Set bagefter ligner tiden(Uddrag af Dagenes rusken, roman 2002)

Lad mig begynde med at fortælle dig, læser, at jeg sidder i et hjørne af det næststørste af de fire værelser, der er i min lejlighed. Jeg sidder ved et gammeldags skrivebord, som egentlig er for stort, både til rummet og til mig, men jeg har arvet det og har derfor ikke helt været skyld i, at det kom i min besiddelse. Desuden elsker jeg det, det er jeg efterhånden blevet klar over, når der har været tale om at skille mig af med det og skifte det ud med noget mere hightech; jeg hænger ved dets blanke træ og har engang set en sky spejle sig i det – det var dengang, det stod under et vindue.

Nu står det imidlertid her i hjørnet, til dels dækket af papirbunker, hvis indhold jeg kender mere eller mindre til; der er udkast til forskellige ting, alle mulige halvfærdige skitser til det ene og det andet, hvilket vistnok er frygtelig almindeligt og udbredt. Der er breve, selvfølgelig, et par stykker af dem skal der svares på, og der er papirer fra flere forskellige projekter, jeg har noget at gøre med – det er dem, der kvantitativt bidrager mest til papirbunkerne, de vokser simpelthen støt og må jævnlig ordnes og sorteres og endelig flyttes hen i ringbind og kassetter på de nederste hylder i en af reolerne. Og så står der her på skrivebordet selvfølgelig det, som jeg sådan set ikke elsker, men slet og ret bruger: skærmen, kassen, tastaturet, nutidens universelle instrument, med det, efter smag og behag rørende eller grinagtige navn, den personlige computer. Også den spejler sig i det store gamle skrivebords dybe lød, når jeg om aftenen, indkapslet i lampelys gør hvad jeg kan for at holde trit med papirbunkerne. Eller blot sidder uvirksom foran den og ryger, mens jeg stirrer på dens screensaver uden at se den (jeg har altid de samme fisk, som jeg ikke gider skifte ud, selv om der er et utal af muligheder).

Og så kan det ske, at jeg ser noget for mig i stedet for. Jeg ser det i nogle tydelige glimt, og jeg ønsker at fastholde det og bruge denne min personlige computer til at fastholde dem med, disse glimt, der trænger sig på. Set bagefter, hvis jeg giver efter for denne i bund og grund mærkelige trang til at mime disse glimt ved at skrive dem ned, ligner de brudstykker af livet, der er blevet revet ud af dets helt igennem uoverskuelige og ubeskrivelige ocean og er skyllet op i et slags dagslys. De ligner. Alle miner de om noget eller nogen, uden helt at være dem. De får en afgrænsethed over sig, som slet ikke findes i virkeligheden; der optræder personer, som kan genfortælles, hvilket jo overhovedet ikke kan lade sig gøre med nogen levende mennesker. Bagefter får de betegnelsen: En tid, og vi er selv væk.