Ang. Litteratursiden

Oprettet: 03.09.2017 - 16:51

Når man følger Litteratursiden, får man det indtryk, at indlæg i meget få tilfælde kommer fra almindelige læsere. Det ser ud som om sitet mest drives af forfattere, der skriver om egne bøger samt bibliotekarer, som får løn for at skrive på Litteratursiden. (En del bibliotekarer har det vel som deres arbejde at holde gang i hjulene. Eller tager jeg fejl?) Det betyder ikke, at jeg er utilfreds med Litteratursiden, for det borger jo for en vis kvalitet, men det kunne da være dejligt, såfremt flere af de utvivlsomt mange belæste ”almuefolk” var lidt mere aktive. Der er regler for, hvorledes man må agere på Litteratursiden, men der er faktisk ingen påbud om, hvor begavede ens indlæg skal være, hvilket jeg af og til må holde mig til. Det var vel oprindelig meningen, at Litteratursiden bl. andet skulle være et forum, hvor læsere kunne udveksle meninger og tanker, om det de havde læst, Jeg har gennem årene haft stort udbytte af at følge med i, hvad der skete på Litteratursiden, men har så sandelig også følt det givende selv at deltage i debatter her.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Ruddi Welzel

    søn, 03/09/2017 - 20:06

    Kære Kaj!

    Det er en fornøjelse at læse dine lettere underdrejede, humoristiske indlæg, der aldrig savner indhold.

    Du har været med i 6 år 44 uger, mens jeg har været med i 6 år 49 uger. Du nåede nok at opleve Litteratursidens vildskab dengang. Det er nok rigtigt, at siden nu mest drives af folk med økonomiske aktier i åndslivet, forfattere og bibliotekarer. Siden har fået en noget ucharmerende vareform, så vidt jeg kan skønne.

    Der burde findes en alternativ side, hvor almindelige mennesker med udgangspunkt i fx bøger (men også alt muligt andet) diskuterede livet på en, ikke lærd, men først og fremmest engageret måde. Men det er nok ikke lige Det kongelige almindelige Biblioteksvæsen, der skal oprette den.

    Allerede for knap syv år siden forsøgte jeg mig med en teori om, at romanlæsning er en flugt fra det virkelige, saftige liv. Hvis der skrives gode romaner i dag, må man vel sige, at de har meget ringe indflydelse på en forbedring livet i samfundet. Det meste er ligegyldig underholdning.

    Kriminalromaners store udbredelse peger nok bare på den småborgerlige læsers kedsomhed. Den tamme fugl i bur svælger i mord og blod og sex. Hvor er det komisk!

    Romanlæsere i alle lande - foren jer! Den duer slet ikke. Man sidder isoleret med hver sin roman og hver sin flugtvej fra et samfund, hvor varerne er ved at kvæle os. At man så læser det samme som alle mulige andre, gør forestillingen endnu mere grotesk.

    Selv læser jeg næsten udelukkende kasserede bøger eller bøger fra magasinerne. Jeg kan ikke udholde tanken om at blive formet på akkurat samme måde som de fleste andre. At sidde over en kop te og bekræfte hinanden i, at denne bog bare er fantastisk - det gider jeg slet ikke.

    Bedste hilsener,

    Ruddi

  • Kaj Hansen

    man, 04/09/2017 - 10:25

    Kære Ruddi.
    Vi to har meget tilfælles, så jeg er ikke alene om at være mærkelig. Sidste afsnit i dit indlæg kunne jeg have skrevet. Min kone og jeg har mange bøger stående, men da hun er bibliotekar af uddannelse, så er det kun bøger af en ”vis værdi”, som må være inde i selve huset. Ude i en udbygning kaldet Svinestien, har jeg så mit fjernbibliotek. (Vi bor på en landejendom) Her står en masse bøger, som jeg gennem årene har fået foræret af folk, som stod med bogsamlinger, der enten skulle smides på lossepladsen eller foræres til ham den underlige Kaj. Når jeg så ikke lige belemrer biblioteket med mine fjernlån, så lunter jeg over i Svinestien og henter ting og sager. Sidste vinter fandt jeg fire bøger af H.G. Chesterton, som var meget interessant læsning. For nogen tid siden faldt jeg over nogle bøger af Gjellerup (bl. a. Minna), og p.t. er jeg i gang med Carit Etlars ”Minder”.
    Jeg skal ikke sætte mig selv på den høje hest, men kan blot konstatere, at med mine læsevaner, er det svært at finde nogen at dele læseoplevelser med.
    Nu skal man dog nok ikke klandre bibliotekerne og hermed Litteratursiden for at promovere den nyere litteratur, thi dette ligger vel inden for deres arbejdsområde. Dog kunne man måske spydigt hævde, at bibliotekerne kunne holde lidt igen med at fremme den litteratur, som ligger fremme i enhver dagligvarebutik.
    Du skriver om Litteratursidens vildskab, dengang vi begyndte på siden for 6 år siden, og du har sikkert ret i, at der dengang var mere gang i debatterne.

  • Jørgen Dissing ...

    man, 04/09/2017 - 22:21

    Kære Ruddi og Kaj

    Hvor er det dejligt at I gider skrive jeres meninger om litteratur og Litteratursiden her. Mange tak for det! Som I også er inde på, kan det jo være knapt med debattører, så bliv endelig ved med det.

    Jeg er ikke enig i at Litteratursiden kun arbejder med den litteratur der også kan købes  i Føtex. Der er masser af gamle bøger, nye smalle bøger, osv. på siden, men lad det nu ligge. For der er lys forude for jer! Til november lancerer Litteratursiden sin nye hjemmeside og én af de nye tiltag er at det bliver meget nemt at debattere bøgerne på siden. Det bliver således muligt til hver eneste bogpost at starte en debat om pågældende bog, så prøv at kigge rundt på vores side og se om der ikke skulle være en enkelt eller to titler I gerne vil debattere. Det synes jeg kunne være super dejligt, både for jer og for os.

    Jeg håber vi snart høres ved i en god bog-debat her på siden!

     

    Vh Jørgen Nørgaard, Læseklubredaktør.