Pernille Tønnesen

Jeg er født i 1956 i København, hvor jeg er vokset op og stadig bor.

Min første bog, en digtsamling med titlen Snepolka udkom allerede i 1970, men min egentlige debut er romanen Vineta - byen fra havet fra 1974.

Efter studentereksamen i 1975 studerede jeg litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor jeg tog bifagseksamen og læste yderligere et par år. Under studiet udkom min næste roman Esther - en rejsebog fra 1979. Jeg havde ingen særlig målrettede idéer om at forfølge en karriere som forfatter, men var stadig interesseret i at skrive og foretrak i disse år at skrive mere eksperimenterende, gerne i projekter, som involverede andre.

Det omfattede blandt andet en del lyrikoplæsninger, samt tekster, som blev læst op sammen med musik, som vi komponerede i gruppen Farvel søndag, der foruden mig bestod af T. S. Høeg, Cæcilia Glode og i begyndelsen også Søren Ulrik Thomsen. På Roskilde Bogcafé udkom båndet Farvel søndag live Roskilde Festival (optagelser fra -82) i 1986. Af tekster fra firserne kan jeg også henvise til f. eks Platform - tekster og billeder fra ´80 (Gyldendalantologi om firsergenerationens tidlige lyrik og billeder), Frihed , Pardans og At ønske en pludselig forvandling(kortprosaantologier fra -80, -82 0g -83) og lyrikantologierne Transformationer (-85) og Lyrik -85.

I 1982-83 skrev jeg sammen med Marianne Larsen og Kirsten Thorup en lang sammenhængende tekst, hvis idé bestod i at lade tre kvinder fra hver deres udsigtspunkt skrive en tekst i en dialog med hinanden. Teksten tog halvanden time at læse op i sin helhed, hvilket vi gjorde ved to lejligheder, nemlig i Dannerhuset på Kvindekulturfestivalen i 1985 og i Kvindegalleriet vist nok nogenlunde på samme tid. Teksten er aldrig udkommet på tryk. Imidlertid arbejdede jeg videre på idéen sammen med Marianne Larsen, og vi skrev de to dialogiske bøger Lysende kaos (-90) og Via Media (-93). Andre tekster fra 90´erne: Digte i lyrikantologierne Svingfigur (-91) og Hvorfor er her så stille? (-94), novelle i Skud (-93) og romanen Tilnærmelser (-94). Seneste projekter: Et tekst -og musikshow med titlen Fremadskridende, ingen bestemte steder hen med tekst af mig og musik af T. S. Høeg ( på rejsegrammofoner m. m.), -00. (Kan bestilles telefonisk på 33 11 69 12) og ny roman Dagenes rusken, foråret 2002.

Jeg har siden l997 været ansat på Borups Højskole i København som underviser på skrivekurser og litteratur-fag.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Frederiksberg - 19. juni 2002

Debut: 
1970
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Dagenes rusken" af Pernille Tønnesen

    Bogens forside

    Karen Hoffmann og Erika Lind er naboer i et lejlighedskompleks -  Karens mand er død, Erika har forladt sin lesbiske kæreste - Deres samtaler afdækker tidens gang og skæbnens tilskikkelser i et lav

    Forfatter: 
    Pernille Tønnesen
    Udgivet: 
    2002
    Forlag: 
    Rosinante
    Sidetal: 
    149
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Tilnærmelser" af Pernille Tønnesen

    Bogens forside

    Fotografen Carsten og journalisten Renée arbejder fint sammen og kommer fint ud af det med hinanden -  Han er bøsse, og hun indleder et lesbisk forhold til en ny medarbejder, Malene.  

    Forfatter: 
    Pernille Tønnesen
    Udgivet: 
    1994
    Forlag: 
    Rosinante
    Sidetal: 
    119
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Set bagefter ligner tiden(Uddrag af Dagenes rusken, roman 2002)

Lad mig begynde med at fortælle dig, læser, at jeg sidder i et hjørne af det næststørste af de fire værelser, der er i min lejlighed. Jeg sidder ved et gammeldags skrivebord, som egentlig er for stort, både til rummet og til mig, men jeg har arvet det og har derfor ikke helt været skyld i, at det kom i min besiddelse. Desuden elsker jeg det, det er jeg efterhånden blevet klar over, når der har været tale om at skille mig af med det og skifte det ud med noget mere hightech; jeg hænger ved dets blanke træ og har engang set en sky spejle sig i det – det var dengang, det stod under et vindue.

Nu står det imidlertid her i hjørnet, til dels dækket af papirbunker, hvis indhold jeg kender mere eller mindre til; der er udkast til forskellige ting, alle mulige halvfærdige skitser til det ene og det andet, hvilket vistnok er frygtelig almindeligt og udbredt. Der er breve, selvfølgelig, et par stykker af dem skal der svares på, og der er papirer fra flere forskellige projekter, jeg har noget at gøre med – det er dem, der kvantitativt bidrager mest til papirbunkerne, de vokser simpelthen støt og må jævnlig ordnes og sorteres og endelig flyttes hen i ringbind og kassetter på de nederste hylder i en af reolerne. Og så står der her på skrivebordet selvfølgelig det, som jeg sådan set ikke elsker, men slet og ret bruger: skærmen, kassen, tastaturet, nutidens universelle instrument, med det, efter smag og behag rørende eller grinagtige navn, den personlige computer. Også den spejler sig i det store gamle skrivebords dybe lød, når jeg om aftenen, indkapslet i lampelys gør hvad jeg kan for at holde trit med papirbunkerne. Eller blot sidder uvirksom foran den og ryger, mens jeg stirrer på dens screensaver uden at se den (jeg har altid de samme fisk, som jeg ikke gider skifte ud, selv om der er et utal af muligheder).

Og så kan det ske, at jeg ser noget for mig i stedet for. Jeg ser det i nogle tydelige glimt, og jeg ønsker at fastholde det og bruge denne min personlige computer til at fastholde dem med, disse glimt, der trænger sig på. Set bagefter, hvis jeg giver efter for denne i bund og grund mærkelige trang til at mime disse glimt ved at skrive dem ned, ligner de brudstykker af livet, der er blevet revet ud af dets helt igennem uoverskuelige og ubeskrivelige ocean og er skyllet op i et slags dagslys. De ligner. Alle miner de om noget eller nogen, uden helt at være dem. De får en afgrænsethed over sig, som slet ikke findes i virkeligheden; der optræder personer, som kan genfortælles, hvilket jo overhovedet ikke kan lade sig gøre med nogen levende mennesker. Bagefter får de betegnelsen: En tid, og vi er selv væk.

Inspiration

Den vigtigste inspirationskilde er vel virkeligheden selv, det af den, jeg er i stand til at opfatte. Overhovedet at være til synes jeg i sig selv er så mærkeligt, at det principielt er uendeligt inspirerende, men det er selvfølgelig bestemte, konkrete ting, som giver én idéer og sætter én i gang med at finde på noget: Situationer, sanseindtryk, måske én eller anden ytring.

Med hensyn til litteratur har jeg altid læst temmelig bredt og usystematisk og har aldrig følt at jeg identificerede mig med nogen bestemt "retning", andet end den egenskab ved god litteratur, at den kan gribe én ved sin udtryksfuldhed og føre én ind i interessante egne, af hvad art den så er. Derfor har jeg både læst ny og gammel litteratur, litteratur i alle genrer og litteratur fra alle mulige steder i Europa, Rusland, Amerika, Asien osv., dog med en vis afsky for det selvhøjtidelige og en forkærlighed for alle afskygninger af selvbevidsthed med et skvæt relativisme i. Jeg tror nok, at musik er en vigtig inspirationskilde for mig.