Når vi rejser til Mars

Skovbundsduftende samfundsdystopi med videnskaben i ryggen og et fint eksistentielt portræt af en tvivlsflakkende hovedperson bliver bedre efter en ujævn begyndelse.

Laura på 41 bor med sin datter, 9-årige Bea, i Skåne i et hus med ude-das og skoven lige uden for døren. Det lyder dejligt naturnært, men Laura vil længere væk. Hun vil leve: ”(…) uden at andre betaler prisen for hende”. Hun ønsker ikke at lukke øjnene for det aftryk, hendes forbrug og hærgen i verden sætter. Men kapitalismen klæber til hende i form af den økonomi, hun skal have bedre styr på for at kunne flytte til Värmland. Laura skal færdiggøre en artikelrække om forskellige vinkler på menneskets fremtid på Jorden eller Mars til et tidsskrift. Dét, der især optager den granskende Laura, er, om vi vil gentage fejlene begået på Jorden part 1. Vil det være de rigeste, der får lov til at overleve, fordi de kan betale billetten? Og så er der de relationelle stopklodser. Beas far skal vide, at hans datter snart flytter otte timer væk. Også datteren Bea, der virker ulykkelig, skal kende til planerne.

På den ene side står Lauras personlige beskyttertrang rettet mod naturen og Bea. På den anden side et videnskabeligt baseret udråbstegn. Mens de to ærinder forenes fint, er der noget andet, der står i vejen: persongalleriet og synsvinklen. Se, der er jo Laura, Bea og Beas far. Herudover Lauras forældre, Lauras kæreste og bedsteveninden … og søsteren, der bor i Spanien. Man fornemmer den: bogens tætte befolkning. Står personerne simpelthen for tæt? Fornemmelsen bliver ikke bedre af et hyperaktivt synsvinkelskifte, der på bare 30 spæde, indledende sider belyser handlingen fra hele fire sider.

Ved siden af den meget aktive synsvinkel står forfatterens stilistiske beslutning om at isolere enkeltord, såsom: ”Plantet for at blive hentet. Væk.” Eller: ”Hun vil vide om hun har det godt. Nu.” Og: ”Mormagneten. Den burde hjælpe hende nu.” Isolationerne har overynglet og kommer til at stå i vejen for min fulde indlevelse.

Men så sker der pludselig noget efter bogens midte, og mod slutningen synger siderne. Eksempelvis træder en rørende sensibilitet frem mellem bogens kvinder i tre generationer: Estrid, Laura og Bea. De mange lag, der forrykkes og knirker, forties og famler sig ud i lyset. For hvorfor er Bea ikke glad, og hvorfor tvivler Laura så meget på sine valg? Også de forsøg, Laura gennem bogen gør på at komme helt tæt på den vilde natur nu og her, samler sig mod slutningen i et poetisk afsnit, der lokker lige så meget som sagnene om elvere i mosetågerne.

’Når vi rejser til Mars’ skriver sig ind i klimalitteraturten og fokuserer dér, hvor menneskets aftryk får det til at brænde mest på. Dybtfølt, ja, men desværre er romanen også forstyrrende ujævn i første del.