Hallerne på scenen

Oprettet: 27.02.2012 - 15:26

Sceneversionen af Josefine Klougarts Hallerne tilfører læseoplevelsen en stærkere og mere sanselig dimension i kraft af den flotte scenografi.

Dette er ikke en anmeldelse, da vi ikke anmelder teaterforestillinger her på sitet, men vi forholder os til de steder, hvor litteraturen er afsæt og det lys, der kastes tilbage på læseoplevelsen og teksten.

For mig var det bedste ved premiereforestillingen på Aarhus Teater i fredags kombinationen af Klougarts sprog og den flotte scenografi, som intensiverer den stemning af tomhed, flygtighed og uigennemtrængelighed, som gennemsyrer teksten. Magtorholdet mellem manden og kvinden, hvor begær og ydmygelse er omdrejningspunkterne, forstærkes af scenografien - ikke mindst den klinisk hvide scene, de nøgne mannequin-dukker af manden og kvinden og det rislende vand, som gør skuspillerne gennemblødte.

Blikket er et styrende element i forholdet mellem manden og kvinden i teksten. I forestillingen tematiseres blikket af scenografien, hvor gennemsigtige skydedøre i glas undervejs i forestillingen adskiller skuespillere og publikum, men ikke mere, end at vi både kan betragte det, der foregår, og se den del af publikum, som sidder på den anden side af scenen.

Mens den kvindelige skuespiller langt hen ad vejen mindede om den kvinde, jeg havde set for mig, mens jeg læste Hallerne, var manden helt anderledes end det billede, jeg sad med efter læsningen. Mens jeg havde set en intellektuel, karismatisk og dominerende mand, var den manden i forestillingen en lallende mand, som ikke havde spor af den magtfulde aura, som kunne sandsynliggøre kvindens afhængighed af ham. I forestillingen synes mandens afhængighed af kvinden således mere troværdig end omvendt. Spillet mellem dem virker bedst, hvor styrkeforholdet begynder at ændre sig, der, hvor, hun bliver stærkere, mens han bliver svagere.

Klougarts sanselige tekst er det bærende i forestillingen, og den gengives smukt af seks forskellige stemmer, herunder Klougarts egen. Stemmerne fortæller en masse, som vi ikke ser direkte på scenen. Ordene og stemningen minder meget Margurerite Duras' univers. Instruktøren Annika Silkeberg har tidligere instrueret Duras’ roman  "Hiroshima, mon amour" samt teaterversionen af Lars Von Triers "Antichrist", som ikke er uden paralleller til Hallerne.

Hallerne er blot en ud af en række aktuelle forestillinger, som tager udgangspunkt i en roman. Mungo Park sætter i marts Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid op, og Jens Blendstrups roman Gud taler ud skal iscenesættes på Husets teater. Desuden blev Naja Marie Aidts novellesamling Bavian sat op på Aalborg Teater i efteråret. Man kan i den forbindelse spørge, hvad det betyder for teatrets udvikling, at der tilsyneladende er flere forestillinger, som baserer sig på en litterær tekst.

Samtidig giver det anledning til at diskutere de flydende genregrænser mellem en sceneversion af en litterær tekst som Hallerne og den litterære performance, hvor netop forhold uden for teksten, som rum, stemme og mimik er afgørende.

Foto: Rumle Skafte