Pokerspil i stort format

Oprettet: 08.09.2015 - 12:52
Lars Ulrik thomsen

Ja, Europa er nedlagt -

Hvem kan modstå stude?

Vi undskylder også Dánaë -

Hun blev nedlagt af en gylden regn!

 

 

I denne kronik,der er formet som scenerne i et skuespil, fortælles en anderledes historie end den gængse. Var kommunismens fald i 1989 resultatet af indre modsigelser, eller var der også andre faktorer på spil?

 

Prolog: Aristoteles beskriver i sin Ars Poetica, hvordan de græske tilskuere oplevede en art katarsis i oldtidens arenaer. Et teaterstykke, hvad enten det er en tragedie eller komedie, blev målt på dets evne til, at det lutrede folkets følelser. Når man læser de gamle grækere slår det en, hvordan deres sprog er renset for enhver form for personlig engagement. Det står i al sin arkaiske renhed som et budskab fra fjerne tider.
I nyere tid har Bertolt Brecht videreført denne tradition. Han evnede gennem det episke teater, at formidle kunsten på samme måde som grækerne gjorde. Han viste det som er skjult for tilskueren i det daglige og gennem en afdækning af interessemodsætninger drages tilskueren ind i cirklen, hvor det nye - omslaget fra en tilstand til en anden sker.
For mange mennesker står de skelsættende begivenheder i 1989, som en sejr for friheden og demokratiet. Ondskabens Imperium havde udtømt sine muligheder, og nu kunne det meste af Østeuropa blive et ægte demokrati og medlem af den europæiske familie.
Den følgende fortælling, skildrer i tre scener Europas nyere historie på en ny måde. Den forsøger at gå bag om de kendte fremstillinger og rokke lidt ved de skråsikre billeder, som er skabt af medierne.

1. Scene: Palazzo Ducale i Genova, 1971:

Det er ikke noget tilfælde, at Giovanni Agnelli har valgt Genova som mødested for nogle af de mest indflydelsesrige politikere og finansfolk fra Europa. Genova havde sin storhedstid i middelalderen, da en stor del af verdenshandelen udgik herfra.
Værten Giovanni Agnelli en af Italiens store industribaroner, er mere end bare bil- og finansmagnat. Han er tillige senator i det italienske overhus, valgt på livstid.
Grunden til at han har indkaldt mødet i den eksklusive kreds af ledende erhvervsfolk, er den almindelige bekymring over den tiltagende økonomiske og politiske ustabilitet i hele Vesteuropa.

Det store spørgsmål er, hvordan man skal tackle krisen der paradoksalt nok skyldes en overflod af kapital – et ufejlbarligt krisetegn. Den ledige kapital kan ikke længere udlånes med det ønskede provenu, og det skader tilliden til finansverden og de store koncerner fremtidsmuligheder.
Efter at mødet er blevet åbnet af Agnelli hersker der en del forvirring og modstridende opfattelser, lige indtil repræsentanten for Deutsche Bank får ordet.
Dr. Heinemann fra den kulturelle fond i banken, taler engelsk med den karakteristiske tyske accent og forelægger omhyggeligt en plan, der diskret har været til høring i alle Europas betydende bankkredse.
Først ridser han konsekvenserne af den fortsatte krise op, det vil skabe yderligere vækst i de faglige og politiske bevægelser og måske endda noget, der vil true selve stabiliteten i samfundets vitale strukturer. Dr. Heinemanns plan går i al sin enkelhed ud på, at man må skaffe sig af med den overskydende kapital. Man må gå nye veje og investeres i Østeuropa!
Der går en gysen gennem forsamlingen. Er det meningen, at vi som gode samfundsstøtter skal stimulere kommunismen og Warszawa-pagtens økonomi? Dr. Heinemann løfter afværgende armene, og efterhånden falder forsamlingen til ro. Med et overbærende smil fortsætter han:
"Dette er en del af en langsigtet plan, der skal gøre de østeuropæiske økonomier afhængige af vestlige bankers kreditgivning", forklarer Dr. Heinemann. "Vores bestræbelser falder på bedste måde sammen, med de fredsudspil der for nylig er kommet fra Moskva."
Det er tanken at begynde med nogle af de svagere lande i Østblokken: Polen, Rumænien, Jugoslavien og Ungarn, for derefter gradvist at inddrage de øvrige lande og i sidste ende også Sovjetunionen.
"Det er en plan, der vil strække sig over 10-20 år, måske mere, og vi må gå frem med den største forsigtighed, så ingen aner uråd. Den vil kun kunne gennemføres, hvis det sker i transatlantisk solidaritet", siger Dr. Heinemann med tanke på at forhindre rivalisering.
Der lyder et lettelsens suk i forsamlingen og en anerkendende mumlen. Nu forstår deltagerne, hvad den dybere mening er med dr. Heinemanns og Deutsche Banks forslag.
I de følgende år blev denne målsætning ført ud i livet.

Gradvis blev landene i Østeuropa gjort afhængige af vestlig kapital. I slutningen af 1980'erne var de fleste dybt forgældede, og Sovjetunionen var også kommet med i de løbende kreditter. Ved sin opløsning efterlod Sovjetunionen en gæld på ca. 500 mia. kr. Værdioverførslen til vestlige banker, udgjorde i løbet af 1980'erne den nette sum af 600-700 mia. kr. kapitalen var blevet forrentet nøjagtigt som forudset på mødet i Genova.

2. scene:
Den amerikanske ambassadørs kontor i Bonn, vi skriver 1989:

Store demonstrationer ruller hen over DDR. Alle større byer har været præget af de ugentligt tilbagevendende optog med paroler om frihed og demokrati: ”Wir sind das Volk! Wir sind das Volk!” genlød i det i gaderne.
En af arkitekterne bag den stort anlagte kampagne er den amerikanske general og vicedirektør i CIA, der tillige er USA's ambassadør i Tyskland, Vernon Walthers.
Den 72-årige ungkarl følger på CNN billederne af de skelsættende begivenheder.
Hen over skærmen ruller billeder af tusindvis af østtyskere, der stimler sammen ved grænseovergangene i Berlin. De fleste mennesker er euforiske og løsslupne.

Vesttyskere står klar med champagne til de nytilkomne og til tonerne af Beethovens "An der Freude", skåles der for den tyske enhed. Aner man en anelse usikkerhed hos de østtyske borgere? Måske tænker de: Kan det virkelig være rigtigt, at kansler Kohl vil opfylde alle de afgivne løfter?

Vernon Walthers følger sceneriet med tilfredshed.
Hans tanker går tilbage til Chile, Brasilien og Grækenland. Her hjalp han beredvilligt militæret med rådgivning om, hvordan de bedst muligt kunne slippe af med de demokratisk valgte regeringer. Alt dette havde kun været forberedelsen til det egentlige slag, der nu var i fuld gang.

Walthers vidste, at når først DDR var faldet, ville Sovjetunionen stå for tur. Den ville blive den næste og afgørende brik i dominospillet. I den kampagne, som han havde ledet, var al hans politiske tæft og erfaring kommet til udfoldelse.
Walthers vidste fra tidligere opgaver, hvordan man gradvis bygger en kampagne, dvs. en hetz op mod regeringen, og journalisterne bl.a. fra Bild-Zeitung havde været meget lærenemme. Det hele var gået over al forventning. Vernon Walthers gryntede tilfreds, da han åbnede sin computer og begyndte at kryptere sin indberetning til State Department og Pentagon. Det vil sandsynligvis udløse de obligatoriske medaljer og en forfremmelse.

 

3. scene: Lufthavnen i Vnukova og Kreml-paladset i 1998: Vi er i Moskva, hvor det trækker op til dramatiske begivenheder. I lufthavnen Vnukova i byens periferi, lander et særfly fra New York. Det parkeres uden for de normale passager-terminalers område, og kort efter ruller en limousine - en af de store Mercedes S 600 - op foran flyet.
Ud træder mr. Bennett, en lille og tætbygget mand der er rådgiver for Den internationale Valutafond, IMF. Han sætter sig ind i bilen, der med stor hastighed kører til Moskvas centrum. De kører forbi vagterne i Kreml og ind på den gamle borgs område. Forbi den berømte Zar-klokke, de eksercerende soldater og standser ud for det pragtfulde Kreml-palads. Det er her møderne om rubelens fremtid skal finde sted.
Efter modtagelsen af den russiske premierminister Jevgenij Primakov og de obligatoriske høflighedsfraser, går man straks over til forhandlingerne.
Mr. Bennett er ikke nogen sentimental herre og han gør det hurtigt klart, at betingelserne for at stabilisere rubelen og afværge den frie fald, er nedskæringer i pensioner og andre offentlige udgifter. Det skal ske i en størrelsesorden som russerne, selv ikke i deres vildeste fantasier, havde drømt om.

De ser ned i de spejlblanke bordplader, og i et glimt ser de konsekvenserne af Sovjetunionens sammenbrud. Sovjetunionen var garantien for deres selvbestemmelse, men eksisterer ikke længere og de har ikke andet valg end at acceptere de jernhårde betingelser.

Den russiske stat er bankerot, inflationen er på 84 pct. - mod 11 pct. året før. BNP er faldet med fem pct. og rubelen devalueret med 74 pct. over for dollaren. Den eneste mulighed for at få gang i det skrantende erhvervsliv, er at få tilført yderligere ny kapital, velvidende at betingelserne er urimeligt hårde.
Nu bliver boet gjort op efter de fremsynede investeringer, som forudseende blev tilrettelagt af de europæiske banker i Genova. Som i et pokerspil af internationalt format tager de vestlige banker og IMF stikket hjem med renters rente.

 

Epilog: Denne fremstilling af historien bygger på faktuelle tal for kapitaleksporten til Østeuropa i 1970´erne. Det betyder imidlertid ikke, at denne eksport var den eneste årsag til sammenbruddet for socialismen. Men det er et aspekt som ofte overses i mediernes behandling af begivenhederne. Vil man tegne et sandt billede af historien, må man sammenfatte alle de mange facetter, som tilsammen skabte forvandlingen i verdenshistorien.

 

PS. Den 1. september udkom min nye bog Folkeenhed mod barbariet, som er en ny måde at anskue det 20. århundredes historie på, og hvilke drivkræfter der bestemmer udviklingen. Se mere på bibliotek.dk