Kritik af Niels Bohrs erkendelsesteori

Oprettet: 23.02.2014 - 11:32
Virkelighed og erkendelse

"Man kan kun forstå Niels Bohrs udvikling som et resultat af
en lang udvikling, både når det gælder de personlige forhold i
hjemmet og det generelle uddannelsesniveau.
Niels Bohr var præget af idealistiske og positivistiske opfattelser, idet repræsentationen af materialistiske filosoffer i Danmark er meget beskeden."

Materialismen har rødder tilbage i antikken
Når vi diskuterer Niels Bohrs atom-model og dens betydning,
er det tankevækkende, at nogle af de førende materialister i
oldtiden, Demokrit og Epikur, allerede dengang formulerede
nogle fremsynede teorier om universets opståen og udvikling.
Med genial intuition postulerede de to filosoffer, at verden
består af atomer af forskellig form og størrelse. Niels Bohr
omtalte de græske tænkere med beundring, fordi de både beherskede
den konkrete forskning og erkendelsesteorien.
De var forbilleder for renæssancens kulturpersonligheder
og for oplysningstidens videnskabsmænd. Med væksten i videnskaberne
i denne periode fik materialismen en ny opblomstring
med navne som Hobbes, La Mettrie, Diderot og Holbach.
I erkendelse af at universet ikke er skabt af nogen overnaturlig
kraft, blev grundlaget lagt for en mere fremskreden
udgave af materialismen.
Det skete paradoksalt nok gennem den idealistiske filosof
G.W.F. Hegel, som i sine forelæsninger om historie og den dialektiske
logik blev forløberen for den dialektiske
materialisme. De unge videnskabsmænd Marx og Engels,
der var elever af Hegel, ændrede det idealistiske indhold i
hans filosofi til et materialistisk. Dermed var der skabt en klar
afgrænsning til den opfattelse, at vi gennem bevidstheden er
skabere af vores omverden. Omvendt er det de materielle forhold,
som bestemmer vores bevidsthed. Tilsyneladende ingen
stor forskel, men i filosofien er det to uforenelige opfattelser,
som giver helt forskellige konklusioner i det videnskabelige
arbejde. Idealismen, som bygger på århundredgamle traditioner,
er så indgroet i vores forestillinger og vaner, at det kræver
en betydelig indsats at overvinde dem. Dialektisk materialisme
betyder, at materien er i evig bevægelse og udvikler sig
efter sine egne lovmæssigheder. Begrebet står også som en
fælles betegnelse inden for forskellige videnskaber, f.eks. historisk
materialisme eller dialektisk logik.
Sidstnævnte kaldes også »tænkning om tænkningen« og det
er her, man udvikler de begreber, som anvendes i den konkrete
analyse. Når jeg udførligt har gjort rede for disse spørgsmål,
er det fordi de er afgørende for, om vi danner os et rigtigt
billede af virkeligheden. Det er et komplekst system, hvor
teori og praksis skal kunne arbejde sammen - ikke som en
umiddelbar genspejling af materien, men gennem abstraktionsmetoden.
Tilsammen udgør de et billede af menneskets
stofskifte med naturen, sådan som vi ser det i arbejdsprocessen.
Den materialistiske opfattelse bygger på den samlede erkendelse,
som menneskeheden har udviklet. Det sker i en stadig
fornyelsesproces, hvor den forældede viden negeres og
erstattes af en mere tidssvarende.

Nye principper
Niels Bohr var kompromisløs, når det gjaldt om at finde ind til
lovmæssighederne i mikrofysikken. Selvom hans grundholdninger
var formet af uddannelsen på universitetet og i studiekredsen
»Ekliptika«, må man betegne hans forskningsmetode
som spontant materialistisk. Bohr arbejde ud fra sin atommodel
i 1913, men med åbenhed for at tilpasse teorien undervejs.
Skridt for skridt ved at kombinere laboratorieforsøg med videnskabelig
analyse lykkedes det ham at formulere nogle
principper, som kunne tolke den kendsgerning, at lyset kan
være både partikel og bølgebevægelse. Det var denne opdagelse
og det specielle ved at undersøge disse fænomener, som
Niels Bohr omsatte i begrebet komplementaritet. Denne opfattelse
af processerne i mikrofysikken var meget omdiskuteret,
da Niels Bohr fremsatte den, og er det den dag i dag. Man
må beundre den redelighed og grundighed, hvormed Bohr
uddyber sine synspunkter i Atomfysik og menneskelig erkendelse.
Det er som en cellokoncert af Johann Sebastian Bach, når
han gennemspiller hovedtemaet i forskellige variationer. Niels
Bohrs synspunkt er at fastholde modsigelsesfrihed i erkendelsesteorien.
Dvs. at de udsagn, som udledes af en analyse, ikke
må være indbyrdes modstridende. Dermed fastholder han den
formelle logiks begreber som den eneste mulige ramme for at
forklare fænomenerne i kvantefysikken. Mange år senere under
et besøg i Sovjetunionen i 1962 formulerede han sentensen:
Modsætninger er ikke kontradiktoriske, men komplementære.
Sentensen skildrer et klassisk problem, som har optaget filosoffer
og tænkere siden antikken. Spørgsmålet er, om Niels
Bohrs erkendelsesteoretiske konklusioner er med til at fremme
vores forståelse af materien? I artiklen Videnskab i krise
fra 1954 har Ib Nørlund givet en indgående analyse og kritik
af Bohrs komplementaritetsbegreb.
Ib Nørlund mener, at begrebet åbner døren på vid gab for
teorier om, at erkendelsens grænse er nået, og han kommer
til den konklusion, at Bohrs begreb hviler på agnostiske forudsætninger.
Om begrebsdannelsen siger Nørlund bl.a.:

»I denne forbindelse er det afgørende at holde sig klart, at
hele tankegangen beror på, at man på forhånd har stillet krav
om, at kun den klassiske fysiks begreber må komme i anvendelse,
og på at partiklen derfor betragtes som en lille massedel
i den klassiske fysiks forstand, og absolut skal tvinges ind i
dette begrebs snævre - for snævre! rammer. Med proklameringen
af den »principielle umulighed« af fuldstændig beskrivelse
af partiklen har man også sat årsagssætningen ud af
kraft. Det har ingen mening at spørge om årsagen, når det er
principielt umuligt at skaffe sig indsigt i den.«

Ib Nørlunds kritik berører selve grundlaget for komplementaritetsbegrebet
og dets anvendelse. Jeg vil nu gå over til at
sætte Niels Bohrs synspunkter ind i en historisk forståelsesramme.
Inden for hvilke filosofiske retninger kan man finde
lignende opfattelser? Der findes en række ligheder mellem
Bohrs erkendelsesteori og Kants, som kommer til udtryk, når
man sammenholder Bohrs synspunkter med f.eks. kritik af den
rene fornuft af Kant.

Kantianske rødder
Han mente ikke, at vi kunne opnå fuld klarhed over de objekter
eller fænomener, vi undersøger, fordi de indeholder Tingen
i sig selv - som er uerkendelig. Hegel kritiserede denne opfattelse
i videnskabens logik, hvor han beskriver, hvordan objektiv
erkendelse er mulig, i en stadig tilnærmelse til sandheden.
Hegel foreslog, at man løste de modsætninger, der opstod undervejs,
ved hjælp af dialektikken, i stedet for at begrænse erkendelsen.
Den dialektiske logik åbner helt nye muligheder for at forklare
bevægelseslovene i materien, som kan supplere de kendte
rammer i den formelle logik.
Hvad findes der i Bohrs optegnelser, som kan dokumentere
min påstand om de kantianske rødder i hans erkendelsesteori?
I en tale holdt på den Internationale Psykologkongres i 1932 i
København kom han ind på filosoffen Harald Høffdings betydning.
Det er tydeligt, at der er et snævert åndeligt slægtskab
mellem de to. Bohr beskriver, hvordan han siden sin
ungdom havde bevaret tætte kontakter til Høffding og løbende
drøftede emner af fælles interesse. Bohr fortæller,
hvordan de i deres samtaler søgte at bygge bro mellem deres
arbejdsområder. Herom siger Bohr i talen:

»Det fremgår af alle hans værker og hans form for psykologi,
at han konstant refererer til de fysiske love, ikke bare som
en baggrund for diskussionen om levende væseners betingelser,
- men også som et middel til at udvikle og forfine de filosofiske
synspunkter på.«

Denne beskrivelse af forholdet mellem psykologi og fysik er
tydeligvis et forsøg på at forsone materialismen med idealismen.
At ville overføre erfaringen fra det ene område til det
andet strider imod den kendsgerning, at der for kernefysikken
er tale om naturskabte fænomener, mens der for psykologiens
område er tale om menneskeskabte udviklet gennem vores
sociale og individuelle udvikling.
Man kan ikke entydigt kalde Bohrs erkendelsesteoretiske
grundlag for kantiansk. Snarere er det en blanding af forskellige
filosofiske retninger, som grundlæggende ligger inden for
den idealistiske filosofi.

Debatten med Einstein
Som jeg tidligere har beskrevet, undlod Bohr at afgrænse sig
i forhold til en materialistisk eller idealistisk retning inden for
filosofien. I virkeligheden er Bohrs arbejde en bekræftelse på
materialismens livskraft som filosofi, idet han gennem sine videnskabelige
opdagelser forvandlede Demokrits og Epikurs
hypoteser til videnskabelige kendsgerninger.
Dialogen med Instituttets medarbejdere og forskere fra andre
lande var selve kernen i Bohrs arbejdsmetode.
En af de mest bemærkelsesværdige var den årelange dialog
med Einstein. De to havde principielt forskellige indgange til
mikrofysikken. Bohr så det som en forudsætning for at gøre
nye fremskridt, at man anvendte de historiske erfaringer med
Plancks kvanteteori, mens Einstein var skeptisk over for denne
fremgangsmåde og fastholdt, at man byggede videre på den
klassiske mekanik.
Det afgørende var imidlertid, at denne dialog var med til at
modne Bohrs egne synspunkter og gøre dem mere afklarede.
De to fysikere kom gennem deres diskussioner til at danne
skole. Niels Bohr var urokkelig i forsvaret for kvantemekanikken,
som den teori der bedst kunne bygge videre på atommodellen
fra 1913. Ulrich Röseberg har i sin biografi om Niels
Bohr givet en levende beskrivelse af debatten mellem de to.
Hver gang det så ud til, at de var ved at nærme sig hinanden,
sprang der som en anden Pallas Athene nye indfald fra
dem begge. Gennem årene mødtes de, ved de tilbagevendende
symposier og konferencer. Deres livlige og engagerede debatter
var med til at befrugte den fælles søgen efter ny erkendelse.
Niels Bohr har beskrevet, hvordan diskussionerne anspændte
hans åndelige formåen til det yderste. Der var i ordets
egentligste forstand tale om et pionerarbejde, som gik til
grænserne for det menneskeligt mulige.
Lidt underfundigt udtrykte Niels Bohr det på den måde, at
der ikke kunne undgå at opstå en vis svimmelhed under arbejdet
med kvantemekanikken. Det er et af Bohrs paradokser,
at samtidig med at han søgte harmoni i tilværelsen, kunne
han ikke undvære de ofte skarpe meningsudvekslinger med
Einstein. Det bekræfter en af de grundlæggende lovmæssigheder
inden for dialektikken, at ny erkendelse vindes gennem
modsætningernes indbyrdes strid og identitet. Det er i afdækningen
af disse modsigelser, at vi opnår ny erkendelse som
kan bruges andre steder.
Niels Bohrs arbejde står som indbegrebet af denne omvæltende
periode i videnskabens historie, hvor den klassiske fysiks
begreber blev udvidet med nye. Det er vores opgave at
bygge videre på datidens filosofiske diskussioner og Niels
Bohrs indsats inden for erkendelsesteorien.
Kritik af Niels Bohrs erkendelsesteori