Nytår med mere inspiration

Oprettet: 05.01.2015 - 16:25

Et nyt kalenderår er begyndt! Det betyder også masser af dejlige nye læseoplevelser som vi sammen kan dele her på Litteratursiden. Det er altid spændende, hvad et nyt år bringer af nye bøger, både nye udgivelser og bøger som vi stifter bekendtskab med for første gang!

Det er også nu, der er rig mulighed for at oprette en ny personlig boghylde her på Litteratursiden, så du kan holde styr på, hvad du læser i løbet af året! Du kan også vælge at oprette en liste med dine favoritter, et bestemt tema eller emne. Som bibliotekar elsker jeg selv, at lave lister, organisere og planlægge – jeg har lister med bøger jeg gerne vil læse, lister med bøger jeg har læst og utallige andre lister og små noter. Så hvis du ikke allerede er fortrolig med de mange muligheder for at registrere dine bøger og dele med andre, så læs med her!

For Litteratursiden er alle tiders sted at holde styr på det du læser – og ikke mindst dele læseoplevelserne. På Litteratursiden har alle nemlig mulighed for at oprette deres egne lister og boghylder – både til egen fornøjelse og til glæde for andre. Det eneste det kræver, er at du er oprettet som bruger på siden. Jeg vil her komme med et par gode råd til, hvordan du med fordel kan bruge og oprette boghylder og lister, så de er til glæde for både dig selv og andre.

Men hvad er forskellen egentlig på en liste og en boghylde?

Boghylden er din personlige ”hylde”, her kan du oprette et utal af hylder med forskellige emner, fx hvad du gerne vil læse, hvad du har læst eller bøger efter emne eller genre. Boghylden kan ses af alle andre brugere, men ligger kun på din profil. Man skal altså ind på den pågældende brugers profil for at se boghylden/boghylderne.

Listerne er derimod synlige for alle, da de ligger under Boglister  i alfabetisk rækkefølge. Du kan her vælge at sortere så du udelukkende ser enten redaktionens lister eller brugernes lister. Her kan du oprette lister med dine yndlingsbøger, som du gerne vil dele med andre og som du ønsker at andre skal se. Listerne er typisk lavet efter et bestemt tema, emne, genre mv.

Der er heldigvis rigtig mange brugere der opretter lister og boghylder – og bliv endelig ved med det! Det er både til glæde og inspiration for alle der bruger Litteratursiden. Af og til ser vi dog, at især listerne bliver brugt lidt forkert, hvilket ofte ender ud i et utal af lister som er ret synlige på siden, men uden indhold eller med blot enkelte titler. Det er lidt ærgerligt, da det tager plads og overblik over de mange fine lister som både brugere og redaktionen laver. Fx ser vi, at der bliver oprettet flere lister med få eller ingen bøger på og måske heller ikke noget billede. Der findes også en del lister der hedder det samme, fx ”2014”, som der er ikke mindre end 6 lister der hedder lige i øjeblikket. Og for de fleste andre brugere end de der har oprettet disse lister giver det ikke så meget mening. En del af de meget korte lister er højst sandsynlig oprettet via vores app som også giver mulighed for at oprette lister, og det kan være derfor de ofte er meget korte. Hvis man blot har brug for at huske sig selv på en eller få titler kan man med fordel oprette en boghylde.

Når du opretter en liste er det derfor en god ide, at spørge dig selv, om det er en liste du gerne vil have at andre brugere skal se. Hvis ikke bør du nok oprette en boghylde i stedet. Tjek, at der ikke ligger andre lister med samme overskrift eller indhold. Derefter er det en god ide at finde en dækkende overskrift der fortæller, hvad det er for en liste. Det vil være fint også at skrive en lille introduktion om, hvad det er for en liste, og hvorfor du gerne vil dele den med andre brugere. Til sidst er det vigtigt, at du lægger et billede på – gerne et billede i god kvalitet (500 x 500 pixels) og som udtrykker hvad listen handler om. Ellers vil der snart hobe sig en stor mængde lister med det kedelige grå standardbillede op og enslydende eller uinspirerende titler. Og det vil kun være med til at drukne resten af listerne. Prøv og tage et kig under Boglister, så vil du se, at der dukker mange lister op med grå billeder og lidt kedelige overskrifter!

Jeg håber, at du har fået lyst til at se nærmere på muligheden for at oprette dine egene personlige lister, gennemgå dem du allerede har eller opdatere din boghylde. Alt sammen til glæde for alle Litteratursidens brugere.

Vi er her i redaktionen utrolig glade for at vores brugere producerer indhold og inspirerer hinanden, og det håber vi at I alle vil fortsætte med i det nye år.

Godt nytår!