen heller ikke en holdbar dynamik, med al dets romantiserede forfald. Det er, ligesom Maries angst i sidste ende er det, vejen til sammenbrud - måske fordi den grænseløse tosomhed danner et slags vakuum, som det er alt for nemt for begge parter at fare vild i. På den måde er Lageret Huset Marie en bog, der finder en skønhed i ekstremerne, men også et værk der demonstrerer, at grænsedragningen er en eksistentiel nødvendighed, og et vilkår, hvis vi vil fungere som personer. 

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
Bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Jyllands-Posten
(heri 15/8 2015: David Jacobsen Turner: Man får pap i porerne).
Interview med forfatteren om bogen. 

Kristeligt Dagblad
(heri 19/8 2015: Lars Henriksen: Sådan er livet på et lager).
Interview med forfatteren om bogen. 

Kristeligt Dagblad
(heri 29/8 2015: Nils Gunder Hansen: Natarbejde på nonfood-lager kan være poetisk). 

Politiken
(heri 23/8 2015: Johan Moe Fejerskov: Med ryggen til Nørrebrogade).
Interview. 

Anmeldelser i tidsskrifter

81.17
Litteraturmagasinet Standart: anmeldelser af ny litteratur.
(heri 2015, nr. 4, s. 7: Ane Martine Lønneker: Bølger af papbrunt). 

Anmeldelser i aviser

29/8 2015: Jørgen Johansen i Berlingske Tidende
22/8 2015: Kamilla Löfström i Information
20/8 2015: Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-Posten
20/8 2015: Lilian Munk Rösing i Politiken
21/8 2015: Linea Maja Ernst i Weekendavisen 

Anmeldelser på nettet

Atlas online
Victor Boy Lindholm: Robotarme i mørket 

 Bogblogger - anmeldelser på nettet
Jane Andersen: Jonas Eika Rasmussen: Lageret Huset Marie. 

LitteraturNu: anmeldelser - artikler - podcasts
Laurits Nikolajsen: Arbejd, Arbejd! 

Links

Danmarks Radio: Skønlitteratur på P1
Carsten Jensen og Jonas Eika Rasmussen i samtale med Klaus Rothstein. 
Udsendelsen blev sendt d. 4/11 2015. 

Lindhardt og Ringhof
Iben Konradi Brodersen: Jonas Eika Rasmussen om debutroman Lageret Huset Marie.
Interview. 

Youtube
Jonas Eika Rasmussen læser op på Forfatterskolens debutantoplæsning, december 2015. 

0
Din bedømmelse: Ingen