Eftersom romanen er inspireret af en myte, læser jeg den også delvis som sådan. For mig bliver de to også gift i stilhed ved floden. Men jeg tror det mytiske tager over s. 153, hvor fortælleren skriver at "Alle personerne fra resten af historien var der også" - herfra bliver der spolet tilbage i persongalleriet, inkl. forældre, græske guder og til sidst bedsteforældrene. 

Vandelementet har stor symbolværdi - er både livgivende og dødbringende. Dette vil den kyniske Keith udnytte. Vandet optræder også som det hav, hvori bedsteforældrene forsvandt og den flod, hvorved Anthea sidder og til sidst bliver gift. S. 37: "Floden lo. Jeg sværger på den lo. Den lo og den forandrede sig mens jeg så til. Idet den forandrede sig forblev den den samme. Floden handlede om tid, den handlede om, hvor lidt tiden faktisk betød." Det samme gør myter - de fortæller på en gang om urtid, nutid og sluttid. Derfor giver det god mening for mig, når bedstefaderen, der iøvrigt er navnebeslægtet med Robin, giver Anthea en sten, som hun kan kaste i vandet og ringe skal sprede sig. Enhver generation spreder ringe i vandet, og med stenen vil Anthea og hendes søster måske skrive en ny historie: "Og det var altid de historier der skulle fortælles der gav os det reb vi kunne krydse enhver flod med".

Jeg synes også, at A.S. både fortæller, men sandelig også med sit eget sprog demonstrerer den kraft, der ligger i ordet, i sproget og i fortællingen/myten. Det er også med ordenes brug hun får fremkaldt bedsteforældrene igen. På de sidste to sider synes jeg simpelt hen fortid, nutid og fremtid på smukkeste vis går op i en højere enhed.

Håber ikke jeg har formuleret mig alt for kryptisk.

Tove er kort inde på brylluppet og bedsteforældrenes genkomst i slutningen af bogen - og det vil jeg egentig gerne høre flere meninger om.

Jeg nemlig ikke helt finde ud af, om brylluppet virkelig finder sted, som det står beskrevet - eller om det nærmere er en slags "drømmesekvens"? Jeg troede nemlig på vores fortæller, når vi fik at vide, at bedsteforældrene måtte være døde på havet, så jeg blev noget forundret, da de (meget belejligt) lige dukkede op i tide til bryllupsfestlighederne ;-) Og vi får også næsten to skildringer af brylluppet, hvor der ind imellem på en måde sker et skift i stilen fra de poetiske og næsten drømmende beskrivelser til en mere jordnær konstatering (på en lidt "nej-nu-skal-I-høre-hvad-der-skete" måde). Lige nu har jeg glemt sidetallet, men skal nok tjekke op på det og vende tilbage :-)

Jeg er fuldt og fast med på, at Robin og Anthea bliver gift - men sker det, som det først bliver beskrevet (med deltagelse af bedsteforældre og næsten hele byen)? Eller er det delvis ønsketænkning fra Antheas side?

PS: Og fortsat god læsning til Marisse :-)

Som Malene synes jeg også, at parenteserne passer rigtig godt til Imogen som type. Hun er den kontrollerede (inkl. en spiseforstyrrelse) og reflekterende i modsætning til Anthea, som er spontan og handlende. Især, hvor vi første gang møder Imogen, fungerer parenteserne rigtig godt og beskriver næsten en panikagtig bearbejdelse af hendes følelser og intolerance over for søsteren. Efterhånden som Imogen udvikler sig aftager parenteserne, og hun ender med at handle, forlade jobbet og spontant opsøge Paul, hvis kvindelige side hun også elsker.

Antheas fortællerstemme er helt anderledes let, fabulerende og lyrisk. Faktisk var det også hende, der ganske ubesværet foreslog "Caledonia". Kærligheden er beskrevet som ren poesi s. 106-s.110. Ved brylluppet går det hele op i en højere enhed og der bindes en smuk sløjfe til bedsteforældrene.

Romanen har selvfølgelig også et politisk budskab, men det er først og fremmest hele bogens komposition og Ali Smiths formidable beherskelse af sprogets muligheder, der fascinerer mig.

Jeg blev fænget af denne poetiske fortælling på en rigtig god måde. Jeg læser mange forskellige bøger og de fleste af dem er på rigtig mange sider, så da jeg skulle i gang med denne "tynde" bog, tænkte jeg, at det ville da lige være klaret i en kovending. Men nej, man får sandelig noget mere at tænke på end bare at læse en fortælling. Den er facinerende, fordi man ikke får alt at vide om personerne, men selv må danne mere personlighed ud fra det man får fortalt. Jeg kan også godt lide at følge Imogens udvikling. Hun folder sig jo ud som en smuk blomst, der har ventet på den første solstråle om foråret. Det kunne være spændende at høre mere om dem alle.
De forskellige personligheder, der er med i bogen, gør den spændende. Nu f.eks. deres chef på bureauet - han er da en ucharmerende fyr, som virker så distanceret til det liv, vi er vidne til hos de andre.
Spændende bog, som kan anbefales. Jeg vil ned og kigge efter flere bøger af Ali Smith på bibliotekets hylder.