I det nyeste nummer af Perspektiv skriver Anette Lerche en interessant artikel om formidling. I artiklen citeres Klaus Rothstein:

- Bibliotekerne sætter de gamle klassikere i depot, fordi de ikke bliver læst. Men der er ikke nogen, der fortæller brugerne, at de har relevans. Man skylder litteraturen at formidle den, udstille den og lave temaer, siger han og introducerer begrebet at håndsælge.

- Bibliotekarerne må gerne tage rollen og magten som smagsdommere. Vi har forstand på litteratur, og når der kommer en låner og spørger efter Jussi Adler-Olsen, så giv ham Ole Sarvig. Tag Havet under mit vindue ud af glemslen og giv den som en gave.

Jeg bli’r så træt så træt når jeg hører Klaus Rothsteins maskin-udmelding om at bibliotekerne svigter klassikerne. En løgn bliver jo ikke mere sand af at blive gentaget og kopieret i det uendelige. Der er skabt en myte i medierne på baggrund af et fatalt interview med Pernille Schaltz for efterhånden flere år siden, - et interview hvor der er konkluderet og udledt fejlagtige påstande om folkebibliotekernes manglende respekt for kulturarven og den klassiske litteratur. Forfattere og rasende litteraturanmeldere røg i blækhuset med det samme og citerede hinanden i et væk. Gad vide om Klaus Rothstein har sat sine ben i et folkebibliotek for nyligt?

Folkebibliotekerne værner om og drager omsorg for litteraturen, vi formidler (håndsælger) både direkte og indirekte i det fysiske rum på nettet – i alle medier – i foreninger, kulturhuse osv.

Jeg takker klart nej til at genoptage fordums opdragerrolle, for jeg vil meget hellere holde fast i LYSTEN til at læse og inspirere. Det kræver både empati, psykologisk indsigt og en god portion litteraturkendskab at formidle, og jeg tror ikke det nytter at proppe Ole Sarvig i halsen på en borger der spørger efter noget der ligner Jussi Adler-Olsen. Mange mennesker har fået spoleret lysten til at læse skønlitteratur i skolen, fordi undervisningen har fokuseret på tolkning af vanskelige tekster, f.eks svær forståelig lyrik.

Gør det – for helvede – vær aktivt opsøgende. Profiler bibliotekarerne som litterære vejledere, så vil man som bruger have større mod til at spørge om et godt råd. Hvad skal jeg læse?

Ja, for helvede – (hvis vi absolut skal bande) – det er sgu det vi gør hver eneste dag. Her og der og alle vegne: i bibliotekerne, på nettet, Litteratursiden, vi blogger og Facebook’er i ét væk, og hvis bare de højtråbende mediepersoner ville lade være med at kopiere hinandens løgne og fremsætte dem som sandheder, så kunne vi måske få de positive historier frem i stedet. Vi kunne få fortalt historien om hvordan mine kolleger fortæller om gode krimier til en flok politibetjente i Århus, hvordan vi fortæller om ny litteratur for indvandrerfamilier i et beboerhus i Horsens eller historien om glæden ved at lytte til lydbøger for læsesvage og synshandicappede.

Og så lige til sidst, hvis Klaus Rothstein synes at kunstmuseerne drager bedre omsorg for deres materialesamlinger end bibliotekerne, - ja så forstår jeg ikke en pind. Vi hører jævnligt om kunstmuseernes mangel plads, og hvor mange stykker kunst står der ikke opmagasineret helt utilgængeligt for publikum i de danske museer. Jeg tror ikke at borgerne har adgang til museernes magasiner i modsætning til bibliotekernes magasiner, som for en stor del står helt åbne for alle borgerne i dette land.