Hjertet slår og slår

Oprettet: 03.04.2013 - 16:19

En af Litteratursidens brugere blogger om Jens Smærup Sørensens 'Hjertet slår og slår' og om hvor guddommeligt godt, det egentlig er at være til.

Hjertet slår og slår – indtil det en dag ikke slår mere. Som nordmanden Karl Ove Knausgård skriver det i indledningen til romanværket ”Min kamp” bind 1: ”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.” Sådan er det. Og det er mærkeligt. Det er mærkeligt, at hjertet slår. At det begynder, denne stampende bevægelse, og fortsætter livet ud. Kort eller langt. Og det er, med tanke på ens eget og ens kæres hjerte, mærkeligt, at det stopper. At livet rinder ud, og den anden, eller en dag: jeg selv, ikke er mere. Det er mærkeligt, og helt uundgåeligt.

Hjertet slår og slår. Det er så også den fine velvalgte titel på en ny-udkommet roman af Jens Smærup Sørensen, om den midaldrende Kristian, bondefødt historieprofessor, som er kørt hjem til Nibe i Nordjylland, til plejehjemmet, hvor hans gamle far ligger for døden. Romanens omslagsbillede består af en sommer- eller forårsklædt drengs (vil jeg tro) fremstrakte hænder med en lille bunke marksten som i en skål. Blot disse hænder med stenene, næsten omsorgsfuldt favnet som var det fugleunger. Alle vi, eller de fleste af os, der er vokset op på landet i gamle eller halvgamle dage har været med til at samle sten på marken. Der bliver ved med, år efter år, at komme nye sten op, som kan skade markredskaberne og i det hele taget hæmme væksten. Så derfor skal der samles sten, hen ad i det sene forår. Sådan samles der også på anden vis sten her i livet. Tunge kår, eller blot dele af de kår man fik at vokse op under, som tunge og tyngende, måske endda langt op i livet. Sådan er det for Kristian. Han sidder her ved sin fars dødsleje og betragter de hænder, de ”mægtige grabber”, han aldrig har brudt sig om berøring af. De hænder, som ind imellem slog ham så hårdt, da han var dreng. Faderen ville ham uden tvivl det bedste. Men han slog for ofte, og han slog for hårdt.

”Nu lå den venstre, blålig, indskrumpet, på lagenet,” fortæller den midaldrende Kristian, ”og jeg tog den. Jeg holdt den mellem begge mine egne, og jeg tror han kunne sanse det. At nogen gjorde det. At det måske var mig. Ikke til at vide. Hans maske forandrede sig ganske lidt. Og jeg sad og bad til at det blev til mere. At jeg ville kunne se hvad der rørte sig i ham. Glæde, ubehag, forbitrelse. Noget fjerde. Jeg kunne ikke tyde det. Det blev ikke til mere.” (s. 62)

Hjertet slår og slår. Det slår så længe det kan. Så stopper det.

Da faderens hjerte næsten umærkeligt for Kristian stopper, og han dør er det uden at der har været nogen direkte forsoning og ligefrem kontakt de to imellem, faderen på sit dødsleje og sønnen siddende her ved hans side. Men tankerne er gået tilbage i tiden. Kristian har siddet her ved sin fars dødsleje og samlet op. Også noget andet og mere end hændelser og tanker tunge som sten.

Hans hustru og voksne søn og datter er kommet derop. Og sammen med den øvrige familie og kreds omkring faderen har de holdt begravelse. En god begravelse med det obligatoriske kaffebord bagefter. Nu skal de hjem: ”Vi kørte sydpå. Gennem Limfjordstunnelen. Forbi Svenstrup og Arla. Ned ad motorvejen. Og jeg drejede op på Himmerland. Der skulle tankes.” (s. 215) Det skal der jo engang imellem. Tænkes og tankes. Kagerne på kroen havde mættet godt. Men nu var klokken blevet over otte, denne sommeraften. Lidt småsultne var de. Og de blev enige om at købe fire franske hotdogs. Der var endnu lunt nok til at sidde ved et af bordene udenfor. Og som Kristian da beskriver denne aftenstund: ”Det var nogle fedtede og halvtrætte og så godt som lykkelige minutter vi sad der. Eller vi havde lige haft held til at anbringe os i et lille mellemrum i tiden hvor de fleste indvendinger mod tilværelsen og os selv næsten lydløst faldt til jorden. Vi kunne være blevet der. Hvis ikke solen havde gået sin gang og nu var ved at gå ned, og de kulørte plasticpaneler over tankområdet begyndte at lyse.” (s. 216)

Og sådan kan det gå – her under himlen – hvor solen går sin gang – og hjertet slår og slår – at vi i en stund – måske en aftenstund ved bordet med vore kære ser og mærker, hvor guddommeligt godt det er, at være til. Nu i dag. I dette øjeblik. Og også udenfor det. Mærker den velsignelse det i grunden, trods alle slag og tab, er at være i live. At hjertet endnu slår og slår …