Nu er det på tide at forlade Dostojevskij, og kaste sig over noget helt andet. Jeg har læst og genlæst Idioten både i Jan Hansens ny oversættelse og Ejnar Thomassens oversættelse fra 1965.

Teksten er fantastisk, og man kommer vidt omkring. Vi befinder os i Alexander d. II. regeringstid, optøning reformerm efter Nicolai d.I rædselsregime, der er et hele tiden igangværende stridsmål mellem de slavofile og europæisterne. Kvindefrigørelsen ulmer, landboreformer er på trapperne, industrialiseringen er igang, damplokomotivet, jernbanen åbner nye muligheder for samfærdsel over landegrænser.

Dostojevskij er kommet tilbage fra straffekolonien i Siberien og har igen fået sine borgerlige rettigheder.Ateismen og Nihilismen vinder tilhængere også blandt det russiske folk.

Dostojevskijs egen tvivl om Guds eksistens høres igen og igen i hans værker, også i Idioten.

Med hensyn til formen i romanen, kommer vi hurtigt ind i handlingen, og får hurtigt et indtryk af personerne, han lader dem tale og afsløre sig selv, man kan se dem for sig og navnlig høre dem. Hos Tolstoj får man en nøjagtig beskrivelse af udseende og karakteristika, men ikke her. Der gåes lige til sagen, som også i Gogols fortællinger.

Romanen er befolket af alle slags personer, de rige de gerrige , de belæste tyve og bedragere, misundelige, hele spekteret af menneskeheden.

Fyrsten lider af epilepsi, samme sygdom som Dostojevskij, har været til behandligg hos en læge i Schweiz i flere år, bliver opfattet som idiot, og er nu tilbage i Rusland, til en verden han ikke helt forstår, da han i mange år har lvet sammen med børn, og derfor sagt ærligt hvad han mener uden omsvøb.

Idioter og epileptikere blev regnet som nærmere gud på grund af deres manglende intellekt. Så der ligger vel gså noget symbolsk i bogens titel.

Fyrsten er betaget af 2 kvinder, Aglaja og Nastasja, 2 forskellige kvinder, som repræsenterer både Maria og Magdalena. De er begge inteligente kvinder, meget belæste, men med hver sin opvækst og skæbne. Af medfølelse vil fyrsten gifte sig med Nastasja, men denne vil ikke ødelægge fyrstens liv med sit eget dårlige omdømme som en falden kvinde og kaster sig i armene på Rogozjin. Hun ved at denne vil dræbe hende, men det er den eneste vej for hende til at slutte sit elendige liv. Spørgsmål om skyld / ikke skyld hænger i luften og vi bliver gjort opmærksom på at også den der ikke udøver handlingen er skyldig. Fysten bliver syg igen og Rogozjin sendes til Sibirien.

I brødrene Karamassov, i Forbrydelse og straf, Et latteligt menneskes drøm kommer Dostojevskij ind på de samme problemstillinger.

 Billedet af den liggende Kristus efter  nedtagelsen fra korset er forside billede på Leonid Tsypkins : En sommer i Baden Baden.

Dostojevskij bliver man aldrig færdig med. Pusjkintalen fra 1880 fortæller efter min mening meget om hans egen holdning og gudstro, og hans kærlighed til Rusland.

 Mis

Magrethe, du ved ikke hvad ren ureflekteret godhed er. Lad mig illustrere det med et eksempel med nogle genkendelige grundtræk.
En mand nærmer sig en tigger, som sidder på fortovet med en kasket foran sig og ser forfærdelig miserabel ud. Manden har stor medfølelse for ham og stopper op, og først efter at alle muligheder for at hjælpe tiggeren på anden vis end  økonomiske er forsøgt, tømmer han alle lommerne for penge ned i tiggerens kasket og går videre, ulykkelig over tiggerens skæbne. Det er ureflekteret godhed !
En anden mand nærmer sig den samme tigger, stopper muligvis op for at kaste en mønt i kasketten. Det kan være svært at sige, om det skyldes medfølelse for tiggeren eller blot skyldes et konventionelt krav. Det kan også være, han går forbi ud fra den betragtning ,at han blot vil gøre ondt værre ved at hjælpe tiggeren og på den måde fratage ham muligheden for at klare sig selv. Det kan også være han undlader at hjælp, fordi han har nogle økonomiske forpligtelser over for nogle af hans nærmeste etc  Det er reflekteret godhed. Det er den de fleste af os praktiserer. Problemet med den er at den altid er filtret ind i egeninteresse. Og det fører hen til dit spørgsmål om fyrsten har mistet orienteringsevnen. Fyrsten har ingen orienterings evne for det høre den reflekterede godhed til . At være deltagere i et kompliceret socialt spil med alle dens interessekonflikter er en stærk udfordring for godheden. Jeg kan ikke nære mig for at citere Knud Hansens fra hans fantastiske bog om Dostojevskij: Hvad er mere latterlig end medfølelse i en verden som regeres af succes, prestige, rovdrift, hensynsløshed og økonomi !

Nu har Idioten været på plakaten en måned, og tiden må vist være inde til at komme med en kommentar, for at tilkendegive man stadig er på linien. Sidste søndag var 4. Søndag efter trinitatis i kirkeåret og prædikenen gik over Matthæus  5.43-48, den del af bjergprædiken hvor fordringen om næstekærligheden skærpes til også at gælde ens fjender.
Man kan fristes til at sige, at Myskin har taget denne tekst til sig og gjort den til sit projekt. Men sådan forholder det sig for mig at se ikke. Myskin handler ikke ud fra nogen tekst eller andet ude fra pålagt fordring. Myskin er drevet af en dybtfølt medfølelse for mennesker der lider og med en evne til at gennemskue deres sociale magtspil. Myskin er intet mindre end et godt menneske.  
Dostojevskij vidste godt at et gennemført godt menneske ville blive en kedsommelig en af slagsen og næppe skabe den store sympati. Ann Luther bruger da også udtryk som  ”ekstrem godhed”  og ”irriterende godhed” og lader sin sympati hælde mod morderen Rogozjin. Det er måske her man burde sætte ind med nogle overvejelser over hvilke følelser der styrer vores adfærd. Er det en god ide at vurdere  mennesker  ud fra deres underholdningsværdi frem for  deres impatiske kvaliteter .
Vi har jo alle en eller andet form for socialt spil i gang  som kræver nogle efterrationaliseringer som ikke altid er behageligt at tænke på. Men det betyder jo ikke at man skal bruge sin egen lille verden som målestok for godhed. Livet er til enhver tid for ethvert menneske et eksperiment på forsøgsstadiet , med hvad det medfører af fejldispositioner.  Ann Luther bruger udtryk som ”godheden kommer til kort” og  ”de gode intentioner nytter ikke noget” og det retoriske spørgsmål ” formår han i al sin godhed at gøre verden et bedre sted?” Myskin har ikke nogen intentioner men er drevet af ren ureflekteret medfølelse, og hvor vidt han har gjort verden til et bedre sted, kunne man pespektivere lidt ved at  vende det om og stille spørgsmålet til sig selv for at se hvor urimeligt spørgsmålet er . Menneske er nu engang små og verden uendelig stor
Jeg mener ikke at Idioten handler om et godt menneske til efterfølgelse eller om for meget godhed fører det ene eller andet med sig, men om det paradoksale ved godheden i sig selv. Her synes jeg Dostojevskij viser sig som en genial realist. Som ortodoks kristen lader han sig ikke friste til at skabe en Jesusfigur ,hvis efterfølgelse  ud fra rationelle overvejelser  måske var en overvejelse værd. Han beskriver godheden op mod alle de underholdende karakterer ,som vi altid lader os charmere af. Livstykket Filippovna, den lidenskabelige Rogozjin, spradebassen Aleksandrovitj og ikke mindst den uforlignelige underholdende sludrechatol Jelizaveta.  Idioten er faktisk en meget underholdende og morsom bog .

Ja, jeg er klar efter "sommerferien". Jeg har lidt forskellige "projekter" og er klar senere til næste bog. God sommerferie!

En af fyrstens værges bekendte ved middagsbordet, hvor fyrsten skal "vises frem" - fortæller, at fyrstens værge konverterede til katolicismen - hvilket forskrækker og ophidser fyrsten i den grad. For første gang i historien er fyrsten rigtig rasende. Både ateismen og socialismen er afløbere af katolicismen påstår fyrsten og ukristelige. Ideologierne lyver og forvansker Kristus til Antikrist. "Paven erobrede verden, en verdslig trone og greb til sværdet" 719 Paven styrer penge og verden med sværd. Skab i stedet "..en fremtid med fornyelse for hele menneskeheden og med genfødelsen af den, ene og alene gennem den russiske ide, gennem den russiske Gud og den russiske Kristus...." Jeg ved så heller ikke, hvordan fyrstens bud på en bedre verden skal realiseres?

Som Ann siger forsøger fyrsten at "redde hele verden" - i hvert fald sin egen klasse. "Når jeg stadig er bange, er det på Deres vegne, for Deres skyld, Dem alle sammen. Jeg er jo selv fyrste, af en gammel gammel slægt.....Når jeg siger alt dette, er det for at redde Dem alle, for at vores samfundslag ikke skal forsvinde sporløst, synke ned i mørke...." 732 Og fyrsten nærmest håner den som måtte være tilhænger af demokrati og ligestilling.

Og sekunder senere får fyrsten et epileptisk anfald. 733

(Der er stadig mange løse ender.....)

Jeg tror, at Fyrsten og den unge Ippolit bestemt har det til fælles, at de begge ved, hvordan det er at føle sig udstødt af den store verden omkring én. Ippolit føler det, fordi han er meget bevidst om, at han snart skal dø. Fyrsten får samme oplevelse, da han befinder sig ude i naturen. Men jeg ved alligevel ikke, om man kan sige, at det er den samme følelse...den udspringer jo i hvert fald af to meget forskellige situationer...

Hvad med Ippolit?

For har Ippolit ret i, at fyrsten ønsker ham død? "..men kunne man ikke kvæle ham med en pude, eller proppe en våd klud i halsen på ham, mens han sov....Det er tydeligt at læse på Deres ansigt, hvad De tænker i dette øjeblik." 743

Ikke just de mest medfølende ord om et dødsdømt menneske?

(det forkromede overblik har jeg stadig til gode:-)

Gad vide om Johannes Møllehave har tænkt, at det er mordet i Idioten, der er syndigt? 

Og måske slår kærligheden bro over det onde og det gode i den sidste scene i romanen, hvor Rogozin siger: "Jeg (Rogozin) vidste du (fyrste) ville bo det samme sted." 804

(jeg læste et sted, at Piet Hein oplevede, at Idioten gav ham mere end nogen videnskabsmand. en lille trøst til at gruble videre:-) 

I anledning af nyoversættelsen  af "Idioten" i 2006 skrev Johannes Møllehave d. 22/9-06 i Kristeligt Dagblad: "Romanen handler om idiotens prisgivethed. Når han møder mennesker, der er gået fejl af målet i tilværelsen, gribes han af en sand og overvældende medfølelse. Ordet synd har samme betydning som ordet sund - og et sund er jo et vand, der skiller. Synd betyder derfor adskillelse og kun medfølelse og kærlighed kan slå bro over det, som skiller og isolerer."

Men så er det, jeg tænker: lykkes fyrstens projekt? Formår han med al sin godhed at gøre verden til et bedre sted? Eller medfører hans ekstreme godhed netop, at han ikke kan forstå de spilleregler, der eksisterer i verden og derfor heller ikke kan formå at slå bro over det, som skiller og isolerer - for nu at bruge Møllehaves udtryk?
Hvad tænker I om det?

Hvad jeg senest har grublet over er: hvorfor fyrsten er 'ven' med den grusomme Rogozin? Jeg ved ikke, om Freud har givet mig forklaringen? (Men vi har jo læst Dr. Jekyll og mr. Hyde?) Freud siger et sted, at paranoia skyldes, at det onde og den truede del af personligheden (fyrstens personlighed) er spaltet fra og lagt over på en anden: Rogozin. Og personen/fyrsten med paranoia føler en trang til at beskæftige sig med dette onde og bekæmpe det. Hvad siger I?

(Jeg påstår, at fyrstens paranoia giver sig udtryk på det tidspunkt, hvor han 'vælger' mellem Nastasja og Aglaja. Han 'vælger' Nastasja, fordi han ellers tror, at hun vil begå selvmord. Men min påstand er, at Nastasja er alt for egoistisk til at ville begå selvmord. Min påstand er, at fyrsten har vrangforestilling/paranoia.)

Der er stadig meget i Idioten jeg ikke forstår. Men jeg pukler videre og synes det er spændende læsning:-) 

Jeg er begyndt at læse Idioten af Dostojevskij. Fantastisk fortællestil. Korte og let læselige tekster. Fremragende beskrivelser af ansigter. Stærkt og godt.