Hvorfor læse litteratur?

Oprettet: 13.12.2013 - 15:50

"Er der overhovedet en grund til at læse litteratur?" spørger litteraturformidler Thomas Olesen i sit blogindlæg.

Det er vinter, og vi er trukket inden døre. Spørgsmålet melder sig: Hvilken bog skal vi læse? Og, hvis vi er i det rigtig spørgelystne hjørne, hvorfor skal vi overhovedet læse? Hvad angår det første spørgsmål, så har biblioteket masser af gode tips til dig, men hvad angår det sidste – ret provokerende! – spørgsmål, ja så kan vi spørge i vest og få svar her.

Det indlysende svar: hygge og viden

Det er egentlig tåbeligt at spørge, hvorfor vi skal læse, for vi læser jo for at blive underholdt og for at udvide vores horisont; hygge og viden i skøn harmoni! Vi har nok altid vidst, at det er gavnligt at læse litteratur, og at dette er læsningens raison d'être. Allerede Aristoteles pegede i sin bog ”Poetikken” (fra ca. år 335 f.kr.) på litteraturens evne til at skabe sjælelig renselse gennem den såkaldte katharsis-effekt, som kommer, når vi lider med den tragiske helt.

Harold Bloom – selvindsigt og middel mod ensomhed

I mere moderne tid har Harold Bloom sat sig for at undersøge, hvorfor vi læser (og skal blive ved med at læse). I bogen ”Hvordan man skal læse og hvorfor” fra 2000 (oversat til dansk i 2003) argumenterer han for, at vi skal læse litteratur på litteraturens præmisser; dvs. at når vi vil åbne op for bøgerne og ”forstå dem”, skal vi ikke inddrage samfundsfaglige eller andre ikke-litterære teorier. I det hele taget skal vi droppe alt det med de store forkromede teorier, og i stedet kigge på selve værket og dets relation til andre væsentlige værker i litteraturhistorien.

Men hvorfor skal vi læse? Fordi litteratur ”er den mest helbredende form for nydelse”, som han skriver. Læsning er på den ene side en ensom beskæftigelse, der kræver ro og afsondrethed, men på den anden side er læsning paradoksalt nok et effektivt middel mod ensomhed. Litteratur, mener Bloom, giver os nemlig en dyb og enestående forståelse for, hvad det vil sige at være menneske. Litteratur kan det unikke, at den opstiller modeller, vi kan spejle os i gennem indlevelse og identifikation. Når vi læser og afskærmer os mod verden i litteraturen, lærer vi simpelthen vores medmennesker bedre at kende. Nok så vigtigt lærer vi også os selv at kende gennem identifikationen med de fiktive karakterer.

Læsning mod depression og demens – selvrefleksion og gruppetillid
Harold Bloom står ikke alene med sin teori om, at litteratur giver selvindsigt og øgede sociale kompetencer. Guidet fælles læsning er betegnelsen for en læsemetode, der er kendt for at kunne kurere psykiske lidelser som depression og demens. Det hele foregår ved, at man samles i en læsekreds, læser en tekst højt, og herefter perspektiverer til læsernes / tilhørernes eget liv. Højtlæsningen og den efterfølgende debat guides af en læsegruppeleder, der hele tiden sørger for, at gruppen byder ind med personlige erfaringer.

Gruppediskussionen er med til at skabe tillid og samhørighed mellem deltagerne, når de byder ind med dybt personlige fortællinger. Sammenlignet med Bloom bruges litteraturen som et direkte middel til at kurere ensomhed med, for man får gode og langvarige venskaber med de andre lidelsesfæller i læsegruppen. En anden vigtig del af guidet fælles læsning er, at det er læseren, som skal spejle sig selv i teksten. Dette gøres ved at forbinde teksten med egne erfaringer i en slags ”Nå ja, Hamlets problem kender jeg også fra mig selv. Nu skal I høre…” Fokus er med andre ord ikke på teksten som sådan, men på læseren selv. På den måde får teksten status som katalysator for læserens egne, ofte smertefulde, erindringer. Litteraturens billeder kan altså genskabe (eller konstruere?) ellers tabte erindringer hos læseren.

Finlitteratur giver empati og gør os til bedre mennesker
En tredje tilgang fremhæver litteraturens evne til at skabe empati. I en artikel i videnskab.dk kunne man for nylig læse den utrolige nyhed, at man bliver et bedre menneske af at læse – men det det skal være god fin-litteratur, ellers virker det ikke!
Ifølge tesen, som er udviklet af to amerikanske psykologer, udvikler man en større grad af empati, når man sættes til at læse ”svær” litteratur. Modsat triviallitteraturens plotdrevne univers, hvor man ikke skal tænke så meget selv, ja så byder den ”svære” litteratur på komplekse figurer, som vi må investere os selv i for at forstå – og denne selvinvestering skaber altså mere empati og gør os til bedre mennesker.

Opsummering og sammenligning
Som man kan se, fremhæver de her nævnte teorier litteraturens evne til skabe forståelse for mennesket, både de andre og os selv. Om det ligefrem gør os til bedre mennesker, som den sidste teori hævder, er nok svært at bevise, men litteratur og læsningen af den skærper tilsyneladende dét sociale apparat, som vi bruger til at begribe det største mysterium af alle, nemlig mennesket!

Skrevet af litteraturformidler på Norddjurs Bibliotekerne, Thomas Olesen