T. S. Høeg, en verbalakrobat

Oprettet: 01.08.2002 - 11:53

Digterportæt af T.S. Høeg

T.S. Høeg (f. 1957) har været på banen i performance-miljøet i 20 år, og CDen indeholder højdepunker fra hans optræden gennem årene: bl.a. den kendte "Vokser op". Per Højholt og Dan Turell er samtidige digtere, som også har dyrket genren til perfektion, og der går en lige linje til dagens "Poetry slam". Høeg er desuden musik-skribent, og har for nylig udgivet bogen "Verdens bedste 25 jazzplader" Rosinante, 2001.

T.S. Høeg siger i et interview, om hvad der skal til for et godt show:
"Forberedelse, selvfølgelig. Man skal øve sig. Tilstedeværelse og overskud er også vigtigt. Og masser af energi, og inden i energien skal der være timing. Desuden skal man have en symfonisk fornemmelse for hele showet."

Og overraskelsen: "Hvis folk sidder og venter, så er jeg der ikke. Jeg kommer altid ind et eller andet sted fra. Det første minut er helt afgørende."

Information 21-02-01

Og det vil jeg gerne skrive under på: at opleve T.S. Høeg LIVE giver et overraskende spark udover det sædvanlige... En "outertainer", som han selv kalder sig, af høj karat.

Pressen skrev:
Anmelderne var begejstrede:
"Men det skal høres kære læser. Udført med Høegs virtuose mundtøj og sikker synkoperede rytmesans. Nogle af rødderne fra 80er-scenen er indforskrevet på diverse instrumenter, bl.a. Troels Bech (høegs faste lydmakker), Peter Peter og Tomas Ortved; Også yngre åndelige ætlinge deltager. Digterkollegerne Klaus Lynggaard og Morti Vizki lægger ekstra stemmer på, og selv trakterer Høeg bl.a. rejsegrammofon, johannesbrød, jernkæde, støvsuger og plante.

Poesi kan som bekendt både være en skriftlig og en mundtlig kunstart. "Det talte ord og raske råberemser" beviser, at god litteratur ikke behøver at udkomme i bogform."
Niels Lyngsø i Politiken 03-03-01

Kimen
Kalder
Kommer

Kimen kalder kommer
job tid åger aften krop
bluff bord bøf tv skærm

atter trappe mørk stiv
morgen gade ånde trin
endelig fri og væk i

lys ferie flaske nat
kæbe væg daner snork
fiks og færdig op i

seng søvn slå mur så igen
charter strand sol brændt
disco danse evig måne

men kimen kalder kommer
hjemad hjem blomst tomt
øje blind mund luk

atter job tid åger
fyr krop knyt avis
klø med hud og hår

drøm sød himmel fart
fest farver flora fuser
kimen kalder kommer

for for for
fra fra fra

0
Din bedømmelse: Ingen