Fra læseklubben Ad libitum
Pige møder dreng
Læseklub
Bogen var til debat i november 2009
"'Pige møder dreng' er en abstrakt, fabulerende og poetisk roman om køn og kærlighed, kapital og udnyttelse, skrevet i Ali Smiths karakteristiske intellektuelle og underfundige stil." Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten d. 13. februar 2009
"Den forfriskende tilgang til kønsdebatten er tiltrængt - men alligevel er det bedste ved romanen Ali Smiths helt særegne sproglige udtryk. Hun skriver ganske enkelt lallende lækkert, sjovt og kontrollerer på bedste vis sin skæve stil med spontane tankerækker og fikse afbrydelser." Nanna Goul, Berlingske Tidende d. 27. februar 2009
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Anmeldelse i avisen The Independent (engelsk)
Portræt af Ali Smith på Wikipedia (engelsk)
smag på bøgerne – en bid om dagen
Nej Tove, jeg synes bestemt ikke, du er for kryptisk! Personligt er jeg rigtig glad for dine input, som i hvert fald har givet mig nogle helt nye vinkler på historien :-) Skønt at få sat gang i tankerne på den måde!
For det første blev fortællingen om bryllppet nærmest banalt indlysende for mig, da du bragte den mytiske baggrund ind i billedet. Fordi (selvfølgelig) har det betydning for romanen, at den bygger på en mytologisk fortælling. Og det ville næsten være underligt, hvis Ali Smith ikke udnyttede det!
For det andet var det rigtig skarpt observeret af dig at se på vandets gennemgående betydning. Vand/flod/hav spiller jo en stor rolle hele vejen igennem - det havde jeg bare slet ikke tænkt på.
Eftersom romanen er inspireret af en myte, læser jeg den også delvis som sådan. For mig bliver de to også gift i stilhed ved floden. Men jeg tror det mytiske tager over s. 153, hvor fortælleren skriver at "Alle personerne fra resten af historien var der også" - herfra bliver der spolet tilbage i persongalleriet, inkl. forældre, græske guder og til sidst bedsteforældrene.
Vandelementet har stor symbolværdi - er både livgivende og dødbringende. Dette vil den kyniske Keith udnytte. Vandet optræder også som det hav, hvori bedsteforældrene forsvandt og den flod, hvorved Anthea sidder og til sidst bliver gift. S. 37: "Floden lo. Jeg sværger på den lo. Den lo og den forandrede sig mens jeg så til. Idet den forandrede sig forblev den den samme. Floden handlede om tid, den handlede om, hvor lidt tiden faktisk betød." Det samme gør myter - de fortæller på en gang om urtid, nutid og sluttid. Derfor giver det god mening for mig, når bedstefaderen, der iøvrigt er navnebeslægtet med Robin, giver Anthea en sten, som hun kan kaste i vandet og ringe skal sprede sig. Enhver generation spreder ringe i vandet, og med stenen vil Anthea og hendes søster måske skrive en ny historie: "Og det var altid de historier der skulle fortælles der gav os det reb vi kunne krydse enhver flod med".
Jeg synes også, at A.S. både fortæller, men sandelig også med sit eget sprog demonstrerer den kraft, der ligger i ordet, i sproget og i fortællingen/myten. Det er også med ordenes brug hun får fremkaldt bedsteforældrene igen. På de sidste to sider synes jeg simpelt hen fortid, nutid og fremtid på smukkeste vis går op i en højere enhed.
Håber ikke jeg har formuleret mig alt for kryptisk.
Nu har jeg som lovet fundet stedet i bogen, hvor jeg synes, der sker et skift i beskrivelsen af brylluppet. Det er nederst på s. 160:
"Ja. Okay. Jeg ved det godt.
Det er da noget jeg tror.
Det jeg mener er, at vi stod på bredden af floden under træerne, vi to, og vi lovede det intet der var der, det intet der skabte os, det intet der lyttede, at vi i sandhed ønskede at overgå os selv."
Sådan som jeg læser det, så er der faktisk ingen tilstede til det egentlige bryllup! Hun siger jo, at de afgav deres løfte til "det intet der var der"... Altså, stod de alene ved floden?
Men så kommer bedstefaren igen ind i billedet på de allersidste linier i bogen (s. 162). Som et cross-over til et ønske/en døm?
Nu hvor jeg tænker over det, så er der flere spændende pointer omkring bedstefaren! Fordi starten af bogen foregriber jo også selve handlingen og temaet om vores opfattelse af køn ved, at bedstefaren i historierne fra sin ungdom bliver ved med at henvise til sig selv om pige! Bare tag den allerførste linie:
"Nu skal jeg fortælle jer om dengang jeg var pige, siger vores bedstefar."
Tove er kort inde på brylluppet og bedsteforældrenes genkomst i slutningen af bogen - og det vil jeg egentig gerne høre flere meninger om.
Jeg nemlig ikke helt finde ud af, om brylluppet virkelig finder sted, som det står beskrevet - eller om det nærmere er en slags "drømmesekvens"? Jeg troede nemlig på vores fortæller, når vi fik at vide, at bedsteforældrene måtte være døde på havet, så jeg blev noget forundret, da de (meget belejligt) lige dukkede op i tide til bryllupsfestlighederne ;-) Og vi får også næsten to skildringer af brylluppet, hvor der ind imellem på en måde sker et skift i stilen fra de poetiske og næsten drømmende beskrivelser til en mere jordnær konstatering (på en lidt "nej-nu-skal-I-høre-hvad-der-skete" måde). Lige nu har jeg glemt sidetallet, men skal nok tjekke op på det og vende tilbage :-)
Jeg er fuldt og fast med på, at Robin og Anthea bliver gift - men sker det, som det først bliver beskrevet (med deltagelse af bedsteforældre og næsten hele byen)? Eller er det delvis ønsketænkning fra Antheas side?
PS: Og fortsat god læsning til Marisse :-)
Denne bog lykkedes det mig at få fat på på biblioteket, så jeg er i gang med at læse...jeg har ikke læst noget lignende før, men virkelig smukt sprog og korte forklarende og fængende sætninger. Dejlig læsning.
Som Malene synes jeg også, at parenteserne passer rigtig godt til Imogen som type. Hun er den kontrollerede (inkl. en spiseforstyrrelse) og reflekterende i modsætning til Anthea, som er spontan og handlende. Især, hvor vi første gang møder Imogen, fungerer parenteserne rigtig godt og beskriver næsten en panikagtig bearbejdelse af hendes følelser og intolerance over for søsteren. Efterhånden som Imogen udvikler sig aftager parenteserne, og hun ender med at handle, forlade jobbet og spontant opsøge Paul, hvis kvindelige side hun også elsker.
Antheas fortællerstemme er helt anderledes let, fabulerende og lyrisk. Faktisk var det også hende, der ganske ubesværet foreslog "Caledonia". Kærligheden er beskrevet som ren poesi s. 106-s.110. Ved brylluppet går det hele op i en højere enhed og der bindes en smuk sløjfe til bedsteforældrene.
Romanen har selvfølgelig også et politisk budskab, men det er først og fremmest hele bogens komposition og Ali Smiths formidable beherskelse af sprogets muligheder, der fascinerer mig.
Jeg synes, det er en rigtig god iagttagelse, Pia har gjort sig! Det med at den sparsomme beskrivelse af personerne måske netop er med til at fange vores opmærksomhed og tvinger os til selv at danne billeder af dem, ud fra det vi får fortalt. Nogle gange er der nemlig alt det, der ikke bliver sagt/fortalt, som er virkelig interessant.
Det er lidt ligesom forfatterens brug af parenteser - især i Imogens første afsnit. Jeg synes, det passede enormt godt til Imogen, når man læste det, fordi der var flere måder at læse parenteserne på. Teksten skiftede karakter, hvis man f.eks. lavede det lille eksperiment at springe alle parenteserne over frem for at læse det ud i én køre! Og en tredje mulighed er at fremhæve parenteserne (f.eks. ved at forestille sig at Imogen lægger ekstra tryk på det i parentes).
Hvad synes I andre? Var parenteserne geniale eller generende? ;-) Personlig synes jeg som sagt, at det passede rigtig godt til Imogen og hendes sindsstemning på det tidspunkt i historien.
Jeg blev fænget af denne poetiske fortælling på en rigtig god måde. Jeg læser mange forskellige bøger og de fleste af dem er på rigtig mange sider, så da jeg skulle i gang med denne "tynde" bog, tænkte jeg, at det ville da lige være klaret i en kovending. Men nej, man får sandelig noget mere at tænke på end bare at læse en fortælling. Den er facinerende, fordi man ikke får alt at vide om personerne, men selv må danne mere personlighed ud fra det man får fortalt. Jeg kan også godt lide at følge Imogens udvikling. Hun folder sig jo ud som en smuk blomst, der har ventet på den første solstråle om foråret. Det kunne være spændende at høre mere om dem alle.
De forskellige personligheder, der er med i bogen, gør den spændende. Nu f.eks. deres chef på bureauet - han er da en ucharmerende fyr, som virker så distanceret til det liv, vi er vidne til hos de andre.
Spændende bog, som kan anbefales. Jeg vil ned og kigge efter flere bøger af Ali Smith på bibliotekets hylder.
Så tager vi hul på Ali Smiths Pige møder dreng :-)
Som en af jer var inden på, da vi snakkede om Monsieur Linhs lille pige, så kan titlen ofte være en god indgang til tolkningen af bogen. Modsat hvad man måske kunne tro, så handler det her ikke om en traditionel kærlighedshistorie, hvor én pige møder én dreng og forelsker sig - men derimod om de indre modsætninger i Robin (og Iphis) hvor følelsen af at være pige møder/sammensmelter med følelsen af at være dreng. Man får det både præsenteret på flappen af bogen men også øverst på s. 106: "Pige møder dreng, sagde jeg. På mange flere måder end en."
Men samtidig er det faktisk også en hel banal kærlighedshistorie for de indblandede :-) Det er Imogen, som i starten fokuserer enormt meget på, at hendes søster forelsker sig i en pige - hverken Anthea eller Robin ser ud til at skænke det en tanke, fordi de netop er opslugt af kærlighed.
Hvad synes I egentlig om Imogen? Jeg kan faktisk ret godt li' hende :-)Hun er i mine øjne en enormt spændende person i historien, som virkelig overrasker læseren, udvikler sig og bliver fyldt med overskud og humor, da hun endelig får løsrevet sig!