En af Litteratursidens flittige ambassadører blogger om forskellen på at være "almindelig" læser og "professionel" læser, der læser for at fælde dom.
Først og fremmest en stor tak til litteratursiden for at udnævne mig til ambassadør for sitet. Det er en stor glæde at være en del af 'korpset' af kyndige og flittige brugere der skal arbejde på at udbrede kendskabet til siden. Jeg agter at gøre hvad jeg kan for at leve op til den nye forpligtelse!
Og hvem er jeg så? At jeg er ivrig og passioneret læser af alskens litteratur kan næppe overraske, men at jeg også har ladet passionen drive mig til at tage en kandidatgrad i litteraturhistorie er ikke nogen selvfølge. Det er imidlertid realiteterne og sidste sommer kunne jeg således glæde min gravide kæreste ved langt om længe at sætte det sidste punktum i min specialeopgave om Marcel Prousts På sporet af den tabte tid ved Aarhus Universitet. En timing der gjorde at både eksamensbevis og nyfødt datter flyttede ind i vores hjem på cirka samme tid.
Hvad kan monstro skabe mere mening for litteraturen end at dele den med andre? Efter mange års intense studier af benhård litteraturteori og knivskarp tekstanalyse var tiden moden for mig til at vende tilbage til dét der oprindelig førte mig i bøgernes favn. Derfor har jeg det sidste år været optaget af to projekter: hhv. opstart af en læsekreds der arbejder sig igennem På sporet af den tabte tid (og som også har til huse her på litteratursiden – klik her) samt koordinator i frivilligorganisationen ’Litterater til låns’. Sidstnævnte består af litteraturstuderende fra Aarhus, der, i samarbejde med bibliotekerne, formidler litteratur og litterære tendenser igennem udstillinger, avisartikler, blogindlæg, foredrag og lignende. En form for brobygning, kunne man kalde det, mellem universitetets litteraturforskning og bibliotekernes litteraturformidling. Og i sidste ende naturligvis med henblik på at give den almindelige læser nogle bedre muligheder for at gå til nyere og ældre litteratur på en kvalificeret måde.
Faktisk var jeg efter fem års studier (+ det løse) holdt op med at se mig selv som en almindelig læser. Hver gang jeg åbnede en tilfældig bog – om det så var Hanne Vibeke Holst eller Per Højholt – var mit blik ét der kom fra en professionel læser. Jeg læste ikke bøger for fornøjelsens skyld, nej, jeg dissekerede dem for at kunne fælde en (sandsynligvis) kynisk dom over dem. Mit indgående kendskab til alskens analytiske redskaber var i mange sammenhænge blevet en hindring for min oplevelse af litteraturen som en mellemmenneskelig faktor. Mine ubønhørlige smagsdomme har givetvis tjent til at skræmme både familie og venner væk fra læsningens vidunder og som litterat var min oprindelige passion i årenes løb blevet erstattet af en nedladende kynisme. Hvordan skulle jeg kunne ryste den akademiske strenghed af mig og genfinde den almindelige læser i mig selv? Svaret lå ligefor: Ved simpelthen at formidle mine læseerfaringer så bredt som muligt – ved at bryde ud af universitetets snævre litteraturcirkler.
Uanset hvor meget jeg i tidens løb har fordybet mig i langhåret litteraturteori, i forfatter-essays om skrivningens vidunder eller i beåndede poetikker om litteraturens omstyrtende kraft ender jeg altid med at stille mig selv de samme spørgsmål:
Hvad vil jeg med litteraturen og hvad vil den med mig?
Og det er som om, det er undersøgelsen af dette underfundige mellemværende - mellem jeg'et og teksten - der driver mig fremad i forsøget på at forstå bare en brøkdel af livet i og omkring os. I den personlige læseoplevelse stråler litteraturens kraft og kritiske nærvær ud mod alle aspekter af menneskelivet. Læsningen er en katalysator for bedre at kunne begribe og bearbejde verden omkring mig.
Oftest er det det nære, det dagligdags, i bøgerne jeg læser, der får mig ud af kurs. I dét værk jeg altid vender tilbage til, På sporet af den tabte tid, er hverdagen fyldt med en sådan poesi og skønhed, der flyder ud over alle bredder og ender med at skabe en akut iltmangel på hver af værkets 3000 (!) sider. Litteraturen kan være så tæt, så intens, at man må gispe efter vejret. I de øjeblikke rører litteraturen ved noget der ellers er uhåndgribeligt. Det har taget mig en del år at forstå det, men den type oplevelser – hvor alting går i stå, og hvor kun ordene på siden lever – kan netop udvides og udfoldes ved at blive delt med andre. Ved simpelthen at bruge litteraturen som et mødested og ikke kun som et beskyttelsesrum (hvad jeg førhen primært opfattede den som).
Med det som udgangspunkt for mine skriverier her på litteratursiden håber jeg at kunne trække tråde fra min nære verden og ud til alt det litteraturen også sætter i spil. Trådene rækker ud til Proust, som går igen i nærmest alt hvad jeg foretager mig. Og de rækker ud mod et væld af andre modernister (Joyce, Woolf, Beckett, Kafka), som jeg flittigt læser. Men de rækker også ud mod temaer som ramler sammen med litteraturen: Søvn og litteratur, sygdom og litteratur, hverdagen i litteraturen og teknologien i litteraturen – og alle de steder hvor litteraturen møder sin grænse. For ja, den findes faktisk. Min egen den går her, for jeg vil ikke skrive mere i denne præsentation, men kun opfordre til at læse med og komme med kærlige eller kritiske kommentarer hvis det er passende. Jeg ser frem til arbejdet som ambassadør!
smag på bøgerne – en bid om dagen
Tak for gode pointer vedrørende distinktionen mellem "en almindelig læser" og "den professionelle læser". Jeg fornemmer, at du er bevidst om, at det selvfølgelig er arketyper, som de færreste kan kategoriseres under, når det kommer til stykket :)
Jeg ser frem til at høre mere om dine projekter og reflektioner om de forskellige positioneringer, vi mennesker har (mere eller mindre bevidst), når vi begiver os ind i litteraturens verden.
I den forbindelse er det et relevant spørgsmål, du fremhæver:
Hvad vil jeg med litteraturen og hvad vil den med mig?
Denne intertekstualitet er i mine øjne, det som nødvendiggør litteratur, lægger sine hænder om én - og får én til at gispe efter vejret.
Tak for indblikket!
Mange hilsener Camilla
Forresten så smitter din entusiasme for Marcel Proust, så nu overvejer jeg kraftigt at vente med at påbegynde 1Q84 (3. bind), putte Nicole Krauss' Great House on hold og kaste mig over På sporet af den tabte tid.
Mit dilemma er hermed blevet større. Hvilket luksus problem :)
Camilla, tak for dine kommentarer. Og ja, jeg er bevidst om det arketypiske i de to læsertyper. I langt de fleste tilfælde, og nok især her på litteratursiden, overlapper de to positioner. Jeg håber at mit indlæg også demonstrerer en væsentlig pointe for mig, nemlig at vi kan bevæge os mellem forskellige læsertyper i forskellige sammenhænge.
I øvrigt har jeg lige læst om din forelskelse i Franzens 'Korrektioner' og jeg genkender i høj grad følelsen og derigennem ængstelsen ved at begynde det nye værk 'Frihed'. Hvad hvis det ikke er på niveau? Og hvad hvis den nye roman forstyrrer oplevelsen af den første? Derfor får ’Frihed’ lov til at blive på reolen lidt endnu...
Har du i øvrigt læst Franzens essaysamling ’How to be alone?’ (’Hvordan man er alene?’)? Jeg er i gang med den i øjeblikket og fascineres især af essayet ’Why bother?’ hvor romanforfatterens rolle i en mere teknologi- og medieorienteret virkelighed undersøges. Og her skriver Franzen bl.a. også lidt om forestillingen om en skare af ’almindelige læsere’:
”To the extent that novelists think about audience at all, we like to imagine a ’general audience’ – a large, eclectic pool of decently educated people who can be induced, by strong enough reviews or aggressive enough marketing, to treat themselves to a good, serious book. We do our best not to notice that, among adults with similar educations and similarly complicated lives, some read a lot of novels while others read few or none.” (p.75)
Franzen finder frem til at den seriøse, samfundsrelevante og sociologisk undersøgende litteratur er blevet erstattet af ’moderne teknologier og medier’ og at det nok er der fortidens ’læsere’ nu er søgt hen:
”The big, obvious reason for the decline of the social novel is that modern technologies do a much better job of social instruction. Television, radio, and photographs are vivid, instantaneous media. [...] The writer of average talent who wants to report on, say, the plight of illegal aliens would be foolish to choose the novel as a vehicle. Ditto the writer who wants to offend prevailing sensibilities.” (p.65-6)
Om Franzen har fået ret i sin udlægning (essayet blev skrevet i 1996) er en større diskussion, naturligvis. Jeg tænker at jeg en af dagene forfatter et lille indlæg hvor ’Korrektioner’ kommer under luppen og hvor Franzens essaysamling sikkert også inddrages. Håber du vil læse med – og god fornøjelse med dine egne skriverier her på siden. Jeg glæder mig til at følge med.
Tak Jacob for dit lidt nærgående :-) spørgsmål, som jeg ikke kan få ud af hovedet og som, jeg forsøger at besvare efter bedste evne: "Hvad har det betydet for dig at opdage at Gud ikke kun er god?"
Jeg fik først et chok - det er efterhånden mange år siden nu - da jeg i MIT spejlbillede opdagede, at mine forældre var svagelige, fejlbarlige og dødelige. Siden er det heldigvis gået støt fremad med at lære at acceptere denne kendsgerning. En udvikling, der forhåbentlig fortsætter.....
Om jeg oplever samme frygt, når det virkelig går op for mig, at Gud har tilskyndet til at dræbe, ved jeg ikke.......
.
Kære Jacob
Det bliver en fornøjelse fortsat at følge dig her på Litteratursiden (også). Du har, som altid, mange spændende betragtninger og vedrørende spørgsmål til litteraturen.
At vi tiltrækkes de samme områder indenfor litteraturvidenskab, skyldes måske årelang overensstemmelse mellem pensums. Alligevel er det uncanny hvor omfattende sammenfaldet af tanker er (fristes til at lave smiley).
Glæder mig til at læse mere fra din hånd.
Hov...og så vil jeg på det varmeste anbefale dit essay Drømmeprismet, som kan findes på din blog.
Kh. Louise
Kære Louise
Tusind tak for din kommentar. Jeg ser også frem til at følge dine skriverier - og kan allerede nu glædes over din egen fremragende ambassadørpræsentation! Du har givetvis ret i at ligheden mellem vores præsentationer skyldes pensumsammenfald. Uanset om vi begge forholder os lidt kritisk til den 'professionelle' litterat har studiet alligevel givet nogle afgørende indsigter som det - i hvert fald for mit vedkommende - er svært at se bort fra, og som jeg dybest set sætter rigtig stor pris på.
God skrivelyst her på siden :)
Tak for et fint indlæg, Jacob. Jeg synes det var meget interessant at læse dine betragtninger omkring dine litterære studier kontra det at læse romaner til privat brug. Det er nemlig ikke første gang, jeg er stødt på den holdning at alt for indgående studier af litteraturen kan kaste et næsten kynisk skær over ens læsning, som det kan være svært at ligge fra sig senere hen.
Selv havde jeg en oplevelse i starten af mit bibliotekariske liv, som var en øjenåbner for mig, og som altid har fulgt mig.
Da jeg startede min første læsekreds op på et lokalt bibliotek i Odense, var jeg meget i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe den litterære snak an. Men jeg var i hvert fald helt overbevist om, at vi sammen skulle arbejde os hen mod en litterær forståelse af de læste værker. Det var jo den måde jeg havde mødt litteraturen i min skoletid. Så til det formål fremstillede jeg en lettere litterær analyse, som blev omdelt og som det var meningen vi skulle tage udgangspunkt i.
Men...det vidste sig meget hurtigt, at der lå en sådan kraft i de personlige læseoplevelser, at den litterære analysemodel ofte blev en bremseklods i snakken. Dermed ikke sagt, at vi ikke bevægede os hen mod en størrer litterær forståelse. For det gjorde vi. Men udgangspunktet blev i den personlige læseoplevelse, og hvad den havde gjort ved os. Derfor kan jeg rigtig godt li' dit spørgsmål: Hvad vil jeg med litteraturen og hvad vil den med mig?
Det er også med det udgangpunkt i det tankesæt at læseklubberne på literatursiden er startet op. Her må man meget gerne skrive sine personlige oplevelser ned, uden at de nødvendigvis er funderet i en litterær analyse. Men man må også meget gerne bruge en litterær analyse til at åbne op for værket. Det ene behøver ikke udelukke det andet.
Og så kan jeg glæde dig ved, at skrive, at jeg flere gange har læst dit indlæg for at få pointerne med (ganske som et godt værk:-)) Er også rigtig glad for formuleringen: at bruge litteraturen som et mødested og ikke kun som et beskyttelsesrum. Det er nemlig sådan det skal være! og super dejligt, at du bruger litteratursiden som et litterært mødested.
PS. "På sporet af den tabte tid" står hver eneste dag og kigger på mig nede på hylden ved bogstavet P. Endnu har jeg aldrig læst denne "bibel". Men...din begejstring har i hvert fald skubbet mig i retningen af at gøre det en dag!
Tak for dine meget velvalgte kommentarer, Michael.
Jeg frygter lidt at mine bemærkninger om 'den professionelle' læsning kan blive opfattet som en kritik af det jeg har lært igennem mit studie - og det var egentlig ikke hensigten. Dit eget eksempel med læsekredsen der først rigtig blev levende da analysemodellerne blev lagt på hylden, tror jeg er genkendelig for mange - og også undertegnede. Selvom min interesse for litteraturen for alvor blev vakt i gymnasietiden, så husker jeg alligevel litteraturundervisningen som en lidt for 'skematisk' tilgang til de fortællinger, som for mig havde et enormt nærvær. Det var som om litteraturen ikke fik lov til at klinge i lyset af den personlige læseoplevelse, og at den frugtbare forbindelse, der får ordene til at blive 'eksistentielle' slet ikke blev italesat.
Det var til gengæld dét jeg oplevede da jeg endelig begyndte på min bachelor i litteraturhistorie. Her mødte jeg litterater der åbnede teksterne for mig, ved bl.a. at introducere eksotiske læsemetoder som fx. fænomenologisk analyse og dekonstruktion. Og pludselig lærte jeg hvordan litteraturen - selv ned i dens mindste bestanddele - kunne være politisk. Theodor Adornos lille essay 'Punctuation Marks' er fx en højst personlig refleksion over tegnsætningens betydning for den virkelighed litteraturen formidler. Helt nede på mikroniveau er de sproglige valg vi træffer med til at afsløre og bestemme vores verdenssyn. I følge Adorno, i hvert fald....
Når jeg alligevel mener at have fået en mere kynisk måde at læse på, igennem mit studie, så skyldes det givetvis ikke de tekstanalytiske metoder jeg har lært at anvende, men derimod fornemmelsen af at alt hvad jeg læste også skulle bruges til noget. Al min læsning var baseret på at jeg potentielt kunne bruge det til en opgave, artikel, anmeldelse eller lignende. Al 'lystlæsning' var allerede på vej til at blive 'pligtlæsning'. Og det har sikkert affødt kynismen, når dét jeg læste viste sig ikke at være værd at beskæftige sig med. Hvis jeg læste en dårlig roman havde jeg trangen til alligevel at skrive noget meningsfuldt om den - og langt hen ad vejen er det en ret udmattende øvelse. Nu, hvor studiet ikke stiller krav til mig mere, er det nemmere at stoppe læsningen, hvis en bog viser sig ikke at leve op til mine forventninger. Og det er faktisk herligt befriende!
Du skal i øvrigt være hjerteligt velkommen i Proustlæsekredsen. Vi afslutter ganske snart nyoversættelsens fjerde bind: 'I skyggen af unge piger i blomst 2', hvor Marcel for alvor får åbnet øjnene for livets visuelle aspekter.
Tillykke Jacob Ulrich med datter, eksamen og nu ambassadør-jobbet:-)
Jeg kan godt genkende det fremmedgørende i at bruge en universitetsjargon i en tekst og har bestræbt mig på at skrive et mere mundret dansk, selv om det ikke altid er dækkende.
Med mellemrum tænker jeg også på, hvorfor jeg læser?
Jeg læser for at blive klogere på livet og på andre mennesker og i sidste instans på mig selv. Der er så mange 'verdner' jeg ikke kender til og som i bøgerne er spændende at få indblik i. Her på litteratursiden har jeg læst flere klassiske værker, som har bidraget med større indsigt og som jeg dagligt har glæde af.
Det sidste lille års tid har jeg læst i Biblen. Og efter at have læst en trediedel, er jeg blevet overrasket over, hvor mange fordomme jeg sidder inde med. Jeg skal undlade at lufte alle mine fordomme, kun fortælle at jeg var/er overrasket over, at Gud kan være ond. Og at Gud kan fortryde. Jeg troede - som barnet - at Gud er god. Og jeg troede - som barnet - at Gud var voksen og tog ansvar. Begge dele er forkert.
I 1. Samuelsbog kap. 15.3 opfordrer Gud Samuel til at beordre Saul at angribe og dræbe amalekitterne, fordi amalekitterne nægter hans folk gennemrejse, da det israelittiske folk kommer fra Ægypten. En ond handling.
Gud kan også fortryde. Gud fortryder, at han gjorde Saul til konge på folkets opfordring, fordi Saul har været ulydig og tog krigsbyttet til sig selv i stedet for at ofre det til Herren.
.
Inspirerende at læse din begejstring for På sporet af den tabte tid - "..at ordene på siden lever - kan netop udvides og udfoldes ved at blive delt med andre.." - et "mødested" er livsbekræftende:-)
(Jeg har lyst til at tilføje, at man er forfatter hvis/når man selv føler det.)
Mange tak for kommentarerne. Det lyder til at motivationen til at læse kommer fra samme sted for vores vedkommende. Grundlæggende en lyst til at blive klogere på sig selv og sin omverden - og at finde det 'resonansrum' til fordybelse som litteraturen også er.
Det er meget inspirerende at høre dine betragtninger over bibellæsningen. Jeg havde selv en ambition om at følge bibellæsekredsen her på siden, men blev opslugt af min 'På sporet'-læsekreds (et værk som nogle jo også opfatter som en 'bibel'). Dine kommentarer understreger for mig en væsentlig pointe, nemlig at vi skal huske at genlæse de værker vi troede at kende. Kun derved kan vi bryde med de fordomme vi uvægerligt opbygger med tiden. Hvad har det betydet for dig at opdage at Gud ikke kun er god? Er der en trøst i at selv 'den øverste myndighed' er fejlbarlig? Eller afføder det en form for angst?
Da Marcel, i På sporet af den tabte tid, opdager sine forældres svaghed og dødelighed afføder det umiddelbart en stor sorg for ham, men i samme instans et pludseligt klarsyn, en første mulighed for selv at være et menneske. En mulighed for at se sig selv uafhængigt af forældrene. Måske det er det samme frigørende potentiale der ligger i bibelens fejlbarlige Gud.
Jeg har i formiddag spekuleret på, hvordan jeg dog skulle redde min i går lidt forhastede kommentar, om at "Gud er ond". Gud er naturligvis ikke ond. Men handlingen at tilskynde til drab er ond. Gud er god og jeg elsker ham. Jeg er i mange situationer blevet hjulpet - formentlig af Gud - hvor jeg ikke forventede det. Så tak, Jacob fordi du gav mig mulighed for at uddybe og redigere.
Måske kan man godt klippe navlesnoren til sine forældre, mens man sørger over at have mistet dem? Selv klippede jeg desværre navlesnoren til mine forældre senere.
Men når det er sagt, ved jeg ikke, om jeg klipper navlesnoren til Gud. Jeg har været ude af folkekirken nogle år og det var ikke nogen succes. Så jeg er spændt på, hvad læsningen af Biblen fører med sig:-)
Jeg glæder mig - som altid - til at læse dine kommentarer
Margrethe, jeg undskylder hvis mit spørgsmål angående Guds potentielle ondskab blev for nærgående. Det skyldes nok at jeg ikke selv betragter mig som troende og derfor tillader mig at betragte bibelen og dens fortællinger i et sekulært lys. Gud er for mig et billede på de autoritære, magtfulde, kontrollerende - men også omsorgsfulde og beskyttende - skikkelser i vores liv. Og for mig gør det ikke teksten mindre kraftfuld. Tværtimod er det ved at læse den som en menneskelig fortælling at den får sit nærvær for mig. Uden at jeg dog vil sige at jeg 'kender' bibelen.
Jeg tror ikke der er noget endegyldigt svar på hvornår 'navlesnoren' bør klippes. Peer Hultberg, som jeg er ved at læse, lod 'bruddet' finde sted efter sin egen død. De to tekster, 'Brev' og 'Selvbiografi', er udkommet posthumt og deri er der vel nok en makaber pointe. Den ultimative selvstændiggørelse finder sted i døden. Det besværlige er så at finde frem til det livsbekræftende i den konstatering. Jeg håber at Hultberg kan hjælpe mig i den henseende.
No problem Jacob - du kender mig jo ikke - og ved ikke, hvordan jeg har det med Gud. Det ved jeg sådan set heller ikke selv. Det er jeg først ved at finde ud af. Jeg er opvokset med religiøse tanker - forlod dem sammen med andre gamle 68ére - og er vendt tilbage til Biblen i håb om at blive klogere.....
Og ja, jeg kan sagtens genkende: "..de autoritære, magtfulde, kontrollerende - men også omsorgsfulde og beskyttende..." billeder fra min egen verden/læs:barndom. Spørgsmålet for mig er så, hvordan jeg læser Biblen i dag?
Ja, du har ret. Man bliver aldrig for gammel til at klippe navlesnoren:-) Måske skulle jeg - når jeg har læst Biblen - læse Hultberg? Pyha.. Tanken giver mig næsten åndenød...."Den ultimative selvstændiggørelse finder sted i døden. Det besværlige er så at finde frem til det livsbekræftende i den konstatering"
Jamen så håber jeg, at et af dine forsætter bliver en ærlig vurdering af selvudgiverne, for hidtil har vi været ofre for fordomme og mærkværdigheder. Jeg, der bl.a. har udgivet 12 bøger på SAXO.com, regnes f.eks. ikke for forfatter, men bruger, og det er jeg ærlig talt temmelig knotten over.
Må jeg blande mig? Godt.
Jeg forstår ikke helt hvad denne debat går ud på. Ihvertfald ikke hvis den handler om mere end om man kaldes Bruger eller Forfatter her på Litteratursiden?
Hvilken forskel er der på en Bruger og en Forfatter på denne side? Jeg finder det ok, at det er forfatteren der diskuterer en bog der er til debat, HVIS han/hun er forfatter til den. I andre sammenhænge er det ikke særlig vigtigt om man kaldes det ene eller det andet. På netop Litteratursiden er det vel debatten i sig selv der er vigtig? Og ikke hvad den enkelte er af profession? Eller har jeg misforstået noget?
Hvad er det, der forvirret dig? Forskellen er da til at tage og føle på, når folk kan skrive og udgive flere bøger, men alligevel ikke få status af forfatter. Det er diskrimination, så det batter.
Hvis en bog er til debat her på siden, så er det da debatten der er vigtig. Ikke hvilken jobstatus man har.
Jeg tror ikke jeg forstår dig. Hvad mener du med at: "forskellen er til at tage og føle på"? HVOR er det du vil kaldes forfatter? Og hvorfor er det vigtigt. Og for hvem er det vigtigt?
Tja, da jeg får bibliotekspenge, så har jeg altså status af forfatter, ligegyldigt hvordan man vender og drejer sagen.
Enhver kan være "bruger", blot ved at gå ind på et bibliotek, men at blive forfatter kræver en noget anden indsats end som så - ikke sandt?
I øvrigt: jeg er i mit elskværdige hjørne i dag og vil derfor tilskrive dig en større viden og indsigt, end du selv giver udtryk for.
Al respekt for at du er stolt af at du er forfatter med bibliotekspenge og det hele, men jeg forstår stadig ikke at det har noget med Litteratursiden at gøre.
Hvorfor er det så forkert at blive kaldt "bruger"?
Hvis man klassificeres ud fra, om man henregnes til "brugere" eller "forfattere", så drejer det sig mere om et utilstrækkeligt eller misvisende klassifikationssystem med betydning for vigtigere ting end "stolthed". Også dette siger sig selv. Det er meget beklageligt, hvis du virkelig ikke forstår disse principper, men det er også komplet ubegribeligt.
Kære Else
Tak for din kommentar og opfordringen til at kigge nærmere på 'selvudgivere'. Du skriver at du er 'knotten' over ikke at blive benævnt 'forfatter', men kun får tildelt betegnelsen 'bruger'. Er den kritik rettet mod litteratursiden.dk eller er det mere generelt (fx. også på SAXO.dk?)? Som brugerambassadør for litteratursiden har jeg ikke noget at sige i forhold til den redaktionelle linje på sitet og ved derfor heller ikke hvilke overvejelser der ligger til grund for at benævne de forskellige brugere og bloggere på forskellig vis.
Mit gæt er dog at den simpleste og mest neutrale betegnelse er 'bruger' - og at det er nemmere for litteratursiden at afgrænse 'forfatterbetegnelsen' til skribenter der har fået deres værker udgivet på et decideret forlag. Ellers kan man vel argumentere for at alle brugere der udgiver tekster (som blogs, som debatindlæg, som anmeldelser etc.) har ret til at betegne sig forfattere?
Personligt har jeg ikke noget indgående kendskab til selvpubliceret litteratur. Jo, jeg tror jeg skimmede Lars Larsens selvbiografi da den blev påduttet den danske befolkning her for nogle år siden. Min oplevelse dengang gav mig ikke grund til at benævne hr. Larsen som 'forfatter'. Ikke desto mindre er jeg meget fascineret af idéen om 'indieudgivelser' i den litterære verden og jeg er ikke af den holdning at forfattere kun kan udgive værker hvorpå der kan påklistres et ISBN-nummer. Historien er jo fuld af forfatterskaber som er udfoldet i alskens former - tænk blot på Mme de Sévignés breve eller nyere blogskriverier, som ikke afgrænser sig til bogformen.
Dybest set er min holdning at man er forfatter hvis man selv anskuer sig som forfatter - og hvis man mener at det man skriver er litteratur. At man så i mange sammenhænge kan blive benævnt som noget andet bør vel ikke påvirke ens selvopfattelse som skribent? Ligesom med andre professionstitler er det at være 'forfatter' jo ikke nødvendigvis en identitet man slæber med sig i alle sammenhænge. Man kan jo være så mange personer på én gang: forælder, søster, fætter, publikum, læser, bruger, skribent, klient, borger eller slet og ret menneske. Hovedparten af skribenter her på litteratursiden er netop brugere og på en måde er der vel noget næsten demokratisk ved den betegnelse? Er det at ville hige sig fast i særlige benævnelser og titler ikke grænsende til snobberi?
Jeg forstår dog udmærket reaktionen. Hvis man konsekvent betegnes som 'bruger', selvom man har en lang række udgivelser bag sig, må det føles som om man er en 'andenrangsforfatter' - én der dybest set ikke anerkendes for det håndværk man udfører. Men hvordan forholder det sig hos fx. Forfatterforeningen? Stilles der særlige krav til typen af udgivelser når man søger medlemsskab der og er der samme grad af 'diskrimination' over for selvudgivere som den du har oplevet andetsteds?
- jeg vil gerne bidrage med en positiv oplevelse fra Horsens bibliotek, hvor jeg arbejder. En uges tid efter at vi alle fik smidt Lars Larsens bog i vores private postkasser, kom en dame ind på biblioteket og spurgte efter "noget mere" af Lars Larsen eller "noget-der-lignede". Hun havde aldrig før læst en bog til ende, men var blevet så begejstret for læsningen, at hun kom i tanker om at der var noget der hed "Biblioteker", og at man gratis kunne låne bøger. Så jeg takker Lars Larsen for sin husstandsomdelte udgivelse, - for bogen har positivt sat sine spor hos mange ikke-læsende danskere.
- og velkommen som ambassadør - det må med rette kunne kaldes en ilddåb :-)
Det er bestemt en glædelig historie, men jeg kan ikke lade være med at tænke hvor mange nye lånere der ville være dukket op hvis Larsens bog var skrevet bare en anelse bedre. Eller tænk sig hvis han havde brugt sit oplag på 2,4 millioner bøger på at promovere de virkelige talenter i dansk litteratur (selvudgivne eller ej). Nu drømmer jeg nok lidt - men en husstandsomdelt antologi med korte tekster fra de bedste danske forfattere de sidste 10-20 år. Åh! det ville da være en fryd.
De penge Larsen har brugt på at promovere sin selvbiografi, sig selv og sit brand kunne givetvis have finansieret adskillige talentfulde forfatteres udgivelser i en lang årrække. Så selvom enkelte læsere af 'Go'daw jeg hedder Lars Larsen' nok er blevet ført i litteraturens favn, så ændrer det - i min optik - ikke på at pengene kunne være brugt så meget bedre og sågar have hjulpet en række selvudgiverforlag til at etablere sig på markedet. Dermed ikke sagt at jeg ikke forstår Lars Larsens prioritering. Hans udgivelse har skabt omtale og dermed givet kunder i butikkerne og han er trods alt primært købmand og ikke litterat :)
Åh - det ville virkelig have været en god ide!
Det er altid rart, når ikke-læsende mennesker pludselig opdager hvilken glæde de har tilgode! Larsen eller ej, så fik det jo kvinden på biblioteket.
En kvinde i min familie havde ikke åbnet en bog siden folkeskolen og aldrig frivilligt. Da hun endelig læste Pi's Liv – kom hun smilende og bad om mere.
Tænk at én enkelt vidunderlig fortælling, kan vende årelangt had til kærlighed. Det er (sgu) da skønt!
Det egentlige udgangspunkt for sand glæde ved litteraturen er, at man ikke har fået ødelagt sin nysgerrig og sin evne til at tage ting til sig på en personlig måde. Alt det ødelægger bogsnobberi, hvor man læse noget, fordi det nu engang er fremme i medierne og hører til det, "man" bør have gjort sig bekendt med.
Tja, før jeg kastede mig over fiktionen, har jeg faktisk udgivet en del værker på "rigtige" forlag - gad vide, hvad SAXO siger til ikke at blive regnet for "rigtig" - så forfatter er jeg altså. Hvad min fiktion angår, så har jeg skam ISBN nr. på hver enkelt værk, også de engelske, som der er kopier af på Det Kgl. Bibl.. Hvis DET gør mig til forfatter, så er jeg det altså dobbelt: både for de tidlige, ikke-fiktive værker og for de ISBN-"berigede" senere, fiktive værker. Alligevel tæller jeg selv som "bruger" her, hvilket jo automatisk gælder enhver, der bare strejfer siden, selv om de ikke har skrevet eller udgivet noget som helst.
For mig at se er det en ret vild situation, at kun den, der har fået en eller anden form for "blåt stempel" ved at gå gennem forlagsmøllen, regnes for værdig til forfattertitlen. På den måde anmelder man også processen og ikke kun det færdige værk, hvilket er grotesk.
Sporer jeg en antydning (hmmmm ...) af arrogance i din afvisning af hr. Larsens værk? Hvis jeg har ret, så gad jeg vide, hvor afvisningen startede. Var det ved læsningen eller ved oplysningen om, at dette altså var et selvudgiverværk?
Du bad om en ærlig vurdering af selvudgivere og da jeg ikke erindrer at have læst nyere selvudgivne værker (ud over hr. Larsens) er mine kommentarer baseret på min uvidenhed om virkeligheden som selvudgiver. Jeg mener heller ikke mit oprindelige blogindlæg på nogen særlig måde lægger op til den diskussion vi er havnet i nu her – men det skal ikke afholde mig fra at komme med lidt flere indspark. Og jeg forbeholder mig også retten til at være kritisk anlagt over for dine lidt skarpe udmeldinger. Det håber jeg du er med på :)
Jeg betvivler ikke din ret til at kalde dig forfatter – og du bruger jo selv det argument at du rent faktisk er udgivet på et ’rigtigt’ forlag og derfor bør blive kaldt forfatter her på litteratursiden. Det eneste jeg kan opfordre til er at du kontakter en af de ansvarlige for litteratursiden og spørger dem om du ikke kan blive ’opgraderet’ til forfatter når du skriver indlæg. For det er vel der skoen trykker? Eller går det igen i andre sammenhænge? Hvis du for eksempel er ude at holde foredrag om dine bøger bliver du da heller ikke benævnt forfatter? I så fald kan jeg godt se problemet.
Det lyder dog til at du har en underliggende præmis der går på at ’det skrevne’ bliver nedvurderet (af anmeldere o. lign.) så snart det fremgår at det er selvudgivet litteratur der er under luppen. Har jeg ret i det? Og har du i så fald konkrete eksempler på at det er sket?
Som nævnt er Lars Larsens bog det eneste selvudgivne jeg har læst og min umiddelbare vurdering var at bogen var tåkrummende dårligt skrevet! Hvis jeg selv skulle stå for vurderingen ville jeg aldrig tillade at den blev trykt. Men sådan kan jeg også have det med litteratur der er udgivet igennem et forlag. Hvis du sporer en arrogance i min holdning til Larsens bog, så skyldes det nok at jeg ser det som min pligt (som litterat) at nedsable den litteratur der burde være blevet i skrivebordsskuffen. Skal jeg forstå det sådan at du ikke har noget imod at benævne Lars Larsen som ’forfatter’, selvom formålet med ”Go’daw jeg hedder Lars Larsen” langtfra var at bedrive litteratur, men derimod at promovere et brand? I så fald bliver betegnelsen ’forfatter’ vel ret udvandet efterhånden, og – i min optik – lidet eftertragtet? Det er dybest set noget man kan købe sig til, hvis man har penge nok eller påberåbe sig blot man lægger navn til en kogebog.
Jeg vil meget gerne høre hvor du mener grænsen så skal gå. Hvor meget skal der til før man har ret til at kalde sig forfatter? Du vil helst ikke sættes i bås med brugerne af litteratursiden fordi en stor del kun ’strejfer forbi’ og ikke selv har fået udgivet noget, men er den udmelding ikke også grænsende til det arrogante? Er det fordi du kun anerkender fysiske udgivelser som adgangsgivende til titlen ’forfatter’? Kan man for eksempel ikke være forfatter hvis det eneste man har udgivet er blogindlæg?
Det virker på mig som om du hænger for meget fast i de forskellige betegnelser. Der er forskellige vilkår når man vælger at benytte forskellige sociale medier og i det hele taget er de ’titler’ vi hver især render rundt med i voldsomt opbrud. Hvis du er på Facebook og skriver et indlæg figurerer du jo heller ikke som ’forfatter’, men blot som Else Cederborg, og på det overordnede plan som ’bruger’ af Facebook. Ligeledes hvis du kommenterer på de mange avisdebatsider rundt på nettet. Enkelte steder kan man tilføje sin profession, men oftest reduceres man til at være ’læser’ eller ’debattør’. Det samme kan siges om litteratursiden, som også primært er et socialt fællesskab der lader brugere formidle litteraturoplevelser til hinanden. Når en forfatter fremhæves som forfatter sker det givetvis igennem en dialog mellem litteratursiden og den implicerede – og typisk i forlængelse af et igangværende tema eller en aktuel begivenhed. Mon ikke en af redaktørerne ved litteratursiden kan svare på nogle af disse ting? Jeg er, som jeg også skrev, jo kun brugerambassadør og har ikke indblik i eller ansvar for sidens redaktionelle linje.
Måske det var en idé at du tilbød dig selv som ambassadør – det er vel den bedste måde at få folks øjne op for de eventuelle problemer?
At jeg kan gøre krav på forfatter-titlen, også her, er jeg skam godt klar over, og det kræver ikke de store anstrengelser at få det gennemført. En sko, der trykker? Næh, men forarget er jeg, nemlig på alle de forfatteres vegne, der knokler med deres bøger, og som glædestrående og forventningsfulde udgiver dem, men som aldrig - dvs. aldrig som i ALDRIG - anmeldes.
Mig bekendt er "forfatter" ikke en beskyttet titel, og jeg husker en ung pige, der fik udgivet et par småfortællinger i en Hønsetryk-antologi, og som sporenstregs fik lavet visitkort med titlen "Forfatter". Hvad hun jo var, da hun havde skrevet og fået udgivet noget. Om det (efter min mening) var godt eller dårligt, husker jeg dog ikke, for det var ikke dér kriterierne for forfatternavnet lå for mig.Skriver man noget, hvad enten det skal ud til andre læsere, eller det stadig befinder sig i skrivebordsskuffen/på det hemmelige USB-stick, så er man forfatter. Nu for tiden vrimler det med forfattere, og titlen er nok ret udvandet efterhånden, så det er vel lige før, det er "finere" at være "bruger" end "forfatter", men forfatter er disse mennesker, hvad enten det, de laver, er godt eller mindre godt set ud fra de gængse bedømmelseskriterier.
Der er i tidens løb skrevet og udgivet masser af gyselig litteratur, der imidlertid automatisk regnes for litteratur, fordi det er kommet på et "normalt" forlag. Nu er bogbranchen angiveligt i krise på grund af alle de nye teknologiske muligheder, der vist forvirrer og forskrækker folk, der lever af andres bøger, nemlig som udgivere og anmeldere. De har været vant til en helt fast procedure, hvor anmeldere ikke behøvede at lægge hovedet på blokken for en anmeldelse, for forfatteren havde jo et kvalitetsstempel med sig fra forlaget, der havde ofret penge på at få ham eller hende udgivet. Nu kan man blive udgivet, for det vil man altså, og man tror selv på det, man skriver.
Skarp, mig? Tja, det var jeg i sin tid som anmelder ved Politiken, hvor jeg bl.a. kom i avis-skænderi med krudtuglen Elsa Gress. Ak ja, et skønt minde om svundne fejder, men nu ønsker jeg dog først og fremmest at få en ny situation belyst bedst muligt, og det kan da godt være, at dit oprindelige indlæg ikke lægger op til den slags - og dog ...
"...men nu ønsker jeg dog først og fremmest at få en ny situation belyst bedst muligt, og det kan da godt være, at dit oprindelige indlæg ikke lægger op til den slags - og dog ..."
Det undrer mig virkelig at du læser en udgivelsesdiskussion ind i mit oprindelige indlæg. Helt fint at du ønsker at belyse problemet, men at du tager mig til indtægt for holdninger i den henseende er mig ubegribeligt. Er det den lille formulering om 'teknologi og litteratur' som tema der trigger dig? Jo, man kan godt henregne 'selvpublicering' som et underemne af 'teknologi og litteratur'-temaet, men ærlig talt har det ikke min interesse. Derimod er jeg optaget af hvordan teknologien former og forandrer vores erkendelse af verden.
Det virker til at du bruger mit blogindlæg som påskud for at fremture med dine egne - i øvrigt udmærkede - pointer. Men hvad med at forholde dig til de emner jeg tager op og de spørgsmål jeg stiller dig? Det virker til at du overser at jeg rent faktisk er enig med dig i de fleste sammenhænge - og at du forsøger at fremstille mig som en læser der ikke kommer med en 'ærlig' vurdering af selvudgivet litteratur. Intet kunne være mere forkert.
Når jeg sjældent læser selvudgivet litteratur skyldes det at jeg primært er optaget af ældre litteratur og især de store modernister (Joyce, Proust, Woolf etc.). Ja, faktisk udgav Proust første bind af På sporet for egen regning, så i en vis forstand læser jeg allerede selvudgivet litteratur. Proust vidste selv hvilket fantastisk værk han var i gang med - men han vidste også at det først var efter hans egen død at værket ville blive anerkendt som stor litteratur (selvom han dog modtog Goncourtprisen i 1919). Med andre ord kan samtidens dom over litteraturen ikke bruges til noget, og hvis man udelukkende skriver med øje for samtidens anerkendelse, så mener jeg at man er gået galt i byen som forfatter. Uanset om man er selvudgiver eller ej. Det er nok derfor jeg primært læser bøger der har minimum 50 år på bagen. Selvom jeg da også læser samtidslitteratur - dog primært for fornøjelsens skyld og for at 'orientere' mig lidt i det aktuelle litterære landskab.
Når nu alt dette med de underkendte selvudgivere (lyder næsten som en romantitel) ligger dig så meget på sinde synes jeg da det er oplagt at du gør noget ved det. Og hvis dagbladenes anmeldere ikke tør anmelde selvudgivet litteratur så gælder det vel bare om selv at forfatte nogle anmeldelser og sætte det gode eksempel. Litteraturmagasinet StandART (som du sikkert kender) har en række faste klummer der belyser aspekter af bogmarkedet (børnelitteratur, krimier, digital litteratur) og det ville da være oplagt at have en fast sektion deri om selvudgivet litteratur - så prøv at kontakte dem.
Når jeg ganske hurtigt skimmer de blogindlæg du selv kommer med (her og på penneskaftet), så henvender de sig vist mest til andre selvudgivere som søger råd og vejledning. Du kunne jo overveje at rette dine indlæg mod dem du gerne vil 'omvende'. Den manglende interesse for selvudgivet litteratur kan meget vel bunde i en rådvildhed som læser. Uanset om du vil det eller ej så søger de fleste læsere vejledning i en eller anden forstand. Og netop fordi markedet for selvudgivet litteratur er både nyt og broget er der i høj grad brug for nogle kyndige vejledere (læs: anmeldere), så man kan orientere sig og finde frem til det der er læseværdigt. Og eftersom du vel har et bredt kendskab til hvad der er 'hot or not' inden for det selvudgivne er det da oplagt at du er frontløber. Ik'?
Jeg vil i hvert fald se frem til et indlæg hvor du anbefaler en række nye selvudgivne værker som det er dumt ikke at læse.
Du undrer dig over, at du er blevet centrum for et af mine mange opgør med den gængse hovmodige afvisning af selvudgivere. Bogfolk fra alle mulige kategorier synes at være grebet af svær overtro, hvor de forestiller sig, at de kan vende tilbage til fortidens status quo ved at slå kors for sig og sige "jeg læser skam aldrig selvudgivere". Jeg tror, at du nu har nævnt din manglende interesse for selvudgivere tre gange, og det virker nærmest på mig som et mantra, du benytter dig af. Beklager, det virker ikke, for med den nye teknologi er vi her, og det hvad enten I piver eller synger.
Forøvrigt er jeg ikke bange for at stille mig selv til rådighed for et lille eksperiment: disseker et par af mine fortællinger her på siden og se, om du kommer igennem dem uden ar på sjælen. Du kunne f.eks. kigge på "Forfatteren" og "Nabostøj" eller et par af de engelske, hvis du synes, det er sjovere, men prøv at se dem som neutrale værker, for det er nemlig dér, vi skal hen: et værk er et værk, ligegyldigt hvem der har skrevet det, eller hvordan det er blevet publiceret. Hvem ved, der kan være skrevet geniale mesterværker på toiletpapir og udgivet gruopvækkende l... på store, fine forlag.
Nå, men det, der fik mig igang, var såmænd denne passus: "Jeg læste ikke bøger for fornøjelsens skyld, nej, jeg dissekerede dem for at kunne fælde en (sandsynligvis) kynisk dom over dem. Mit indgående kendskab til alskens analytiske redskaber var i mange sammenhænge blevet en hindring for min oplevelse af litteraturen som en mellemmenneskelig faktor." Det lyder trist og goldt, så det glæder mig på dine - og Litteratursidens brugere/forfattere/læsere - vegne, at du søger nye veje.
Proust er en skøn forfatter, ingen tvivl om det, så der har du sikret dig selv godt selskab til evig tid.
Else, jeg ser ingen grund til at diskutere mere med dig i denne sag. Du vælger bevidst at tillægge mig motiver og holdninger som jeg allerede har meldt ud at jeg ikke repræsenterer – og det er simpelthen ikke et værdigt niveau at diskutere på. Fint for mig hvis du vil fremsætte en kritik af forlags- og anmelderbranchen i DK, men gør det da på din egen blog eller i forbindelse med et andet og relevant indlæg. Hvis du læser mit blogindlæg igen vil du få bekræftet at mit ærinde er et helt andet end det du læser frem. Og at du ’kaprer’ mit blogindlæg for at fremture med din personlige vendetta kan jeg ikke understøtte.
Jeg frygter at du gør dig selv og andre selvudgivere en bjørnetjeneste ved alle disse angreb på ’overtroiske’(?) bogfolk (hvortil jeg åbenbart skal henregnes). I hvert fald har du endegyldigt frataget mig lysten til at læse noget af det du har udgivet. Tænk sig, da jeg foreslog at du kunne anbefale en række gode selvudgivne værker var det første du foreslog dine egne to noveller. Det er da ikke særlig generøst, men lugter nærmere af selvpromovering. Så nej tak, jeg vil ikke spilde tiden på dit eksperiment.
Al held og lykke med din forfatterkarriere fremover. Et godt råd er at undlade at angribe velmenende litterater, der ellers kunne have været på din side.
Til andre læsere af denne blog: Jeg beklager at det hele er blevet lidt afsporet i forhold til det oprindelige indlæg og at tonen også er blevet unødvendigt streng. Jeg troede og håbede at Else ville indgå i en reel diskussion om litteratur, men det har vist sig ikke at være tilfældet. Så kom endelig med andre kommentarer der er mere ’passende’.
Dermed har du så meldt ud, hvor du står, MEN det er nu engang sådan, at man ikke altid selv kan gennemskue, hvad man udtrykker, og det er sket i dit tilfælde.
Når jeg stillede mig til rådighed for et lille eksperiment efter din stolte udmelding om, at du så sandelig kun havde læst ét selvudgiverværk (ud over Proust), så var det, fordi ingen andre ville.
I øvrigt: velkommen på Litteratursiden.
Kære Else
http://www.youtube.com/watch?v=zDKO6XYXioc
Jeg sad lige og så denne video med Boyz 2 Men og ville høre: Er du enig med mig i at video og musik handler om at de hader selvudgivere ?
Kh.
Peter Simon
Det spørgsmål - der selvfølgelig både er mægtig relevant og interessant for videreførelsen af denne diskussion - er let at besvare: lever de af forfattere? Hvis de gør, så er de selvfølgelig ikke begejstrede for selvudgivere, men hvis de selv er forfattere, så elsker de dem ...
Et relevant sted at flytte diskussionen om 'selvudgivelser' hen er her:
http://www.litteratursiden.dk/blogs/lise-vandborg/20120731
Du har ret i at det vil være relevant at flytte den debat, hvis den overhovedet skal fortsætte.
Dette er hermed gjort og hold dig nu endelig IKKE tilbage, for det er jo så sundt med et godt grin, også for mig.