Om en hals

Louise Juhl Dalsgaard har begået endnu et voldsomt, velskrevet og vedkommende værk om barndomserindringer, kærlighed, familie, forladthedsfølelse og spiseforstyrrelse. 

Der er så meget, man ikke kan regne med. Ting, man tror, er konstante, og så ændrer de sig alligevel på et splitsekund. Veninder, der flytter. Et kæledyr, der dør. En kæreste, der gør det forbi. Men tal! Dem kan man – bogstaveligt talt – regne med! Og med tal kan man måle, veje og tælle. Kilo, kalorier og kilometer. Så da romanens unavngivne unge kvinde får brug for noget konkret at klynge sig til i en opbrudstid, kaster hun sig over vægten (både sin egen og dét apparat, man kan veje sig på) og laver en kontrakt med sig selv: Fra i dag vil jeg tabe mig og leve sundt. Desværre er det kun første del af sætningen, der kommer til at holde stik, og dét i en grad, så det bliver livstruende.

Romanens kapitler hedder alle et antal kilo, som svarer til den vægt, den unge kvinde har på det pågældende tidspunkt, og alene dét fortæller ret hurtigt læseren, at der er noget på færde. Første kapitel hedder ’30 kilo’, og her er hun et barn, der sidder ved køkkenbordet sammen med sin mor og morens veninde. En enkelt replik fra moren henvendt til veninden sætter sig fast i pigen: Jeg skulle nok være stoppet efter den første. Pigen har en 7 år ældre bror – og hun forstår (eller måske rettere: misforstår), at hun nok slet ikke burde være født. Og selvom det sikkert ikke er dét, moren mener, er det dét, pigen husker.

Andet kapitel foregår ti år senere og hedder (og hold nu fast!) '32,3 kilo’. Altså, kun 2,3 kilo mere, end da hun var omkring de 9 år. Det lyder rædselsvækkende, og det er det også. Her vågner hun nemlig en morgen med opsvulmede hænder og fødder, som følge af voldsom underernæring. Fænomenet hedder hungerødemer, og hun bliver straks indlagt.

Via klip frem og tilbage i tiden tegnes et billede af en pige og ung kvinde, som er dygtig til det meste, men som slår sig på veninder, familien, kolleger og kærester. Hun er lydhør – også overfor dét, som ikke kan høres, men snarere sanses – og hun er eftertænksom. Louise Juhl Dalsgaard har som få netop ordene til at beskrive dette: Hvordan det føles at være forelsket, fortabt, forladt, fortvivlet og føle sig som en hjemløs i sin egen krop. Med et præcist blik for barnets verden og den unges usikkerhed skriver hun ikke kun om en spiseforstyrrelse og barndomserindringer, men også om alt det, der i øvrigt udgør vores verden. Om vores iboende behov for tryghed og sikkerhed og for at føle, vi har greb om tingene.

Jeg er meget begejstret for Louise Juhl Dalsgaards måde at bruge sproget på. Uden at være ordknap får hun alligevel kun brugt de nødvendigste ord, som hun så får så meget ud af, at man både kan se og mærke, hvad der er på spil. Og hos Dalsgaard er der altid noget på spil.